Blandt 37,1 millioner indbyggere og skyskrabere, der tårner sig op imod 296 meters højde, viser termometeret ofte 35-40 grader fra juni til oktober. Stedet er Yokohama i Japan, en del af det såkaldte ”Greater Tokyo Area”.

Her er ishockey ikke lige det første, man kommer til at tænke på, når man med sved på panden og blandt tusinder og atter tusinder af japanere forsøger at finde rundt i det lettere komplicerede japanske adresse-system, mens solen nådesløst bager ned fra himlen.

Indenfor i KOSÉ Shin-Yokohama Skate Center, der ligger kun 400 meter fra den lokale togstation, Shin-Yokohama Station, som man med højhastighedstoget Shinkansen kan nå med op til 320 km/t i løbet af nærmest ingen tid fra Tokyo Station, er rammerne dog noget mindre og noget mere ydmyge, end hvad Yokohama ellers umiddelbart indgyder.

Første indtryk fra Asia League

Den i dagens anledning halvfyldte arena, der har en kapacitet på 1.406 siddende tilskuere, huser til dagligt de lokale ishockey-helte Yokohama Grits, som denne lørdag eftermiddag tog imod Red Eagles Hokkaido fra Tomakomai, som ligger 1.150 km. nord for Yokohama. Selvom det selvfølgelig ikke kan måle sig med nogle af de helt ekstreme afstande i NHL og KHL, så er det alligevel forståeligt, at kontingentet af medrejsende supportere fra Red Eagles Hokkaido var relativt beskedent. Lige så forståeligt er det, at kampene i Asia League oftest afvikles som ”back-to-back”-kampe, hvor de samme hold møder hinanden to gange henover en weekend.

For dem der fulgte OL-kvalifikationen i Aalborg, vil syv spillere fra opgøret denne lørdag vække genklang, da Yokohamas trup tæller en enkelt aktuel japansk landsholdsspiller, mens gæsterne fra Red Eagles har hele seks af slagsen.

I en hal med en god og intim atmosfære, i festlige rammer, blandt stemningsfulde og ihærdigt støttende lokale supportere, og med et meget professionelt setup, der talte både lysshow, maskot, cheerleaders og live-stream, skulle en blanding af halvtidsprofessionelle og fritids-amatører fra Grits forsøge at måle sig med et rent fuldtidsprofessionelt mandskab fra Red Eagles.

Spillet på isen var måske knapt så struktureret som man oftest ser det i Metal Ligaen, og spillerne synes heller ikke altid lige pucksikre. Men hvad kampen denne lørdag eftermiddag manglede i spilsystemer og struktur, havde den til gengæld i fart og intensitet. For undertegnede, der ved selvsyn så et ikke særligt fysisk spillende japanske landshold spille OL-kvalifikation i Aalborg, var det fysiske aspekt i kampen måske i virkeligheden den største overraskelse, for der bliver gået til stålet i Asia League.

Med en gennemsnitshøjde på 175 cm. og en gennemsnitsvægt på 75 kg. er spillerne hos Yokohama Grits i runde tal 10 cm. lavere og 10 kg. lettere end gennemsnittet på de fleste Metal Liga-mandskaber herhjemme. Men hvad spillerne i Asia League savner i højde og drøjde, har de til gengæld i engagement, fart og arbejdsindsats. Der arbejdes stenhårdt i hvert eneste skifte, spillerne stryger lynhurtigt frem og tilbage over isen, og der bliver tacklet igennem, når lejligheden byder sig.

Uden at gå for meget ind i detaljerne om denne lørdags opgør på isen, så kunne det som neutral observatør konstateres, at Yokohama Grits’ ganske talentfulde målmand Kai Tomita virkelig fik lov til at arbejde for føden denne eftermiddag, hvor kun mirakler inde på stregen forhindrede de fuldtidsprofessionelle gæster fra Red Eagles i at føre stort allerede undervejs i åbningsperioden. I 18 minutter formåede Yokohama-spillerne at modstå et stort pres fra gæsterne, men så måtte Tomita & Co. også kapitulere, da gæsterne tog føringen.

Stemningen blandt det i forvejen entusiastiske og feststemte hjemmepublikum fik et løft, da Yokohama et minut efter kampens åbningsmål fik tilkendt et straffeslag. Men desværre for hjemmepublikummet, formåede Grits ikke at eksekvere. Herfra gik det stærkt, og godt en periode senere var Yokohama nede med 0-4 på egen is. Værterne havde faktisk adskillige store chancer for at komme tilbage i opgøret, men enten manglede skarpheden, eller også svigtede teknikken i de afgørende momenter.

Faktisk var det lidt svært ikke at have medlidenhed med hjemmeholdet og dets herlige og festlige supportere, som hen mod slutningen af opgøret fik et trøstmål at gå hjem på, da Yokohama reducerede til 1-4. Under en satsning til allersidst i perioden, hvor Yokohama erstattede målmanden med en ekstra markspiller, formåede Red Eagles dog at lukke kampen endegyldigt med en scoring i det tomme mål, så gæsterne endte med at vinde klart, da slutfacit blev 1-5.

Selve kampafviklingen var generelt meget hurtig. Der var meget få spilstop, og da man i Asia League ikke har et fuldt video-dommersystem til rådighed, så kommer man også hurtigt videre efter en scoring.

I spillet på isen var det meget tydeligt, at gæsternes mandskab udelukkende bestod af fuldtidsprofessionelle spillere, mens ikke én eneste Yokohama-spiller havde det privilegium. Hjemmeholdet bestod således i langt overvejende grad af ”company players”, som er sponsoreret af en virksomhed, som de arbejder for, når de ikke suser hen over isen til kamp og træning.

Selvom Yokohama i den føromtalte kamp blev fejet af isen, som en curlingsten, der har fået lidt for meget fart på, så blev der efter kampen naturligvis bukket på behørig vis hele vejen rundt i arenaen, så spillerne fik vist den fornødne respekt til alle fremmødte. For nok virker ishockeysporten nu om stunder lettere overset på den japanske sportsscene, men derfor behøver man jo ikke at give afkald på etikette, pli og høflighed. Apropos den japanske etikette, så er en anden sjov detalje i øvrigt, at Yokohama-spillerne i kampprogrammet er afbilledet iført skjorte og slips, og altså ikke fremtræder iført klubtrøje, som man kender det fra andre ishockeynationer.

