Med to minutter til årsskiftet 2024, og at champagnepropperne sprang, landede der en underskrift fra den 23-årige svenske back Pontus Englund hos Blue Fox’ sportschef. Nu er svenskeren skadet for resten af sæsonen

Herning Blue Fox skriver følgende i en pressemeddelelse om Englunds exit. 

Det var en tung besked der måtte videregives fra Herning Blue Fox’ medicinske stab til den midtjyske defensivs sidste tilsnit Pontus Englund. Pontus Englund blev lige før årsskiftet hentet fra ligakombattanterne fra Frederikshavn White Hawks med fokus på styrkelse af forsvaret frem mod et heftigt program med både Continental Cup, Final4, resten af grundspillet og ikke mindst det forestående slutspil.

Tre hele kampe præcis med et point i snit, og ganske få minutter inde i hans første europæiske optræden for blårævene mod polske Katowice, så skete det der ikke måtte ske. En stor smerte i baglåret tvang Pontus ud af kampen, dog med hvad man troede der var en mindre skade i første omgang.

Det håb brast dog ret hurtigt da man igen var tilbage på dansk jord. En scanning blev fremskyndet frem mod Metal Final4 der netop er blevet afholdt, og her kom der desværre ny og nedslående viden til Blue Fox’ sportschef, Daniel Nyegaard, der sammen med holdlægen måtte gå den tunge gang ned i omklædningen, for at give Pontus Englund besked.

”Vi må desværre konstatere, at en scanning har vist at Pontus’ skade er noget mere alvorlig end først antaget, og det står derfor klart, at Pontus er skadet for resten af sæsonen”, fortæller sportschefen.

Med den viden har man set sig nødsaget til at tage en snak med Pontus om at stoppe samarbejdet. Der har været fuld forståelse og samarbejdsvillighed begge veje, hvilket betyder at Pontus derfor ikke længere er under kontrakt med Herning Blue Fox, der således fortsat har et niende importkort at gøre godt med inden transferdeadline.

- På vegne af hele Blue Fox organisationen vil jeg gerne takke Pontus, for at sætte et godt aftryk i hele vores organisation. Hans dedikation og passion for sin sport er tydelig for os, og jeg håber han kommer stærkere tilbage fra dette tilbageslag, som det naturligvis er, når man bliver ramt af en alvorlig skade”, slutter Blue Fox’ sportschef, Daniel Nyegaard.


Nikolaj Krag blev anden pokalvinder for tre forskellige klubber FEM SPILLEDAGES KARANTÆNE TIL Rungsted-official