Herningensisk ishockey havde sin storhedstid fra 90'erne og op gennem de første 12-15 år af indeværende årtusinde, og da SønderjyskE pludselig blev et begreb i dansk ishockey fra 2004 og fremad, fik Blue Fox en ny og skarp konkurrent.
I en enkelt sæson hed Vojens-mandskabet IK Sønderjylland, og lige netop i 2003/04-sæsonen, hvor IKS for første og eneste gang var Vojens-repræsentanten, mødtes Herning for første gang nogensinde med et hold fra Vojens i en serie i slutspillet.
Bortset fra et overraskende overtidsnederlag i den første kamp, havde Herning ikke de store problemer med at trække serien hjem og vandt stille og roligt 4-1. Herning tabte derefter en knaldhård semifinaleserie til AaB Ishockey over seks kampe, men forblev i toppen af dansk ishockey.
Der dukkede SønderjyskE pludselig op i 2006. Efter at Mario Simioni var trådt til sæsonen forinden som afløser for Stefan Nyman blæste nye vinde i Vojens, og Simioni fik sat et fremragende hold sammen, der var uovervindeligt i slutspillet.
Esbjerg blev slået ud i kvartfinalen og i kamp syv i en vild semifinaleserie mod Herning fik SønderjyskE vendt 0-2 til en 3-2-sejr. Det er en kamp, der for mange SønderjyskE-fans står som den ultimative på vejen tilbage til dansk ishockeys top. SønderjyskE endte med at vinde finaleserien med 4-2 over AaB Ishockey.
Et par sæsoner senere var det igen Simioni kontra Bjorkstrand i finalen. De to gamle storspillere stod overfor hinanden i en serie, der var kontroversiel på den måde, at flere centrale Herning-spillere efter mesterskabet i 2008 var skiftet til SønderjyskE.
Både Mads Christensen, André Signoretti og Christoffer Kjærgaard var bagmænd i SønderjyskE's finalesejr på 4-2 over Herning. En stor rivalisering var begyndt at gro mellem de to hold, der i en årrække fordelte mesterskaberne mellem sig.
Den fortsatte i 2011/12-sæsonen, hvor Todd Bjorkstrand med sønnerne Patrick og Oliver på holdet sammen med Thomas Spelling virkelig havde fremtidens folk på plads. Læg dertil jernhårde og velspillende fyre som Mitch Ganzak, Jason Walters og den "evige finne" Teemu Jääsekläinen, der i en periode blev ved at vende tilbage til Herning, når det kneb.
Det hold havde "Mojo" og vandt 4-1 i semifinalen efter fem knaldhårde kampe mod SønderjyskE. Nede 1-3 i finalen mod Odense viste Herning også gigantisk karakter og Lubos Pisar i målet holdt buret rent i tre kampe i træk. Dermed kunne Herning fejre guldet en sen aften i Odense foran et stort kontingent jublende lykkelige medrejsende fans.
Det seneste opgør mellem de to hold i slutspillet var finalen i 2014-15-sæsonen, hvor vi også var vidne til en serie, der i den grad var fysisk, hård og samtidig velspillet.
SønderjyskE havde måske det mest spilstærke og navnkundige hold på det tidspunkt, men Todd Bjorkstrand havde sat sine folk til at kæmpe for hver eneste centimeter på isen. Det var folk som Branislav Rehus, Tomas Petruska og Eric Hunter, der førte an på importsiden hos Herning, der også havde en yderst målfarlig Lasse Lassen på holdet.
Hos SønderjyskE hed stjernerne Michaud, Quirk, Spelling og Walters, og det hold fik skabt en 4-0-føring i den syvende og afgørende hjemmekamp foran 5000 tilskuere i Vojens. Herning scorede to gange og var centimeter fra at gøre det vildt spændende til sidst i kampen, men måtte nøjes med sølv.
Nu mødes de to i kvartfinalen i denne sæson, og fællesnævneren - hvis vi trækker IK Sønderjylland ud af ligningen - i de to holds serier er altså, at vinderen er løbet med guldet. Den "streak" kan vinderen håbe på fortsætter.
I alt fem serier mellem de to hold her:
2003-04 - kvart: Herning-IK Sønderjylland 4-1
2005-06 - semi: Herning-SønderjyskE 3-4
2008-09 - finale: Herning-SønderjyskE 2-4
2011-12 - semi: SønderjyskE-Herning 1-4
2013-14 - finale: SønderjyskE-Herning 4-3