Kampstart 13:30 i Frøs Arena

Herning er på toppen af formbarometeret i Metal Ligaen for øjeblikket, men lige efter følger SønderjyskE og Odense, der mødes søndag eftermiddag i Frøs Arena.

Allerede 13:30 spiller lokalrivalerne - det minder om de gode gamle dage i Vojens, hvor man ofte spillede lørdag eftermiddag på det pågældende tidspunkt. 

Det er altså tidligt op for spillerne fra Vojens, Odense og omegn, men med de to holds nylige form og optrædender fredag aften, er der lagt op til en spændende match. 

SønderjyskE har i den grad været stærkt kørende siden Continental Cup-triumfen og har slået både Rungsted og Herlev i løbet af ugen, hvor til Odense til gengæld har slået både Rødovre og Frederikshavn.

Fynboerne har fået et kæmpe pift af de to nye folk, Jack Walker og Sam Povorozniouk, der har sat et enormt tempo ind i Odenses førstekæde, hvor de har fået plads sammen med Henry Hardarson. Det har givet en habil andenkæde med Lukas Lundvald, Vedel og Ehlers, der virkelig også er blomstret på det seneste. 

Desværre for spændingen om pladserne i slutspillet, synes Odense at være kommet for sent i gang. 

Ottendepladsen er langt væk, mens SønderjyskE i eftermiddag spiller for en potentiel andenplads i tabellen. De direkte konkurrenter dertil, Herning og Frederikshavn, mødes klokken 15. 

Hold øje med: Justin Maylan er med sit fine blik for spillet blevet en gedigen forstærkning for SønderjyskE, mens Odenses Jack Walker ser skarpere ud, end da han afsluttede sit korte ophold i Aalborg. Der er mere i Walker end bare fart i skøjterne.

Det forventer vi: En åben fysisk kamp, hvor Odense for første gang i sejrsrækken møder et hold i absolut topform. SønderjyskE's er i flow og tempo og går ind som favorit. 

Skader/karantæner: SønderjyskE spillede fredag uden Anders Førster, Josh MacDonald, Patrick Galbraith og Steffen Frank, mens Odense bortset fra Lucas Bjerre Rasmussen og Vojtech Komarek spillede med fuld skrue mod Frederikshavn fredag aften. 

Historikken: Odense vandt det første indbyrdes opgør mod SønderjyskE hjemme i VinMedKant Arena, men siden har sønderjyderne taget over og vundet tre gange - to gange i Vojens og en enkelt i Odense. 

Statistikken: Der er ikke scoret frygtelig mange mål i de indbyrdes kampe parterne imellem. I fire kampe har SønderjyskE og Odense tilsammen blot scoret 13 mål - altså lige over tre mål i snit. Er der lagt op til en målfattig affære? 


RETRO: Tre mand på en overligger OPTAKT: Frederikshavn White Hawks-Herning Blue Fox