Lørdagens opgør bød på en udenlandsk debutant hos Red Eagles i form af canadiske Bobby MacIntyre, der dermed blev en af kun tre ikke-japanske spillere på isen denne eftermiddag. Sydkoreanske Dong Hwan Kim var den anden, mens den tidligere SønderjyskE-spiller Alex Rauter var den tredje. Mere om den sympatiske amerikaner senere.

Omkring 32 % af spillerne i den hjemlige Metal Liga har i denne sæson udenlandsk pas, mens andelen af importspillere i den bedste tyske række DEL til sammenligning er oppe på mere end 48 % i indeværende sæson. For de fleste danske og europæiske ishockeyentusiaster kan det derfor lyde lidt underligt at have en liga, hvor der næsten ingen udenlandske spillere findes. Men ikke desto mindre, så tæller Asia League aktuelt kun omkring 3 % importspillere. Sådan har det dog bestemt ikke altid været i Japan, der i ishockeymæssig forstand befandt sig et helt andet sted for bare 15-20 år siden, både nationalt og internationalt.

Hvad er der sket? Hvorfor? Og hvad skal der til for at vende udviklingen?

Det kigger vi nærmere på i den resterende del af nærværende artikel, når der igennem interviews indhentes reaktioner og mulige bud herpå fra den tidligere Esbjerg-målmand Yutaka Fukufuji, den tidligere SønderjyskE-spiller Alex Rauter og den eneste dedikerede japanske ishockeyjournalist Tomoki Sekiya, der har rapporteret fra japansk ishockey igennem 22 år.

Fra metropol til landlig idyl

Den videre færd i japansk ishockey går til den efter japanske standarder, lille by Nikko. Nikko er nogenlunde på størrelse med Esbjerg, og byen er primært kendt for sine historiske templer, der tiltrækker mange turister hvert år. Men byen huser også Nikko Ice Bucks, der er områdets store sportslige stolthed. Stoltheden er man ikke et øjeblik i tvivl om, når man på en kampdag bevæger sig rundt i byen, for der er Ice Bucks-flag og vimpler næsten overalt i bybilledet. I dag markeres det, at de lokale helte får besøg af Yokohama Grits.

Ice Bucks er et af kun fem hold i Asia League, der tæller fire japanske og et sydkoreansk mandskab. Det nyeste medlem af Asia League-familien er i øvrigt dagens gæster fra Yokohama Grits, som vi tidligere stiftede bekendtskab med i nærværende artikel. Grits blev etableret i 2019, mens Ice Bucks’ historie, med etableringen i 1999, strækker sig præcist 20 år længere tilbage.

Ved ankomsten til Nikko bliver det med det samme tydeligt igen: Kontrasterne. For hvor Yokohama ligger placeret i verdens største metropol omgivet af skyskrabere, fancy arkitektur, luksusbiler og millioner af mennesker, så er Nikko i sandhed den diametrale modsætning. Ice Bucks’ hjemmebane, Nikko Kirifuri Ice Arena, ligger således placeret i de roligste og mest idylliske omgivelser, som man næsten kan forestille sig. Blandt rislende floder, ikoniske broer, historiske templer og omkranset af bjerge til alle sider er scenen næsten som taget ud af en film. Nikko Kirifuri Ice Arena er opført i 1992 og tæller i alt 1.608 siddepladser.

Kampbilledet i opgøret mellem Nikko Ice Bucks og Yokohama Grits mindede på mange måder om kampbilledet i kampen mellem Yokoama Grits og Red Eagles Hokkaido, som undertegnede overværede en uges tid forinden: Efter en helt lige første periode, som sluttede 1-1, blev Yokohama kørt over i anden periode, som Nikko vandt med hele 4-0. Yokohama-keeper Kai Tomita ramte ikke helt samme niveau, som da han udmærkede sig med mange fine redninger på egen is i Yokohama en uge tidligere, og Tomita blev da også udskiftet efter en anden periode, hvor Yokohama i øvrigt også blev straffet for at tage for mange udvisninger.

Kampen syntes dermed afgjort allerede efter 40 minutter, og selvom Yokohama Grits leverede en hæderlig tredje periode, hvor holdet formåede at komme på måltavlen et par gange, og dermed fik lidt oprejsning, så måtte Grits se sig slået med 6-3 af en velsmurt Ice Bucks-maskine.

Om man efter et resultat på 6-3 kan tale om klasseforskel, er vel et definitionsspørgsmål, men efterhånden som kampen skred frem, så blev det i hvert fald mere og mere tydeligt, at Yokohama-mandskabet, der altså ikke tæller så meget som én eneste fuldtidsprofessionel spiller, blev overmatchet mod et Nikko-mandskab, der tæller fem aktuelle japanske landsholdsspillere fra OL-kvalifikationen i Aalborg, og som på lige fod med Red Eagles Hokkaido udelukkende består af fuldtidsprofessionelle spillere.

Om et sådant matchup er fair i én og samme liga, kan vel diskuteres. For at sætte tingene i dansk perspektiv, så ville det vel nogenlunde svare til, at et hold som Gladsaxe i dag trådte ind i Metal Ligaen, uden at der vel og mærke blev ændret nævneværdigt på hverken økonomien eller spillertruppen.  Men ikke desto mindre, så er det altså sådan, det forholder sig i dagens Asia League, hvor scenen er en kende broget.

Apropos scene, så bør vi måske lige sætte scenen ordentligt for japansk ishockey; også for bedre at kunne forstå, hvad det er for en fortid, japanerne her kommer fra. Japansk og dansk ishockey har således ikke krydset hinandens veje særligt mange gange i de seneste årtier.

Friskest i erindringen står naturligvis OL-kvalifikationsturneringen i Aalborg i sommeren 2024, hvor Danmark kvalificerede sig til OL for anden gang, bl.a. efter med hiv og sving at have slået japanerne i overtid.

Et andet nedslagsmærke i forholdet mellem japansk og danske ishockey kom for ti år siden i 2014, hvor den canadiske træner Mark Pederson kom til Esbjerg fra netop Nikko Ice Bucks. Med sig fra Japan tog han de to japanske spillere Shinya Yanadori og Yutaka Fukufuji. Det gav genlyd i de japanske ishockeykredse.

Går vi yderligere ti år tilbage i historiebøgerne, så var der jo som bekendt også skæbnekampen mellem Danmark og Japan ved VM i Tjekkiet i 2004, der blev afgjort på et berygtet og bizart japansk selvmål, som både afgjorde kampen, sikrede dansk overlevelse i A-gruppen og tilmed sendte Japan ned i B-gruppen.

