I en pinlig striptease en sen aften i Rotterdam blev det danske landshold i C-VM i 1973 klædt af til skindet af Holland.
Forleden kaldte jeg i en retro Danmarks 6-1 sejr over Tyskland i B-VM i 1999 i Odense for den bedste landskamp, Danmark har spillet frem til de gyldne år i A-gruppen fra 2003. Jeg tvivler på, at jeg har set landsholdet spille en dårligere kamp end den i Rotterdam.
0-14 sluttede ”begravelsen af et af de svageste danske landshold i mange år”. Det var utvivlsomt kun, fordi værterne var tilfredse og tog det med ro i tredje periode, som de nøjedes med at vinde 2-0, at det ikke blev værre.
Nu var jeg i sagens natur ikke til stede i Stockholm i 1949, men jeg gætter på, at Jørgen Hviid & co. trods alt havde det sjovere 24 år forinden efter 0-47 nederlaget mod Canada end de danske spillere i Europas største havneby.
For retfærdighedens skyld skal nævnes, at Holland stillede med en pæn håndfuld canadiere, som var født i Holland, men emigreret til Canada med deres forældre og havde fået deres opdragelse i verdens førende hockeynation.
Jeg kan huske, at den hollandske ishockeypolitik med at udstyre canadiere med et hollandsk pas og gøre dem spilleklar for det gamle fædreland var et brandvarmt diskussionsemne under VM.
Moralsk forkert og ødelæggende for sporten, mente mange. Men når det er sagt, spillede Holland ikke engang særlig godt, selv om de sluttede på andenpladsen efter suveræne Norge (som slog Danmark 14-2).
Og Danmark? De røg ud af C-gruppen med et brag med to point i syv kampe og en score på 22-58 og måtte vente på et VM-comeback til Sofia 1975.
De danske point blev hentet med 3-3 mod Kina med Jesper Hviids udlignende mål i powerplay 31 sekunder før tid (første gang Danmark erobrede point i en VM-åbningskamp) og 8-8 mod et oldboyshold fra Storbritannien, som kun hentede det ene point mod Danmark.
I B.T. skrev jeg: ”I min naivitet troede jeg, at det var bunden, da Danmark i forgårs blev slået 14-0 af Holland. Men i de sidste to perioder af kampen mod Storbritannien (de fleste var fra Skotland), kom Danmark endnu længere ned.”
En dansk 5-1 føring blev forvandlet til 5-8 med syv britiske mål i rap, og kun på en stærk finish med tre mål, de sidste to i det døende minut, reddede Danmark en smule af det flossede VM-renommé. ”Vi lod os lulle i søvn med 5-1 føringen,” sukkede Jesper Hviid.
Op til VM var der stor ballade i medierne, så nedrykningen var ikke den store overraskelse. UK havde set bort fra flere rutinerede spillere af disciplinære grunde, og andre havde simpelthen ikke lyst til at bruge tid og penge på en VM-turnering. Sådan var det ofte i den glade amatørtid.
En af ”de slemme drenge”, UK havde forbigået, var Danmarks bedste spiller, Gladsaxe-målmanden Bent Roland Hansen. Han havde ikke lagt skjul på sin kritik af UK og dansk ishockeys manglende visioner og var taget til Holland for at besøge sin gode ven, DIUs tidligere landstræner, svenskeren Lasse Lilja, som var træner i Hertogenbosch.
Denne signatur havde Bent Roland Hansen med i bil til Haag, og vi havde et hyggeligt ophold på en tysk kro undervejs. I 1971, da Holland også arrangerede C-VM, var han blevet kåret som turneringens bedste målmand, og to år senere prydede han det officielle VM-program. Uden at spille.
I 1978 var han i det berømte softice-VM på Gran Canaria den første dansker, der rundede landskamp nummer 100. Det var hans sidste optræden med løven på brystet i en karriere, som også talte fem DM-titler med Gladsaxe.
Legendariske Bent Roland Hansen døde i 2011 af kræft. Han blev 63 år. Da jeg i 2006 satte ”alle tiders danske landshold”, var han på mål. I 2016 blev han optaget i Danmarks Ishockey Unions Hall of Fame.