At Erik Nielsen skulle blive ishockeymålmand og blive kronet som dansk mester stod ikke skrevet nogen steder. For den sags skyld heller ikke, at maskinarbejderen skulle blive borgmester.
I en artikel i B.T. kunne man 9. januar 1976 over en side læse historien om Rødovre-målmanden, som indtil da havde levet en lidt upåagtet tilværelse i buret. Det var efter en 3-3 kamp mod Rungsted. ”Sæsonens bedste kamp på Sjælland” kaldte jeg den. Erik Nielsen brillerede med mange store redninger. Således stod der:
”Erik Nielsen er en kæmpe på 1,90 meter og 100 kilo. Når han får skøjter under fødderne og iklædes det 20 kilo tunge målmandsudstyr, er det lige før, man føler, at man står over for et bjerg. Det gjorde Rungsted-spillerne i hvert fald i den tætpakkede Hørsholm Skøjtehal, hvor Erik Nielsen spillede sin korte og bevægede karrieres bedste kamp. At det var samme målmand, som for fire dage siden forærede KSF to-tre mål, fattede man ikke.”
”Mere overraskende er det, at den 22-årige maskinarbejder i det hele taget blev ishockeyspiller. Og så målmand. For seks år siden fik han under sit arbejde venstre hånd i klemme i en pladesaks. Han mistede det yderste led på fire af fingrene. Kun tommelfingeren er hel. Året efter begyndte han at spille ishockey. Det er på venstre hånd, han har gribehandsken.”
Til B.T. fortalte Erik Nielsen efter kampen: ”Jeg føler det ikke i dag som et handicap, at jeg mangler en del af de fire fingre. Det vænner man sig til. Det har været et større handicap, at jeg havde svært ved at se pucken. Men efter at have fået kontaktlinser er det problem også klaret. Nu arbejder jeg på at forbedre min teknik og smide nogle kilo. Jeg har siden i sommer tabt 14 kilo, men inden slutspillet er færdig, er jeg nede på 95 kilo.”
Erik Nielsen, 65, kan fredag 4. januar fejre 25 års jubilæum som borgmester i Rødovre som en højt respekteret og afholdt førstemand i den socialdemokratiske kommune på den københavnske vestegn. En traditionel en af den gamle skole med en opvækst i en toværelses lejlighed i 60ernes Husum med tre søskende og en enlig mor. Efter 9. klasse startede han som maskinarbejderlærling i Rødovre.
Inden vi vender tilbage til Erik Nielsens hjertesport skal lige nævnes, at den kommende jubilar har været formand for Kommunernes Landsforening, formand for Team Danmarks bestyrelse, formand for Rødovre Skøjte & Ishockeyklub og i bestyrelsen for Danmarks Ishockey Union. Blot for at nævne nogle få tillidshverv og bestyrelsesposter.
”Jeg startede i ishockeyklubben i Kostalden som 17-årig kort efter uheldet med pladesaksen. Der var ikke andre, der turde stå på mål. Det kunne jo gøre ondt. Vi havde ikke mange penge at rutte med, så der var ikke råd til rigtigt målmandsudstyr. Jeg investerede i en maske og almindelige skøjter. Jeg havde aldrig løbet på skøjter før, så det var lidt af en udfordring,” mindes han.
Ikke desto mindre blev han i sin debutsæson på førsteholdet kåret som årets Rødovre-spiller og hædret med Herbert Knox-pokalen, og han var med til at vinde junior-DM.
”Jeg levede mit liv i Kostalden i 1970erne og skylder en stor tak til lederne Albert Thorup og Grethe og Svend Aage Hansen. De har betydet meget for mig ikke kun som ishockeyspiller, men også som menneske,” siger Erik Nielsen.
Vi springer frem til sæsonen 1977-78, Erik Nielsens sidste. Han spillede syv kampe og var på tilskuerpladserne i sæsonens sidste kamp i Vojens, da Rødovre vandt sit første danske mesterskab, ja, første medalje overhovedet i 1. division. Målmand var Erik Stiller, som var kommet fra AaB.
”Jeg var den sidste danske målmand, der spillede uden hjelm, men kun med en plasticmaske for ansigtet,” siger Erik Nielsen leende.
I 1978 blev hans søn, Michael Senderovitz, født, og selvfølgelig gik han i sin fars fodspor og blev målmand i Rødovre. Talentet og viljen havde han, og han opnåede syv landskampe.
Denne signatur var blandt de flere hundrede i Islev Klub, som en sen aften ventede på de nybagte danske mestre, som var på vej hjem fra Vojens og var blevet forsinket undervejs, da bussen fik strømsvigt på Fyn.
Manden i centrum var Rødovres sovjetiske cheftræner, legendariske Boris Kulagin, som fik dagens største bifald. ”Boris, Boris, Boris,” gjaldede det, da bussen nåede frem.
”Jeg er rørt og lykkelig. Medaljen i dag betyder lige så meget for mig som en olympisk guldmedalje. I er fortjente mestre,” sagde Boris Kulagin til spillerne.
Én, der var lige så glad, var landsholdsforwarden Carsten Nielsen, 27, som med undtagelse af de unge veteraner Tommy Pedersen, Steen Thomsen og anføreren og topscoreren Bent Hansen havde trænet hele det talentfulde Rødovre-hold i ungdomsårene, bl.a. Olaf Eller, Jan Andresen, Kenneth Henriksen, Michael Faber og Jens Jensen.
”Da jeg fik guldet hængt om halsen, følte jeg det som det lykkeligste øjeblik i mit liv,” sagde Carsten Nielsen.
Den daværende borgmester, Einar Dahl-Nielsen, hyldede mestrene med ordene: ”Den næste store begivenhed i klubben bliver indvielsen af den nye hal.”
Den fik Rødovre dog først i 1995. Da hed borgmesteren Erik Nielsen.