Vendepunktet?

Selvfølgelig definerer et bizart selvmål ikke en hel ishockeynation i årtier. Men bemærkelsesværdigt er det alligevel, at hvis man tager udgangspunkt i den skæbnesvangre kamp i 2004, og herfra kigger rundt regnet hhv. 20 VM-turneringer tilbage og 20 VM-turneringer frem, og tager udgangspunkt i VM i Kina i 1981, så har Japan i de 21 VM-slutrunder, der blev spillet fra 1981 til 2003, opnået bedre VM-placeringer end Danmark 16 ud af 21 gange, mens Danmark er blevet bedre placeret end Japan ved samtlige slutrunder, der er spillet, fra det groteske selvmål blev scoret i 2004 og frem til i dag.

I et interview med den tidligere Esbjerg-målmand, Yutaka Fukufuji, kommer den høflige japaner med sit bud på, hvad der er sket blandt de lidt mindre landshold på den internationale ishockeyscene:

- Jeg vil ikke sige, at jeg synes at japansk ishockey står stille. Derimod føler jeg, at udviklingen går stærkere i andre lande, og at det derfor kan komme til at se ud som om, at vi bliver overhalet af andre hold. Det er ikke sådan, at Japans holdstyrke er faldet, men derimod er andre lande gået frem. Jeg føler på ingen måde, at Japan er blevet svagere. Vi har mange gode spillere. Men landene omkring os indhenter og overhaler os mere og mere, og vi er efterhånden uden for rækkevidde af disse hold. Jeg tror, ​​det skyldes, at vi ikke har foretaget tilstrækkeligt med ændringer eller forbedringer, lyder det fra den japanske målmand.

Yutaka Fukufuji mener videre, at især specifikke lande, der før var på niveau med Japan, er gået meget frem i løbet af de seneste år:

- Nu viser lande som Danmark, Norge og Østrig stor fremgang. Det er lande, som Japan før i tiden var i stand til at konkurrere på lige vilkår med, og som vi havde en god chance for at vinde over. Det faktum er meget frustrerende for os. For at kunne vende udviklingen tror jeg det er nødvendigt, at skabe et ishockeymiljø, hvor spillerne kan udvikle og forbedre sig mere her i Japan, udtaler Yutaka Fukufuji.

Noget kunne altså tyde på en form for vendepunkt i forholdet mellem dansk og japansk ishockey i starten af ’00’erne, hvor Danmark som bekendt bragede ind på den internationale scene med en oprykning til A-gruppen i 2002, som året efter blev fulgt op med en sejr over stormagten USA og et uafgjort resultat mod de senere verdensmestre fra Canada, og det vel og mærke i danskernes første optræden i det fineste selskab i nyere tid. Resultater, der sendte chokbølger igennem den internationale ishockeyverden.

Anderledes har det forholdt sig for Japan, der endnu ikke er vendt tilbage til ishockeysportens fineste selskab, siden man altså måtte se nedrykningen i øjnene i 2004. Om mulige årsager til, at det i løbet af en periode på nu 20 år, endnu ikke er lykkedes for det japanske landshold at vende udviklingen og vende retur til sportens fineste selskab, lyder den meget direkte vurdering fra den erfarne japanske ishockeyjournalist Tomoki Sekiya, der har arbejdet med japansk ishockey siden 2003:

- Der har ganske enkelt ikke været kvalitet nok i træningen på landsholdet og man lod stå til i alt for lang tid, selvom det åbenlyst ikke fungerede med landstræner Mark Mahon (som i øvrigt var træner for Japan under føromtalte og sagnomspundne VM-kamp, hvor Japan tabte på et vanvittigt selvmål, red.). I de ti år han var træner for det japanske landshold var der reelt set ingen fremgang, og vi tabte alt for mange kampe. Jeg savnede tilmed konsekvens og system i både den måde, man udtog spillere på, og den måde man trænede holdet fysisk såvel som taktisk.

Økonomiens magt

Økonomien er nu om stunder ganske afgørende for driften af professionel sport, og netop på økonomien er og har man også længe været presset i japansk ishockey. Ifølge Tomoki Sekiya er det også et aspekt, der spiller ind på landsholdets tilbagegang:

- Udover træneren, træningen og holdudtagelserne, er der ingen tvivl om, at det økonomiske skred, der er sket i japansk ishockey gennem de seneste år, også har haft en indvirkning. Det er ikke længere økonomisk attraktivt at spille ishockey i Japan, og derfor vælger mange unge universitetsspillere at afslutte deres ishockeykarriere efter endt studie, for i stedet at hellige sig en tilværelse med fokus på en civil karriere, uddyber Tomoki Sekiya.

Men det er ikke kun det japanske landshold, der har måttet affinde sig med nye tider henover de seneste 20 år. Det samme gør sig gældende for den hjemlige liga, Asia League, der også har oplevet store forandringer i samme periode.

Tager vi udgangspunkt i den tidligere Esbjerg-målmand Yutaka Fukufuji og hans karriere, så startede den i den japanske klub Kokudo omkring årtusindskiftet. Den 42-årige japaner har derfor oplevet en stor forandring i japansk ishockey henover de seneste 25 år. Symptomatisk for hele denne fortælling, så ophørte Kokudo, efter 37 års drift, netop med at eksistere som ishockeyklub, grundet økonomiske problemer efter sæsonen 2008/2009.

- Da Fukufuji startede sin karriere i japansk ishockey, var det på et såkaldt Jitugyoudan-hold i Kokudo. Jitugyoudan er en unik japansk sportsholdstruktur, hvor en virksomhed organiserer et hold som en slags marketingaktivitet. Virksomheden betaler her alle udgifter til driften af ​​holdet, og det er også virksomheden, der ansætter spillerne som deres medarbejdere. Spillerne kan have opgaver i virksomheden, men koncentrerer sig primært om at udøve deres sport. Herefter repræsenterer spillerne altså virksomheden på isen, når holdet konkurrerer mod andre hold/virksomheder i ligaen. Formålet er overordnet set at forene virksomhedens medarbejdere og øge deres loyalitet over for virksomheden, fortæller Tomoki Sekiya.

Det var netop denne metode, Jitugyoudan, der igennem en årrække gjorde det særdeles lukrativt for især udenlandske spillere at komme til Japan som professionel ishockeyspiller. Spillerne blev dengang særdeles godt betalt, og tilmed blev de ofte indkvarteret på luksushoteller.

