Journalist Peter Fredberg mindes glimt fra en tid, hvor hockeyverdenen så anderledes ud
Jeg skruer tiden 45 år tilbage og mindes en bevæget sæson, 1979/80.
Især i Vojens vil mange huske den. Sønderjyderne havde i 1979 vundet DM-guld for første gang, og i 1980 gentog de bedriften til stationsbyens euforiske glæde og stolthed.
"Vi var nærmest guder i byen. Jeg måtte ikke få lov at betale for mine varer hos købmanden. Gik du rundt på gaden, spurgte tilfældige folk, om du ville med ind til en kop kaffe," siger George Galbraith i et citat i den fremragende bog "Vojens på isen".
Egon Kahl kunne supplere, at man lige fik et par ekstra bøffer oveni hos slagteren. Jovist, det var tider. Selv så langt væk som i Haderslev.
Det var dengang, de otte hold i 1. division spillede 28 kampe. Vojens vandt i 1979 og 1980 med syv point foran henholdsvis Rødovre og Rungsted som bevis på deres suverænitet. Taktikken var enkel. Når du fik pucken, var der kun én vej: Hurtigt fremad.
Efter 1. divisions afslutning (der var ikke VM i C-gruppen i 1980, men en ti nationers turnering i Ljubljana i Jugoslavien) skulle der spilles en såkaldt Nations Cup med de fire bedste hold.
En ligegyldig turnering, der betød nul og niks og var dømt til at give de fire klubber underskud. AaB, nr. 3, var i forvejen på falittens rand, og et par andre klubber skulle på skiferie.
Da klubberne havde tænkt nærmere over den narresut, de selv havde vedtaget på repræsentantskabsmødet året forinden, blev den da også taget af bordet.
Traditionen tro satte jeg i B.T. "Årets hold": Målmand: George Galbraith, Vojens. Backs: Per Holten Møller, Rungsted, og Tommy Pedersen, Rødovre. Forwards: Jørgen Schmidt Petersen, Bent Madsen og Frank Møller, alle Vojens.
Kun to af de seks på holdet var udtaget til turneringen i Jugoslavien, Per Holten Møller og Tommy Pedersen. Canadiskfødte George Galbraith havde endnu ikke fået dansk pas, og den superfarlige sønderjyske angrebskæde havde meldt fra af forskellige årsager.
Der var ingen gylden dommerfløje. Den blev først indstiftet i 1985. Ellers var den gået til den lille, runde og hyggelige Kaj Elley. Han må nøjes med at være den bedste danske dommer, der aldrig fik den eftertragtede fløjte.
En speciel situation opstod i en af sæsonens sidste kampe i Hørsholm mellem Rungsted og Vojens, hvor Rungsteds Jesper Hviid tacklede George Galbraith ulovligt. Vojens vandt i øvrigt 5-4 på et sejrsmål af Søren Kragballe.
I et læserindlæg i B.T. blev Jesper Hviid stemplet som en "voldsforbryder" og en "skandale" af en læser. Redaktionen bad mig kommentere indlægget. Jeg havde i ti år fulgt Jesper Hviid i over hundrede kampe på klub- og landshold. En hård, kontant spiller, som udnytter sin højde og fysiske styrke. Det har kostet udvisninger, javist. Men det retfærdiggør langtfra at kalde ham en voldsforbryder og en skandale til fare for normale ishockeyspillere.
Jesper Hviid spillede 80 landskampe og syv VM-turneringer. Han blev "Årets spiller" i 1972 og optaget i DIUs Hall of Fame i 2018.
Jeg nævnte Per Holten Møller. Dén tid, han var aktiv (han spillede 159 landskampe i perioden 1970-85), var det meget småt med penge i Danmarks Ishockey Union. Sponsorer og fællestræninger var nærmest ikke-eksisterende i landsholdsregi. Det var først, da han efter sin aktive karriere blev landstræner (1989-1994), at Team Danmark kom ind i billedet, og der for alvor begyndte at ske noget med fællestræninger.