Skæbnen har egentlig været hård ved ishockeybyen Aalborg.

Når man har været med helt fremme så mange gange, må det pine nordjyderne kun at have vundet to danske mesterskaber (1981 og 2018).

Ti sølvmedaljer understreger Aalborgs position, men lad os bare være enige om, at der er enorm forskel på guld og sølv.

At Aalborg i det skrækkelige år 2020 ikke måtte få guldmedalje nummer tre efter 48 runder i grundserien og med 18 point ned til nærmeste konkurrent, dét fatter jeg simpelthen ikke.

Selv om grundserie og playoff er to vidt forskellige ting (ikke alle ville have været overrasket, hvis Herning var stormet hele vejen igennem i et playoff), burde man i min optik alligevel have kåret en mester.

Men okay. Sådan kan man se forskelligt på tingene. Nu er der et sørgeligt og gabende tomt hul i mestrenes evighedstabel.

Første gang, jeg så Aalborg-spillere med blanke øjne – og det var ikke glædestårer – var i 1976.

AaB, som klubben hed i en lang årrække, havde hentet Hernings bedste spiller, Frits Nielsen, og Gladsaxes ditto, Richard David. Sidstnævnte havde i 1972 og 73 vundet henholdsvis guld og sølv med KSF og de følgende to år guld med Gladsaxe. Han bor i dag i Stavanger og blev i 2017 som den første udlænding optaget i DIUs Hall of Fame.

I alle fire sæsoner var den lille, temperamentsfulde canadiske målæder og senere DIUs landstræner i to omgange blevet 1. divisions suveræne topscorer.

Nu var Richard David spillede træner i AaB og klar til at bringe nordjyderne til tops. Med en femteplads i grundserien var der ikke meget, der tydede på, at det ville lykkes, men i slutspillet havde AaB to store chancer. Den første i tredjesidste runde i topkampen i Forum mod KSF.

KSF vandt 3-0 og bragte sig på omgangshøjde med AaB med et bevidst hårdt spil på AaBs nøglespillere Richard David og Frits Nielsen i en dirty fight og en dårlig propaganda for sporten.

Bedre blev det ikke af den skandale, der udspillede sig på midten af banen, da de to hold skøjtede forbi hinanden for at takke for kampen.

En provokerende bemærkning fra KSFs anfører, Jesper Hviid, til den unge, temperamentsfulde AaB-back Gorm Christiansen udløste et højrekryds til kæben.

Og så var der ellers gang i løjerne. Endnu dirrende af nerver og ophidselse efter den dramatiske kamp kastede de to holds spillere sig ud i et masseslagsmål.

Apropos 70’erne. Vejen til slagsmål var kortere, og der var flere dirty, høje stokke og slashinger, end vi ser det i dag.

Et par bemærkninger fra omklædningsrummet.

Jesper Hviid: ”Det hidsede dem op, at vi gik til Richard og Frits. Det var fornuftens sejr.”

Gorm Christiansen om slagsmålet: ”Jeg lod mig provokere. Jeg kunne ikke beherske mig.”

Richard David: ”Jeg ved ikke, om KSF spillede hårdere end mange andre modstandere. De var bare bedre til at gennemføre deres taktik. Jeg ville have gjort det samme i deres situation.”

En bemærkning til de tilskuere, der forfulgte ham under kampen:

”Jeg klager ikke. Jeg kender betingelserne. Der er koldt på toppen. Mange ser mig gerne dukket. De tilskuere, der forfulgte mig, var måske de samme, som jublede, da jeg spillede for KSF.”

Inden sidste runde var situationen dén, at AaB kunne sikre sig guldet med en sejr over de seneste to års mestre fra Gladsaxe.

DIUs formand, Paul Ammentorp, havde taget guldet med til Samsøgade i Aalborg, men der blev ikke brug for det, da Gladsaxe, båret oppe af ligaens i særklasse bedste målmand, Bent Roland Hansen, sensationelt besejrede favoritterne 3-1 samtidig med, at KSF vandt over Rungsted.

Gråd i Aalborg, mens KSF’erne jublede over deres tiende DM-guld. I øvrigt deres sidste.

Da de blev fejret med pandekager på Københavns Rådhus, kan jeg huske, at jeg talte med 20-årige Ken Poulsen.

Det var første gang, der blev skrevet om ham. Den mest anonyme danske mester. Han var tredjemålmand og reserve for Carsten Christiansen og Jens Volf. Han havde siddet på bænken i 13-14 kampe og ikke fået så meget som ét sekunds spilletid.

”Jeg blev overrasket, da jeg blev inviteret med holdet på Rådhuset. Og jeg blev nærmest helt paf, da jeg fik den 19. og sidste guldmedalje,” sagde Ken Poulsen.

”Selv om jeg er bænkevarmer og sådan set ikke har større andel i mesterskabet, er jeg lige så glad for guldmedaljen som stjernerne på holdet.”

Tilbage til Aalborg og ”forbandelsen”.

Selvfølgelig gjorde det endnu mere ondt, da man smed guldet væk i Esbjerg i 2004 efter en nærmest surrealistisk afslutning på den syvende kamp. Med AaB-føring 2-0 med under to minutter tilbage og vestjysk kvittering fire sekunder før tid i ordinær kamp.

16 år senere gør det stadig ondt på nordjyske spillere og fans, når de bliver mindet om det.

Fik Frits Nielsen ikke guld i 1976, blev han fortjent kåret som ”Årets Spiller”.

206 1. divisionsspillere afgav deres stemme. 26 navne var bragt i forslag, men langt de fleste faldt på Frits Nielsen, Richard David og Rungsted-backen Per Holten Møller i nævnte rækkefølge.