Desuden er man gået fra en tid, hvor unge japanske ishockeytalenter, som kom fra familier med trange kår, kunne jagte en ishockeykarriere for derigennem at kunne forsørge sig selv og sin familie til, at det i dag primært er spillere fra velhavende familier, som ender med at spille ishockey. Netop fordi de ikke kan leve af det, men altså i stedet skal have råd til at give afkald på et fuldtidsjob, for at kunne satse på ishockeysporten.

For at vende tilbage til de virksomheder, som især før i tiden stod bag flere af de mest succesfulde japanske ishockeyhold, så var der også andre og mere regnskabstekniske fordele forbundet med det, når en japansk virksomhed valgte at gå ind i sport og etablere et såkaldt Jitugyoudan. Tomoki Sekiya uddyber således:

- Da jitugyoudan blev betragtet som marketingaktiviteter i regnskabsmæssig henseende, så kunne holdets driftsudgifter bogføres som reklameudgifter. Jitugyoudan kunne derfor bruges som en udgift, som virksomheder med et stort overskud kunne bruge til at reducere selskabsskatten. Der blev derfor postet mange penge i disse hold, som ofte reelt set var professionelle, da mange af spillerne kun måtte arbejde i virksomheden nogle få timer én dag om ugen, selvom de altså var ansat i virksomheden, fortæller den japanske ishockeyjournalist videre.

Med lukningen af først Nippon Paper Cranes i 2019 og sidenhen Oji Eagles i 2021 blev der dog sat et foreløbigt punktum for tilstedeværelsen af jitugyoudan-hold i japansk ishockey.

Uofficielt menes det, at de to holds tidligere moderselskaber, Oji Paper og Nippon Paper Industries, omregnet til danske kroner, årligt har postet hvad der svarer til tocifrede millionbeløb i de to hold.

Klubben East Hokkaido Cranes fra Kushiro overtog for en stund driften af holdet Nippon Paper Cranes, da det lukkede, men da finansieringen fra moderselskabet ophørte endeligt, gik holdet konkurs i 2023.

Der går rygter om, at Oji Paper vil trække sig helt ud af japansk ishockey efter indeværende sæson, og klubben Tohoku Free Blades er i overvejende grad finansieret af selskabet Xebio Holdings, som driver en stor kæde af sportsforretninger i Japan.

Derfor kan man med rette sige, at det i dagens Asia League reelt set kun er klubberne Nikko Ice Bucks og Yokohama Grits, som har været i stand til at etablere sig som selvstændige professionelle eller semiprofessionelle hold uden at have et stort moderselskab til at finansiere driften.

Forretningsmand med stor betydning

Da Yutaka Fukufuji trådte ind på den japanske ishockeyscene, var det ikke for nogen ”Hr. hvem som helst”. Kokudo holdet var således ejet af den japanske forretningsmand Mr. Yoshiaki Tsutsumi, der på sit CV bl.a. kan bryste sig af at have været betragtet som verdens rigeste mand af Forbes i perioden 1987-1994.

Tsutsumi grundlagde sin formue via omfattende ejendomsinvesteringer igennem konglomeratet Kokudo Keikaku, som han arvede kontrollen over fra sin far i 1964. Kokudo Keikaku betyder, lidt løst oversat, ”planlægning af national jord”. Udover ganske omfattende ejendomsinvesteringer ejer det store forretningsimperium bl.a. også golfbaner og en stor hotelkæde, samt store spillere inden for den japanske transportsektor, hvor koncernen både sidder på kontrollen over et jernbaneselskab og et busselskab.  

Men Mr. Yoshiaki Tsutsumi gjorde sig også bemærket på den store sportsscene i mere end én forstand. Udover at have ejet en ishockeyklub, så har han også ejet et baseballhold og været bestyrelsesformand for både det japanske ishockeyforbund og for den japanske olympiske komite. Han spillede også en stor rolle i at sikre Japan værtskabet for vinter OL i Nagano i 1998. Året efter, i 1999, blev han tilmed indlemmet i IIHF’s (det internationale ishockeyforbunds) Hall of Fame.

Om Yoshiaki Tsutsumi og hans engagement i sport fortæller Tomoki Sekiya:

- Han elsker virkelig alle vintersportsgrene. Så spillere på Kokudo-holdet blev i sin tid behandlet som professionelle. Spillerne var også garanteret en god position i organisationen efter deres ishockeykarriere, hvor spillerne eksempelvis indtog stillinger som hotelchef, manager eller andre former for centrale stillinger i virksomhedens hovedkvarter. Så for spillerne var det selvsagt attraktivt at blive en del af Mr. Yoshiaki Tsutsumis jitugyoudan, da de på den måde også var sikret et godt job, også efter at de måtte lade sig pensionere fra ishockeysporten, udtaler Tomoki Sekiya.

Både Mr. Yoshiaki Tsutsumi og japansk ishockey oplevede dog en stor deroute, da Tsutsumi i 2005 blev dømt for at have overtrådt den japanske værdipapir- og børslov. Som en direkte konsekvens heraf blev Seibu Groups ishockeyhold, Seibu Prince Rabbits fra Tokyo-området, opløst i 2009. Ifølge Tomoki Sekiya var dette startskuddet til en større tilbagegang for japansk ishockey; en tilbagegang, som man har haft svært ved at rejse sig fra lige siden.

Da Tokyo ikke længere var repræsenteret med et ishockeyhold i den bedste række, faldt den generelle bevågenhed om og mediedækning af ishockeysporten i Japan pludseligt drastisk. Man gik fra, at der dagligt blev rapporteret fra kampene i de landsdækkende sportsnyheder på TV, til at det kun var TV-stationer på den nordlige japanske hovedø Hokkaido, der ville og kunne sende kampene på TV. Som følge heraf er ishockeysporten i Japan i dag forankret som en lokal sportsgren i de få udvalgte byer, som har et hold med i Asia League, mens der nærmest ingen opmærksomhed er på ishockeysporten i de brede sportskredse i landet.

Samarbejde eller modarbejde?

