Kampstart 19:00 i Sydjysk Sparekasse Arena

Det vælter ind med hjemmekampe for SønderjyskE for øjeblikket.

Onsdag gjaldt det lokalopgøret mod Esbjerg som blev tabt 3-4 (efter straffeslag) og i søndags var der hjemmekamp i CHL mod Pelicans Lahti. 

Tre hjemmekampe på seks dage, og nu er der vel efterhånden krav om en sejr blandt fansene i det sønderjyske, når Frederikshavn kommer på besøg i aften. 

Assisterende træner hos sønderjyderne, Casper Stockfisch, siger følgende før kampen til klubbens hjemmeside: 

- Jeg synes vi skaber nogle store chancer (mod Esbjerg), men lige i øjeblikket mangler vi lige lidt for at få pucken det sidste stykke indover stregen, så vi forsøger at have fokus på skarpheden af vores afslutninger, men samtidigt er det også vigtigt, at vi forstår at en kamp varer 60 minutter og at den starter fra første puckdrop – vi skal være hundrede procent klar fra start mod Frederikshavn.

- Vi skal arbejde stenhårdt og så skal vi ikke gøre det svært for os selv ved at lave personlige fejl, men spille simpelt og sikkert – gør vi det, så tager vi også tre point, siger han. 

Frederikshavn sneg en 3-2-sejr hjem over Rødovre efter to nederlag i Aalborg og Odense, så sæsonstarten har været måske "lige i underkanten" for de optimistiske White Hawks-folk.

- Det vigtigste er, at vi har en god disciplin i kampen. Det gælder i alt hvad vi foretager os. Vi skal udnytte vores chancer, og så skal vi forbedre os i både powerplay og boxplay, lyder det fra Fredrik Johansson, Frederikshavns træner, der udtaler sig til klubbens hjemmeside. 

Skader/karantæner: Jesper Thörnberg er tvivlsom for Frederikshavn og det er først umiddelbart før kampen, at det vides, om han kan spille. SønderjyskE var senest uden Anders Biel og Mathias Kløve i kampen mod Esbjerg. Det betød, at unge Peter Truelsen var center i fjerdekæden. 

Det forventer vi: At SønderjyskE forsøger at lægge tungt pres på gæsterne fra start. Hjemmeholdet er favorit, men kan Frederikshavn "stikke" på kontraerne, har gæsterne også en chance. 

Hold øje med: Alexander Wiklund kommer stille og roligt i gang med at producere for SønderjyskE. Scorede to gange mod Esbjerg i onsdags. Hos Frederikshavn har Sebastian Holm-Pedersen senest vist sig rigtig godt frem og bider sig for alvor fast som "en, der byder ind" for Frederikshavn. 

Metalligaen.tv: Har Søren Kaster på plads i Sydjysk Sparekasse Arena til at guide seerne gennem kampen. 

Historikken: SønderjyskE vandt fem af seks kampe mod Frederikshavn sidste sæson. Tre gange i Sydjysk Sparekasse Arena resulterede i ni point til sønderjyderne. 

Statistikken: Tre SønderjyskE-spillere står med mere end et point: Alexander Wiklund (3), Valdemar Ahlberg og Oskar Drugge (2). Frederikshavn har Christopher Frederiksen og Santeri Suistio som deres mest benyttede spillere. 

 


OPTAKT: Esbjerg Energy-Rødovre Mighty Bulls OPTAKT: Aalborg Pirates-Herning Blue Fox