Rungsted Seier Capital – Aalborg Pirates 5-6 (4-1, 1-1, 0-3, 0-1)
Målscorer: 03:26 0-1 Kobe Walker (Uassisteret), 13:57 1-1 Ludvig Elvenes (Ahlberg), 14:47 2-1 Jonas Krabbe (Urup, Gammelgaard), 15:01 3-1 Steve Whitney (E. Andersson, Elvenes), 18:55 4-1 Morten Jensen (Elvenes) PP1, 21:36 5-1 Jeppe Urup (Haunstoft, Krabbe), 31:22 5-2 Chase Berger (Salinitri, Walker) PP2, 44:26 5-3 Lukas Kjelgaard Larsen (Kabanov, Christensen), 52:34 5-4 Chase Berger (Walker, Ladehoff), 55:07 5-5 Eric Engstrand (Ju. Jakobsen, Salinitri), 60:31 5-6 Chase Berger (Salinitri, Martin)
For blot en uge siden måtte der overtid til da vi hjemme tog imod Rungsted Seier Capital. En kamp som vi formåede at vinde efter en flot slutspurt og tredje periode, og det lignede det momentum fra den flotte slutspurt i Aalborg var bragt til Hørsholm. Om ikke andet fik vi en fantastisk start på kampen, da Kobe Walker efter blot tre minutter gav os føringen, efter en pasning lidt heldigt blev styret i mål af en Rungsted stav.
Målet gav os en drømmestart, og vi forsøgte at øge i flere momenter af perioden men med seks minutter igen scorede Ludvig Elvenes lidt ud af det blå et mål, som blev et startskud på et sandt mareridt for os.
Minuttet senere var den gal igen, da hjemmeholdet kom foran efter en misforståelse inde foran mål gav Jonas Krabbe alt for meget plads til at sende pucken ind i to omgange.
Vi var rystede og blot 14 sekunder senere lå pucken igen inde bag William Rørth. Denne gang efter en fejl fra Julian Jakobsen, som Steve Whitney udnyttede til 3-1. En stilling som sågar blev endnu værre inden pausen da Morten Jensen gjorde det til 4-1 i powerplay kort før pausen.
En fuldstændig absurd stilling efter perioden, som betød vi i den grad var tvunget frem af banen fra anden periodes start. Desværre gav det plads bagud, hvilket betød at vi fik den værst tænkelige start på perioden, da Jeppe Urup gjorde det til 5-1 blot halvandet minut inde i perioden.
Nede 5-1 var det nok kun de allerstørste optimister som forsat bevarede troen på et comeback i kampen. Hjemmeholdet sad på det meste og vi virkede rystede og i tovene på mange måder, hvor George Sørensen, som var kommet ind efter første periode, holdt stand. Stille og roligt virkede det dog som om vi begyndte at finde lidt fodfæste i kampen. Vi fik pucken bedre frem ad isen, og i momenter testet David Grubak i hjemmeholdets mål.
Det gav pote, da Chase Berger meldte sin ankomst til den danske liga godt halvvejs inde i opgøret. I et fem mod tre powerplay fik vi chancen for at få en lille livlinje i kampen, og den tog Berger med det samme. Anthony Salinitri fandt flot Berger med en tværpasning, som uden tøven sendte pucken ind ved den nærmeste stolpe til 5-2. Den første scoring fra Chase Berger i Pirates trøjen.
Til trods for et par fine muligheder i de sidste ni minutter af perioden blev det desværre den eneste reducering i anden periode. Dermed virkede comebacket stadig usandsynligt, men et håb blev i den grad tændt da Lukas Kjelgaard Larsen smart fandt plads i venstre side og med et velplacerede skud, reducerede med sit første mål for Aalborg Pirates kort inde i perioden.
Pludselig lugtede vi blod, og selvom det var tæt på at håbet blev slukket kort efter, da Steve Whitney brændte en stor chancen foran mål, var det tydeligt at piraterne troede på at vi kunne vende et nyt truende nederlag til sejr. Ganske som for en uge siden.
Det håb kom utroligt meget tættere på da Chase Berger igen var på pletten for os med syv minutter igen. Flot fik han sammen med Kobe Walker kørt pucken frem og her var det sidstnævnte som smart lavede en aflevering mod mål, hvor Berger kunne styre pucken i netmaskerne til 5-4.
Dermed var kampen pludselig pivåben, og det helt store comeback lurede i den grad. Piraterne var ovenpå og lignede pludselig et hold der kunne det hele, og derfor var det ikke ufortjent at Eric Engstrand med fem minutter igen kunne udligne til 5-5, efter han opsnappede en løs puck foran mål, og hamrede pucken i netmaskerne.
Helt lige og fantastisk moral fra piraterne denne eftermiddag. Kampen var vendt på hovedet og vi havde pludselig chacen for at lave det helt store kup i kampen i de sidste minutter. Begge hold havde chancer for at nappe alle tre point, men George Sørensen og David Grubak holdt flot stand og sendte kampen ud i overtid. Ganske som for syv dage siden.
Historien fra det modsatte opgør i Aalbrog gentog sig heldigvis for os, da vi nok engang formåede at være skarpest i overtid. Igen var det ikke mange sekunder vi skulle bruge for at finde vinderen, og igen var det med Anthony Salinitri i oplæggerens rolle. Den italienske angriber dribblede sig flot igennem Rungsteds første forsvar, inden han uselvisk lagde pucken til rette for kampens spiller, Chase Berger, som kynisk og iskoldt sendte et håndledskud op i det nærmeste målhjørne. Et mål som sikrede Bergers hattrick, og også sendte to point til Aalborg efter et utroligt comeback, hvor 5-1 blev vendt til 5-6.