Et ganske oplagt spørgsmål er naturligvis, hvordan man i Japan får vendt den kedelige tendens og får løftet ishockeysporten. Ifølge Tomoki Sekiya bruger de forskellige implicerede parter i japansk ishockey alt for meget energi på konflikter, konfrontationer og på at bekæmpe hinanden frem for at stå sammen om at løfte og genrejse japansk ishockey, så man kan komme tilbage til fordums styrke:

- I min optik agerer det japanske ishockeyforbund alt for langsomt. Passiviteten er slående, og når der endelig er nogen, der forsøger at gøre noget for at udvikle ishockeysporten i Japan, så obstruerer forbundet aktiviteterne i stedet for at bakke op om dem, lyder det fra Tomoki Sekiya.

Den japanske ishockeyjournalist følger op med et nyligt eksempel:

- Det seneste eksempel herpå var, da der i juni 2024 blev etableret en ny professionel sommer-ishockeyliga kaldet IJ-League. Intentionen med IJ-League var aldrig, at man ville konkurrere mod Asia League. Tværtimod, så ville man bare gerne gøre mere for at udbrede ishockeysporten ved at afvikle kampe på andre tider af året og i andre byer, end der hvor holdene fra Asia League spiller. Kampene blev afviklet i området vest for Nagoya, hvor der slet ikke havde været nogen professionelle hold hidtil. Dette netop for at udbrede sporten til andre egne af landet, med henblik på at etablere en ny fanskare, forklarer Tomoki Sekiya.

Om baggrunden for og inspirationen til den nye ishockeyliga fortæller Tomoki Sekiya videre:

- Den japanske basketball-liga har oplevet en enorm fremgang og popularitet på det seneste. Derfor skelede man også netop mod basketball, da man besluttede sig for at lave IJ-League, som var en liga med fokus på en masse show og underholdning i form af bl.a. musik og lysshow i forbindelse med kampene. Men desværre endte festlighederne med at blive afløst af en stor skuffelse, da det japanske ishockeyforbund gjorde så meget for at modarbejde den nye liga, at de implicerede parter måtte opgive projektet efter kun 15 kampe og fire måneders drift. Derfor lukkede IJ-League desværre igen allerede i september 2024, lyder det fra Tomoki Sekiya.

Ifølge den japanske journalist foregik der ufine ting bag kulissen fra forbundets side, som gjorde, at de implicerede parter i IJ-League simpelthen måtte opgive projektet, da modstanden fra forbundet ganske enkelt var for stor. Et udfald, som Tomoki Sekiya begræder:

- Der er i dag alt for meget bureaukrati, og beslutningsvejene er alt for lange. Både i forbundet, men også Asia League-holdene imellem, samt blandt de implicerede virksomheder. Man modarbejder i stedet for at samarbejde. Jeg ville virkelig ønske, at al den politiske energi, som forbundet og klubberne de seneste mange år har brugt på at modarbejde hinanden og obstruere nye tiltag, i stedet var blevet brugt positivt og konstruktivt ved at blive kanaliseret over på samarbejds- og udviklingsaktiviteter. Så er jeg overbevist om, at japansk ishockey havde befundet sig et andet sted den dag i dag, lyder det fra den rutinerede japanske ishockeyjournalist.

Det blev altså ikke IJ-League, som kom til hverken at transformere eller revolutionere japansk ishockey. Men Yutaka Fukufuji kommer gerne med sit bud på, hvad der skal til for at vende trenden i japansk ishockey:

- Der er mange spillere, der drømmer om at komme til udlandet, og det forstår jeg sådan set godt. Men hvis vi skal udvikle os som ishockeynation, så er det i min optik vigtigere, at vi får skabt et stærkt ishockeymiljø på nationalt plan, så spillerne kan udvikle sig til topspillere her i Japan, udtaler Yutaka Fukufuji.

Adspurgt hvad der konkret kan gøres for at sikre denne udvikling, lyder det fra den tidligere Esbjerg-keeper:

- Der er mange ting, der skal forbedres. Både i gymnasie- og universitetsligasystemerne, men også i Asia League-systemet. Jeg føler, at der kan gøres mere, for at skabe et bedre og mere professionelt miljø, som kunne give spillerne bedre mulighed for at udvikle sig i Japan fra en ung alder. Derudover er det vigtigt, at vores spillere får mulighed for at spille flere landskampe, så de kan mærke på egen krop, hvad det er, de mangler for at tage næste skridt i deres udvikling.

At det er en udfordring, der kan være svær at løse, indrømmer Fukufuji gerne, men han mener, at der er håb forude, bl.a. takket være et nyligt tiltag fra det internationale ishockeyforbund IIHF:

- For vores unge spillere har muligheden for at opleve internationale kampe desværre været faldende henover de seneste år. Det er et svært problem at løse. Hvis det japanske landshold kun kan opleve landskampe én gang om året ved VM, har man ikke andet valg, end at udvælge de allerbedste spillere på det tidspunkt, mens de næste i rækken ikke får mulighed for at prøve sig af på et højere niveau imod spillere fra f.eks. Sydkorea eller Kina. Jeg så gerne en stigning i antallet af internationale kampe, hvor spillere kan konkurrere i en anspændt og intens atmosfære, der er anderledes end i Asia League. I den forbindelse synes jeg, det er meget positivt, at IIHF Asian Championship netop er blevet etableret.

En vurdering som Tomoki Sekiya bakker op om, idet han udtaler:

- Personligt mener jeg, at det er umuligt at vende udviklingen under den konkurrencestruktur, som vi i øjeblikket har i japansk ishockey. Jeg føler ikke, at den nuværende konkurrencestruktur, som er centreret omkring Asia League, tillader spillere at få kamperfaring på et tilstrækkeligt højt niveau. Derfor er det i øjeblikket ikke muligt, at udvikle spillere, der kan tage springet til nogle af verdens bedste ligaer. Det er i min optik en forudsætning, for at vi igen kan få et slagkraftigt japansk landshold, uddyber den japanske journalist.

Importspillernes niveau og betydning

Før i tiden kunne Asia League tiltrække nogle af de allerbedste spillere fra den Nordamerikanske ECHL-liga (og tilmed enkelte fra AHL). Spillere, der eksempelvis fravalgte Danmark og den danske liga, fordi pengene ganske enkelt var større i den asiatiske liga. Også solide navne fra den stærke tyske DEL-liga og fra den bedste tjekkiske liga har før i tiden tilvalgt Asia League. Sådan forholder det sig langt fra i dag.

