Kampstart 19:00 i Spar Nord Arena

Odense er på vej til Metal Final4 og kommer fra en kongeweekend med to udesejre i Herlev og Esbjerg - og dermed også en ganske sikker andenplads i tabellen.

Fynboerne er også kæmpefavorit i aften mod det Rødovre-hold, der har tabt hele 14 kampe på stribe - i ordinær spilletid - og kommer formentlig også til at lægge pres på gæsterne fra start for at sikre sig de tre ventede point i aften.

Odense lever bedst, når alle fire kæder også arbejder hjem i banen foran en stabil målmand, og det gjorde fynboerne i weekenden både i Herlev og i Esbjerg. Og formentlig har Paul Thompson prædiket samme disciplin på taktikmødet før kampen, eftersom kampen i aften tjener som forberedelse til Metal Final4 - og der er ingen grund til at miste rytme op til den vigtige semifinale på fredag. 

Men - da Rødovre senest var i Odense, stred Olaf Ellers tropper rigtig godt imod, og det har Rødovre gjort i de seneste mange kampe. Marginalerne har bare ikke været på Mighty Bulls' side, se bare 3-2-målet som Simon Fredriksson scorede for Rungsted søndag aften. Et afrettet skud, der i en bue røg over William Rørth i målet. 

Det var et godt billede på Rødovres nuværende utur. 

Samtidig kan man jo ikke komme udenom, at 14 kampe uden point også giver tanker om manglende kvalitet og ikke mindst bredde på Rødovre-mandskabet, der heller ikke har nogen "makker" i kampen om ottendeplads, som det var tilfældet med Frederikshavn i fjor. Men forhåbentlig er der stadig vilje og tro på, at der er noget stærkt og langsigtet på vej på Vestegnen. 

Det trænger både Rødovre og Metal Ligaen til.

Metalligaen.tv: Har Kasper Buch på plads til at guide seerne gennem de 60 minutter i Odense. 

Det forventer vi: Rødovre kommer under pres og kommer til at spille på skarpe omstillinger. Hvis Rødovre holder ind i anden periode, er der mulighed for at gøre kampen spændende, om end Odense er kæmpe favorit. 

Historikken: Odense har vundet 4-3 efter forlænget spilletid i Rødovre og 5-3 på hjemmebane i de blot to opgør hidtil i sæsonen.

Statistikken: Odense er kun Metal Ligaens femtebedste hjemmehold, mens Rødovre blot har taget 6 point - en enkelt sejr i ordinær tid i Vojens - på udebane. 

Hold øje med: Luka Burzan er for alvor kommet i gang for Odense og sneg sig med på ugens hold i sidste uge. Marcus Almquist kandiderede dertil med sine to flotte mål mod Herlev og er klart den målfarligste force hos Rødovre pt. 

Skader/karantæner: Odense manglede kun Mathias Mølgaard og Markus Jensen senest mod Herlev, mens Rødovre søndag mod Rungsted manglede Frank Gymer, Niklas Krarup, Oliver Marklund og William Bundgaard. 

 

 


SønderjyskE-træner Anders Førster har set spillemæssig fremgang længe UGENS HOLD: Følgende seks spillere er med i denne uges A-kæde