Aalborg Pirates nye østriger er faldet godt til i klubben, og han er glad for sit valg om at skifte til klubben, selvom hele skiftet skete hurtigt og hektisk

Aalborg Pirates præsenterede 1. marts den 29-årige østrigske wing, Emilio Romig, der kom til Aalborg efter et ophold hos Black Wings Linz, der havde en hård sæson i ICEHL turneringen.

Efter en lille måned i klubben er Emilio Romig faldet godt til på piratskibet.  

- Det har været fantastisk at være her, og alle har taget rigtig godt imod mig. Det er et godt miljø at komme ind i, og holdet har haft en masse succes gennem tiden, så det er rimelig nemt at komme ind på sådan et hold. Man skal egentlig bare sørge for ikke at ødelægge noget, siger Emilio Romig med et grin. 

Men efter en sæson fyldt med frustrationer og en lang periode, hvor slutspillet allerede var udenfor rækkevidde, har den nye wing skulle tilpasse sig sin nye klub mentalt.   

- Det var ret hårdt, at skulle skifte mindset fra, at mit hold i Østrig var ude af slutspillet allerede i december, til at jeg sammen med Aalborg Pirates skulle spille med i toppen og kæmpe for et mesterskab. Det tog mig et par kampe, at vænne mig til det, da jeg kom fra et mindset, hvor vi selvfølgelig gav alt, hvad vi havde, men samtidig var fyldt med frustrationer og egentlig så frem mod enden, fortæller Emilio Romig, der dog føler sig helt klar til semifinaleserien, som fløjtes igang tirsdag d. 29. marts.  

Beslutningen om at skifte til Aalborg Pirates skete også hurtigt, og derfor blev turen nord på også derefter, men det stoppede alligevel ikke Emilio Romig fra at hoppe i skøjterne få timer efter sin ankomst i Aalborg. 

- Min agent ringede til mig og sagde, at der var et dansk hold, som spillede med om mesterskabet, som var interesseret i mig, når jeg havde spillet min sidste kamp i Østrig. Jeg tænkte over det en dag, og så var jeg egentlig klar til at takke ja, hvilket jeg er super glad for, jeg gjorde. 

- Jeg spillede min sidste kamp i Østrig d. 28 februar og pakkede dagen efter min bil med nogle få ting, og så begyndte jeg egentlig bare at køre mod Hamborg, hvor jeg overnattede. Dagen efter fortsatte jeg mod Aalborg, hvor jeg ankom to-tre timer, før jeg spillede hjemmekamp med holdet. Så jeg var godt træt dagene efter, griner Emilio Romig. 

Ved sin ankomst i Aalborg oplevede Emilio Romig også et lille deja-vu, eftersom han havde lagt vejen forbi Aalborg før. 

- Jeg har faktisk spillede her før i Champions Hockey League, da jeg spillede for Vienna, dengang boede vi på Scandic lige ved siden af Gigantium, og jeg boede faktisk også der, da jeg først ankom her, så det var lidt sjovt og bekendt, fortæller han. 

Nu ser Emilio Romig frem til at semifinalen går i gang ligesom resten af Aalborg Pirates holdet. 


Aalborg Pirates møder Odense Bulldogs i semifinalen Spring billetkøen over til semifinalerne