Selvom der næppe er nogen tvivl om, at Danmark nu har overhalet japanerne på den internationale ishockeyscene, så er det næsten utopi at forestille sig, at nogle af de bedste spillere fra ECHL, DEL eller Tjekkiet i dag kunne fristes af et skifte til dansk ishockey, mens et skifte til japansk ishockey for disse spillere er fuldstændigt udelukket.

I dag kan en spiller som amerikanske Alex Rauter således være sit holds helt store profil, når han tørner ud for Yokohama Grits, hvor han, trods sideløbende arbejdsopgaver inden for administration, salg og marketing for Grits-organisationen, blev holdets klare topscorer i både sæsonen 2022/2023 og i sæsonen 2023/2024. Til sammenligning præsterede Rauter beskedne tre point i 15 kampe for SønderjyskE i 2021/2022 og i hans bedste sæson i ECHL blev han i sæsonen 2018/2019 nr. 105 på topscorerlisten.

Mens vi i Danmark jævnligt drøfter, om der er for mange eller for få udenlandske spillere i Metal Ligaen, og om dem, der er her, reelt set løfter ligaens niveau, eller om de bare holder de danske talenter ude på bænken, så er Tomoki Sekiya ikke i tvivl om, at Asia League fattes udenlandske profiler, og at disse ville kunne være med til at løfte japansk ishockey:

- Det ville helt klart være en stor fordel for japansk ishockey, at have flere og større udenlandske profiler i Asia League. Især fordi vores landsholdsspillere ikke ret tit får mulighed for at konkurrere mod stærke udenlandske modstandere, så ville det give et stort løft, hvis disse spillere kunne dyste mod flere dygtige udenlandske spillere i den hjemlige liga. Men desværre har vi i øjeblikket ikke økonomi til at tiltrække sådanne udlændinge, lyder det fra Tomoki Sekiya.

Yutaka Fukufuji, der vogtede målet for Esbjerg Energy i sæsonen 2014/2015, kommer dog med en lidt anden vurdering, når han spørges ind til de udenlandske spilleres indvirkning på japansk ishockey:

- Det var sjovt og spændende som spiller i Asia League, da der var russiske hold som Sakhalin med i ligaen. Der var også koreanske hold, som havde udlændinge fra Europa og Nordamerika, og det var både interessant og udfordrende at spille mod dem på det tidspunkt. Men hvis jeg i den nuværende situation skal forholde mig til, om det ville være plus eller et minus for udviklingen af ​​japansk ishockey at hente flere udenlandske spillere til ligaen, så hælder jeg mest til at sige, at det vil være et minus: Som elitesportsmand er det ønskeligt at have en stærk modstander, men det vil samtidigt give færre ledige pladser for japanske spillere på holdene. Vi befinder os i forvejen i en situation, hvor antallet af hold i Japan er faldende, og vi skal derfor finde den rette balance. Men jeg synes, at det bør have høj prioritet at sikre så mange japanske spillere som muligt, muligheden for at spille i vores egen liga. Men det er samtidigt vigtigt, at vi får øget antallet af hold i Asia League, lyder det fra den venlige og imødekommende japanske keeper.

Den japanske sportsscene

For at gribe pucken hvor Yutaka Fukufuji slipper den, så er der ingen tvivl om, at det naturligvis hører med til historien om den japanske ishockey-deroute, at Asia League i løbet af kun otte år er gået fra at have deltagelse af ni hold til nu blot at bestå af fem mandskaber, hvoraf de fire er japanske, mens HL Anyang repræsenterer Sydkorea. Kun de to bedst placerede hold i grundspillet går i øvrigt videre til ”slutspillet”, hvor de i en bedst af fem-serie dyster om trofæet, som sydkoreanerne har snuppet i seks ud af de seneste otte sæsoner, senest i både 2023 og 2024.

Har man ambitioner om at løfte japansk og asiatisk ishockey, så virker det både tvingende nødvendigt og helt afgørende, at man igen skal have hævet antallet af hold i Asia League. Den helt afgørende faktor er her naturligvis økonomien, og som med den evindelige diskussion om hønen og ægget, så er spørgsmålet her jo selvfølgelig hvem eller hvad, der kommer først.

Asia League skrumper og fattes både penge, profiler og mandskaber. Men i en liga uden lønloft, og hvor begrebet ”company players” (spillere der er ansat og aflønnet af en virksomhed, og som både arbejder for virksomheden og spiller ishockey) helt legitimt florerer, så er der i princippet ikke noget, der forhindrer et eller flere hold i bare at slå sig løs rent økonomisk og kontraktmæssigt.

Men pengene skal selvsagt være der, før de kan bruges. Som en neutral dansk observatør i den japanske sportsverden virker ishockeysporten ved første øjekast lettere negligeret og måske endda decideret nedprioriteret. En anskuelse, der bakkes op af japanske tilskuerstatistikker. For i et land med 125 millioner indbyggere formår kampene i Asia League i gennemsnit således kun at tiltrække omkring 1.200 tilskuere. Sammenligner man med mere populære sportsgrene som eksempelvis fodbold og baseball, så bliver forskellen da også ganske udtalt.

Den bedste japanske baseball-liga tiltrækker således i gennemsnit mere end 31.000 tilskuere pr. kamp, mens de gennemsnitlige tilskuertal i den bedste fodboldrække J1 League i gennemsnit typisk tiltrækker godt 20.000 tilskuere. Også den japanske basketball-liga, der har oplevet en stor fremgang henover de seneste år, tiltrækker med et gennemsnit på 4.600 tilskuere langt flere tilskuere end ishockeykampene i Asia League.

Ifølge den japanske ishockeyjournalist Tomoki Sekiya, så kan en topspiller i Asia League nu om stunder maksimalt forvente at tjene omkring 8 millioner yen for en sæson. Det svarer til ca. 369.000 kr., mens de yngre spillere i ligaen må tage til takke med omkring 1,5 millioner yen (ca. 69.000 kr.). Selvom skatten er lavere og skattesystemet er noget anderledes end i Danmark og i de fleste andre europæiske ishockeynationer, så siger det næsten sig selv, at beløb i denne størrelsesorden sætter en naturlig begrænsning for antallet af importspillere i Asia League, da ligaen rent økonomisk ganske enkelt ikke er attraktiv nok for de fleste udlandsprofessionelle spillere.

Selvom økonomien utvivlsomt har rigtigt meget at sige, så har man også andre væsentlige udfordringer i japansk ishockey. En af de helt store udfordringer er fødekæden af nye unge spillere. For selvom der ganske vist findes universitets- og high school-spillere i Japan, som tidligere anført i nærværende artikel, så vælger mange af disse at indstille karrieren inden den for alvor tager fart.

