Journalist Peter Fredberg skriver om et natligt besøg på sygehuset for mere end 40 år siden
Herlevs nybagte mestre glemte ikke deres sengeliggende kammerat i guldrusen i 1984.
I triumftoget fra lufthavnen til nattefesten i Herlev Skøjtehal efter 2-1 sejren i DM-dramaet i Aalborg - hvor frustrerede nordjyske ballademagere kylede flasker på isen - lagde spillerne vejen omkring amtssygehuset i Glostrup for at dele deres glæde med Jan Larsen.
Landsholdsforwarden kunne ikke være med i den anden finalekamp i bedst-af-tre serien på grund af en menisk- og korsbåndsoperation efter et sammenstød med banden i den første kamp, som Herlev vandt 5-4.
Helt problemfrit var det ikke, da holdkammeraterne og overstadige supportere ville hylde Jan Larsen og give ham guldmedaljen på det natstille sygehus. Men det lykkedes at få den sengeliggende helt bugseret ind på en anden stue, så de improviserede og noget støjende festligheder ikke vækkede hele afdelingen.
På B.T.s midtsider kunne man dagen derpå se Herlevs kaptajn, Poul Johan Haagerup, overrække mesterskabspokalen med en buket hængehovede tulipaner (vistnok stjålet) til en smilende Jan. Det var dengang, der var deadline midt om natten, så journalisterne kunne nå det hele.
Var det en hård skæbne for en af klubbens største spillere ikke at være med i det afsluttende slag i det nordjyske, fandt han trøst i guldmedaljen og
den varmende hyldest.
Fra sygesengen sagde han: "Skidt med, at jeg skal humpe rundt det meste af sommeren. Bare jeg kommer til at spille hockey igen."
Det behøvede han nu ikke at være nervøs for. Den hårdtarbejdende og spilintelligente center gjorde et fornemt comeback både på klub- og landshold.
Forinden havde Herlev fået ros i Aalborg af "Årets Spiller", Peter Rasmussen, stemt til tops af kollegerne i de andre klubber.
"Herlev vandt også grundserien og viste i hele turneringen, at de er andet og mere end Frank Barth og Dana Barbin," sagde han.
Jan Larsen var Herlevs første landsholdsspiller og en af de bærende på holdet de tre gange, klubben vandt medalje: Bronzen i 1983, guldet i 1984 og sølvet i 1988. I samme periode var han med i tre VM-turneringer i C-gruppen: I Budapest 1983, Chamonix og Megeve i de franske alper i 1985 og Puigcerda i Spanien i 1986. Han spillede 53 landskampe.
På Herlevs guldhold var nordamerikanerne Frank Barth og Dana Barbin de lysende stjerner. Hvilken duo. To af 80'ernes største navne på dansk is. Den sæson lavede de henholdsvis 102 og 98 point og var på isen det meste af tiden med cheftræner Richard David som den store dirigent. Bemærk også, at Herlev fire år senere vandt sølv - uden B&B.
Fra sygesengen fortsatte festen til skøjtehallen. Champagnepropperne fløj til smukke borgmesterord, og alle faldt hinanden om halsen.
Med en stille håndbajer stod andenmålmanden Søren Ahl i baren og funderede. Han var med til at stifte ishockeyklubben i 1968, dengang Herlev ikke selv havde skøjtehal, men lejede sig ind på de dårligste træningstider i nabokommunen Rødovre og ikke blev regnet for noget som helst.
Han smilede lykkeligt til sin guldmedalje, som han ærligt havde fortjent, selv om han slet ikke kom på isen, men sad i boksen som reserve for unge Anders Hartzberg i samtlige kampe.
"Det er mærkeligt at være den sidste, der er tilbage fra dengang," sagde Søren Ahl.
"Den første kamp, vi spillede, tabte vi 0-30. Det var mod KSFs andethold. I den næste, mod Gladsaxe, gik det straks bedre. Vi tabte kun 1-28."
Søren Ahl var topscorer fra 1968-70. Så var klubbens målmand blevet træt af at hente pucken ud af målet og blev væk, og den succesrige forward ofrede sig og gik på kassen. Dér havde han stået siden.