Journalist Peter Fredberg skriver om DISC – landsholdets første supporterklub

Kan du huske DISC? Nej, vel. De fire bogstaver stod for Dansk Ishockey Supporter-Club.

Den eksisterede i 80’erne, og jeg lærte ishockeylandsholdets første supporterklub at kende, da Danmark spillede i C-gruppen.

Det var ikke altid, at det gik lige godt for DISC’ernes rød/hvide helte, men det slog ingen skår i glæden. Drivkraften for den lille, tapre supporterskare var VM-oplevelsen og fascinationen af sporten.

Supporterklubben talte syv raske ungersvende fra Østerbro og omegn. Jeg har også været sammen med DISC til VM, hvor de eneste danske tilskuere var en trio fra DISC, Erling Steen Nielsen, Einar Madsen og Steen Larsen.

Erling var præsident for supporterne. Og da de tog af sted på deres første VM-rejse i 1982, kørte de til Jaca i Spanien i et gammelt folkevognsrugbrød.

”I dag er der flere hundrede danske supportere til VM, men vi havde det nu sjovt i vores lille flok. Dengang havde ingen fantasi til at forestille sig, at Danmark en dag ville slå nogle af verdens største hockeynationer,” siger Erling Steen Nielsen.

Erling mindes også en nattetime i 1985 under C-VM i Chamonix i de franske alper. DISC’erne sad i baren med et par af spillerne.

”En af dem kigger på uret og siger: ”Nå, nu skulle jeg have sovet i en time.””

Jeg kender Michael Faber, så det gør ikke noget, at jeg siger, at det var ham.

Det var også i Chamonix, at spillerne tog på skitur på en fridag. Jeg rystede på hovedet. Der ville blive ballade, hvis en af dem kom til skade. Ganske rigtigt. Én gik på røven og brækkede en tommelfinger. Der blev dog ingen ballade. Fjolset var mig.

Erling Steen Nielsen så sin første landskamp i Pondus Cup i december 1970. En kamp i den daværende iskolde nationalarena, Gladsaxe Skøjtehal.

Den tændte ham, og siden har ishockeyen været en vigtig del af hans liv, selv om han aldrig har haft et par skøjter på.

”Jeg kan ikke forestille mig en verden uden ishockey. Eller at bo i en by uden skøjtehal. Jeg har min omgangskreds i hockeyen herhjemme eller i udlandet,” siger han.

Efter Pondus-premieren købte han DIUs årbog og begyndte at læse alt, hvad han kunne opdrive af ishockey i medierne.

I 1972 startede han med at lave landsholdsstatistik. Og det gør han også i dag (mere end 50 år efter). Nu i samarbejde med Esben Nedermark og Michael Søvsø.

Erling har været formand for KSF, men da hans søn, Nicolai, skiftede fra KSF til Rødovre i 1995, fulgte han med.

Han er i dag speaker i Rødovre, statistiker, formand for Ishockeyens Venner og i bestyrelsen for Fællesskabet Rødovre Ishockey. Han blev hædret med Helle-pokalen i 2011 (indstiftet af den legendariske Silkeborg-spiller og -leder Helge Lund Christiansen i 1970) og var i 12 år team manager for U16-landsholdet. Der er stort set ikke dén ting, han ikke har arbejdet med.

I et interview med Erling Steen Nielsen inden oprykningen til A-gruppen sagde han til mig: ”Min største VM-oplevelse var sejren i B-gruppen i Rødovre og Odense i 1999. Og det kedeligste VM var Katowice ´97, hvor vi tabte alle syv kampe.”

Hans favoritspiller var Jens Nielsen, som han har fulgt og beundret siden 1982. ”Jens kan ting, man ikke kan lære. Du skal være født med dem. Hans teknik og fantasi er unik.”

Erling må erkende, at han gennem årene har set mange dårlige ishockeykampe. Men han siger som Line Baun Danielsen: ”Hellere en dårlig ishockeykamp end en dårlig fodboldkamp.”

Der er næppe nogen, der ikke kender sloganet: ”We are red, we are white, we are Danish Dynamite”. Hvad de færreste ved: Det er skrevet af en af de syv medlemmer af DISC, Søren Bo Andersen.

I 1983 udskrev B.T. en konkurrence om et nyt slogan til fodboldlandsholdets kampe. Jeg havde fået jobbet at læse de over 2.000 forslag igennem og kåre vinderen.

Da jeg faldt over Dynamite-sloganet, læste jeg ikke de sidste 500 breve i sækken. Her var vinderen!

Jeg ringede og gratulerede Søren Bo Andersen. Han kvitterede:

”Sloganet er jo let at huske og let at skråle med på. Jeg håber ikke, at jeg lyder blæret. Jeg er på bunden et beskedent menneske. Men min sjette sans sagde mig, at jeg ville vinde.”

”We are red, we are white, we are Danish Dynamite” blev hurtigt kendt af alle og dukkede op alle vegne. På alt fra underbukser til solbriller og chokolade. Og Gunnar Nu rappede den.

Søren Bo Andersen fik diverse præmier af B.T.  og var inviteret med til åbningskampen ved EM i Paris mellem Frankrig og Danmark. Desværre havde hverken den geniale forfatter eller B.T. i tide fået copyright på slagsangen.

Erling Steen Nielsen er her med U20-landsholdet i Østrig. Træneren var Jens Nielsen, Erlings favoritspiller siden 1982.


Seldrup med et smil: Ikke noget nyt, at vi tager for mange udvisninger Odense Bulldogs forlænger kontrakten med Frederik Søgaard