Ud over det faktum, at det som et ungt spirende talent i japansk ishockey er nærmest umuligt at leve af sporten skyldes mange af de unge spilleres frafald formentligt også den kendsgerning, at der slet ikke findes et hierarki af egentlige juniorligaer i Japan, hvor de unge spillere kan konkurrere mod hinanden på et nogenlunde konkurrencedygtigt niveau.

I grove træk skyldes udeblivelsen af juniorligaer i Japan, at skolesystemet og dets opbygning har en meget stor indflydelse på børn og unges mulighed for at dyrke sport, hvilket gør det meget vanskeligt at opbygge juniorligaer. Sporten er som regel bundet op på de unge menneskers uddannelse, og der findes da også nationale skolemesterskaber, hvor hold fra forskellige skoler dyster mod hinanden, men egentlige juniorligaer findes altså ikke.

Udfordringerne med fødekæden af nye unge japanske ishockeyspillere i Japan bliver heller ikke mindre af, at der faktisk heller ikke eksisterer noget, der svarer til en 2. division inden for japansk ishockey. Der findes ganske vist en seniorliga for spillere, der ønsker at spille ishockey på hobbyplan og arbejde ved siden af. Her optræder også flere spillere, som er blevet for gamle eller som af andre årsager har trukket sig tilbage fra Asia League. Men der er ingen af spillerne i denne liga, som gør sig forhåbninger om, eller som arbejder på at komme op i Asia League.

Det er ikke kun inden for ishockey, at det forholder sig således i Japan. Faktisk gør det sig gældende for alle sportsgrene, kun med undtagelse af fodbold, hvor holdene fra den bedste liga J-League også råder over skolehold, som dyster i den såkaldte Prince League. Men også her gør det sig gældende, at man som ungt fodboldtalent først skal sikre sig en plads på den rette high school, før man kan få mulighed for at konkurrere på det højeste skoleniveau.

Kommer man som barn/ung ikke ind på den helt rigtige skole, så er eneste mulighed for at dyrke sport på et højt og konkurrencedygtigt juniorniveau derfor at rejse til udlandet. For ishockeytalenternes vedkommende er det oftest lig med en tur til Nordamerika. Men det kræver selvsagt, at familien har råd til at sende deres barn af sted.

Tomoki Sekiya fortæller dog, at der faktisk netop her i slutningen af februar 2025 blev afholdt nogle møder i det japanske ishockeyforbund, hvor man nu er ved at tage tilløb til etableringen af en sekundær liga under Asia League, hvor man angiveligt vil kigge mod den nu kollapsede IJ-League for inspiration, placering og ligastruktur. Det store håb i japanske ishockeykredse er, at dette projekt ikke vil kuldsejle undervejs som følge af div. interessekonflikter, som man oplevede det med IJ-League i 2024.

For kvindelige ishockeyspillere er situationen og vilkårene i Japan endnu mere vanskelig, end den er for herrespillerne. De piger, der gerne vil satse på ishockeysporten, kommer således allerede som ungdomsspillere til at dyste i samme liga som alle andre kvindelige japanske ishockeyspillere. Det vil sige, at en helt ung pigespiller i sine første år som ungdomsspiller, kommer til at stå overfor bl.a. voksne landsholdsspillere. Set i det lys er det ekstra imponerende, at det japanske kvindelandshold for nyligt sikrede sig billetten til vinter OL i Torino i 2026, i øvrigt efter en ganske suveræn præstation i OL-kvalifikationsturneringen, hvor japanerne vandt alle tre kampe mod hhv. Frankrig, Kina og Polen og sluttede turneringen med en målscore på hele 17-2.

Asia League vs. Metal Ligaen

At sammenligne forskellige ligaer kan være svært, især hvis man ikke selv har spillet der. Undertegnede fangede derfor amerikanske Alex Rauter til en kommentar efter kampen mellem Nikko Ice Bucks og Yokohama Grits, netop for bl.a. at få hans syn på eventuelle forskelle og ligheder mellem Asia League og Metal Ligaen. Først og fremmest hersker der ingen tvivl om, at den tidligere SønderjyskE-spiller virkelig nyder tilværelsen som ishockeyspiller i Japan. Han fortæller således:

- Jeg elsker det. Det er helt fantastisk. Jeg er virkeligt blevet behandlet godt og Yokohama er en vidunderlig by. Vores hold udvikler sig hele tiden og jeg føler, at vi er klar til snart at tage det næste skridt. Det har været en god og spændende udfordring for mig at komme til Yokohama og gøre mit bedste for at hjælpe holdet med at udvikle sig, lyder det fra den 30-årige Alex Rauter.

Men det er ikke kun byen og modtagelsen, der har gjort indtryk på amerikaneren, der videre fortæller:

- Maden er formidabel god her. Men japanerne er altså også fantastiske. Jeg er vild med kulturen her, den er meget anderledes end i Nordamerika, hvor jeg kommer fra. Her er alle høflige og velopdragne. Jeg synes, at japanerne har nogle gode skikke, og så er de meget respektfulde. Når man ser japanerne, og oplever hvor engagerede de er i alt, hvad de foretager sig, så lærer man også noget om sig selv og den baggrund, man kommer fra, tilføjer den sympatiske Alex Rauter.

Skal der sættes lidt flere ord på og falder talen på en sammenligning mellem livet som ishockeyspiller i Japan og ishockeyspiller i Danmark lyder det uddybende:

- Hvad angår ishockeyen, så synes jeg at fanbasen, atmosfæren og stemningen til kampene her minder meget om min tid i Danmark. Supporterne her i Japan er også meget passionerede, og de går meget op i sporten. De er fantastiske til at støtte deres hold, præcist som jeg også oplevede det i Danmark. Det gør det sjovere at være ishockeyspiller, og derfor nyder jeg at være her. Kulturen omkring japansk ishockey er meget som i Danmark. Der er en enorm passion, og folk står op og hepper under hele kampen. Tager du kampen her i dag for eksempel, så har vi en masse fans, der kører 3-4 timer hver vej for at komme og støtte os her. Det oplever man ikke alle steder, konkluderer amerikaneren.

Som tidligere nævnt, så nåede Alex Rauter at tørne ud for SønderjyskE 15 gange, mens han altså nu er i gang med sin tredje sæson for Yokohama. Rauter må derfor også være den rette til at vurdere forskellene, når det kommer til spillestilen og måden, der spilles ishockey på i de to lande.

- Som jeg ser det, så er den danske liga mere fysisk end Asia League. Men spillet her går til gengæld hurtigere. Der er mange omstillinger, og spillerne styrter frem og tilbage over isen. Det går virkeligt stærkt, og spillerne her er dygtige. Jeg tror, at der er mange, der tager fejl af de lidt mindre spillere her i Japan og ikke tror, at de har niveau. Det er jeg slet ikke enig i. Spillerne her er enormt engagerede, de arbejder ekstremt hårdt hver eneste dag, og jeg synes, at deres teknik er formidabel. Deres stickhandling er virkeligt god, og de fleste skyder også rigtigt godt, udtaler Alex Rauter.

Hvad angår niveauet i Asia League kontra Metal Ligaen lyder det videre:

- Jeg synes faktisk, at niveauet her er ganske højt, og i min optik er Asia League og Metal Ligaen sammenlignelige. Hvis du så den olympiske kvalifikationsturnering i Aalborg, så du også, at Japan og Danmark spillede en meget lige kamp, som Danmark vandt i overtid. Så tager du de 20 bedste japanske spillere og sætter dem op imod de 20 bedste danske spillere, så er det meget lige. Jeg mener ikke, at japansk ishockey helt får den respekt, den fortjener. Ligaen er blevet bedre år for år, imens jeg har været her, og der er mange virkeligt dygtige og hurtige japanske spillere med fremragende evner på isen, konstaterer den amerikanske forward.

Et lidt andet svar får man, hvis man stiller Yutaka Fukufuji det samme spørgsmål. Den japanske målmand vogtede målet for Esbjerg Energy tilbage i 2014/2015 og Fukufuji starter da også netop med at tage forbehold for tidsperspektivet, idet han svarer:

- Det er efterhånden ved at være længe siden at jeg spillede i Danmark, så jeg ved ikke om jeg er helt kvalificeret til at svare på spørgsmålet. Men som jeg oplevede det dengang jeg var i Danmark, så synes jeg dog, at de enkelte spilleres skudfærdigheder og skudhastighed var på et højere niveau i Danmark. Da jeg spillede i Danmark, var der også en relativ stor forskel rent fysisk på topspillerne i Japan og topspillerne i den danske liga. Men nu om dage synes jeg ikke, at der er helt denne samme forskel, når vi snakker spillere i landsholdsklassen, siger Yutaka Fukufuji.

Om mulige årsager hertil uddyber den japanske målmand:

- Jeg tror at det hænger sammen med, at japanerne har ændret deres måde at spille ishockey på. Før i tiden brugte vi primært vores fart som våben, men nu har vi forbedret og udviklet vores taktik og vores spillestil. Både på landsholdet og på klubholdene ser vi nu ofte, at der angribes med fem mand, at der spilles mere fysisk, og at alle spillere kan tage del i angrebsspillet og score mål. Selv håber jeg, at det vil bære frugt ved det kommende VM, hvor vi forhåbentligt kommer til at kæmpe om oprykning til topdivisionen. Jeg håber, at alle danske ishockeyfans i almindelighed og Esbjergs fans i særdeleshed vil støtte det japanske landshold ved VM i Division 1A, lyder opfordringen fra den tidligere Esbjerg Energy-keeper.

Stikker man gribehandsken ud og griber pucken i en international kontekst, og sender den videre til Alex Rauter, så kommer der både opbakning til Fukufujis synspunkter, men også et ganske interessant forslag:

- Mange snakker om, hvilke ligaer, der er de stærkeste og hvordan den ene liga er i forhold til den anden. I den forbindelse synes jeg faktisk, at det kunne være spændende at se mere ”liga mod liga”-ishockey, hvor eksempelvis Yokohama Grits rejste til Danmark eller vice versa, så hold fra forskellige ligaer kunne måle sig med hinanden. På den måde ville forskellene eller lighederne mellem ligaerne også blive mere synlige. Men som jeg ser det, så er Asia League generelt meget offensivt orienteret, mens den danske liga er mere fysisk. Spillerne i den danske liga er generelt større og der er ingen tvivl om, at det virkeligt er hårdt og vanskeligt at vinde den danske liga, vurderer Alex Rauter.

Den 30-årige amerikaner forholder sig også meget gerne til ishockeyen i en mere international kontekst:

- Selvom den danske liga og Asia League måske i manges optik betragtes som mindre ligaer, så synes jeg ikke, at man skal undervurdere dem. Disse ligaer udvikler sig hele tiden og tag bare spillere som Lars Eller, Nikolaj Ehlers eller min gode ven Frederik Dichow, som jeg spillede sammen med i Sverige. Så har du en meget god indikation på, hvor dygtige danske ishockeyspillere er. Derfor mener jeg også, at man som større ishockeynation bliver nødt til at tage kampe mod Japan eller Danmark seriøst. Og det tror jeg også, at vi vil få at se til OL, det bliver ikke så nemt for Danmarks modstandere, som mange måske tror. Jeg er sikker på, at denne udvikling kommer til at fortsætte, da de mindre ligaer udvikler sig rigtigt meget i disse år, udtaler Alex Rauter.

Adspurgt hvad de japanske spillere har brug for for at kunne tage næste trin op af karrierestigen lyder det:

- Jeg tror det handler meget om, at spillerne her i Japan ikke så tit får muligheden for at komme ud og prøve sig af i en anden liga på et højere niveau. Vokser du op som ishockeyspiller i Europa, er der mere bevågenhed, og mange får muligheden for at tage springet til Nordamerika. Det er der desværre ikke mange, der gør her i Japan. Det gør mig stolt at se og følge de få japanske spillere, som har taget springet til Europa eller Nordamerika, og som oplever succes der. De fortjener det så meget, men jeg ville ønske, at der var mange flere, der fik den samme mulighed.

Sådan lyder det afslutningsvist fra den sympatiske amerikaner, der bestemt ikke er afvisende over for at fortsætte karrieren i Yokohama.

Der skal lyde en stor tak til Alex Rauter og Yutaka Fukufuji for deres medvirken i nærværende artikel. Ligeledes fremhæves og medkrediteres den japanske ishockeyjournalist Tomoki Sekiya for sine bidrag, synspunkter og store hjælp med at fremskaffe facts og statistikker mv. om japansk ishockey.