Klokken var cirka 02 natten mellem fredag og lørdag, da de første tegn på Bulldogs-bussens ankomst viste sig foran Spar Nord Arena på Møllemarksvej.

Og lad os bare sige det, som det er: Fynboerne, der var omkring hallen, var fulde. Både af en heftig omgang med fadølshanerne, men endnu mere af eufori over Odenses første mesterskab nogensinde.

Væk var dæmonerne fra 2012 og ærgrelsen over, at det ikke blev til guld i "Curt Regnier-æraen" i begyndelsen af dette årtusinde.

Det er slut med "Odense, I vinder aldrig guld"-drillerierne fra de andre klubbers fans. 

Der skulle festes, selvfølgelig skulle der festes.

Prins Henriks pokal var på Fyn og guldhjelmene var hjemme, og det helt store batteri blev fyret af, da bussen ankom. 

Så meget, at man skulle tro, det var nytårsaften på en forårsdag. 

Spillerne var berusede. Af lykke, af træthed, af champagne og øl og cigarer og ikke mindst guld.

Guldhjelmene sad nogenlunde fast på deres hoveder, og i teltet overdøvede de konstant talerne med hyldestsange til hinanden og til fansene, der stadig fyldte teltet midt på natten og bare fortsatte med at feste.

Det var kulminationen efter 65 betydende kampe fra begyndelsen af september og frem til slutningen af april.

En uendelig lang sæson, hvor ét hold står som vinder til sidst efter tre knaldhårde bedst af syv-serier og en intens periode, som kun slutspillet i ishockey kan byde på. 

Der var tårer i øjnene og et stille smil på ansigterne af de mange af de gamle OIK'ere - helt sikkert også dem oppe i himlen - der har været med siden dengang, Odense og ishockey var noget man grinede ad og kun talte om, når der skulle gøres status over det hold i dansk elitesport, der havde tabt flest kampe og fået de største nederlag. 

I centrum fredag aften stod holdet - "vi er som brødre, sagde Markus Jensen efter kampen" - men alligevel var der én spiller, der var en tand mere synonym med mesterskabet end alle de andre.

Dem, der så interviewet med Martin Larsen kort efter kampen, kunne hurtigt fornemme, hvor store følelser, der var på spil for Bulldogs-ikonet. Den eneste aktive genganger fra 2012-finalenederlaget og Odense-spiller af hele hjertet.

Manden, der altid er gået forrest på godt og ondt, uanset tabelsituationen, og manden, der har tilbragt et halvt liv - måske endda mere - i og omkring skøjtehallerne i Odense. Og manden, der blev meget, meget nervøs, da Herning udlignede til 1-1 kort før tid i den femte kamp.

Markus Jensens sejrsmål reddede Martin Larsen fredag aften, og set over fem kampe var Odenses sejr fortjent.

Som vi alle anerkender det: Vinder man en af bedst af syv-serie, er man ganske enkelt den rette vinder.

Træner Paul Thompsons modige tilgang til kampene og serien gav Odense en god start på den her serie: Fynboerne turde nemlig - som det første hold i sæsonen - presse Herning tungt og med stor fysik og dermed overrumple midtjydernes opspil, ikke mindst i de første tre kampe.

Det var ikke noget, der bekom Blue Fox-spillerne vel, og det gav Odense en 2-1-føring. De sidste to matcher blev vundet på mere "traditionel" vis: Scor et mål eller to og så fokus på defensiven foran en meget stærkt spillende Lundström i eget bur.

Oppe på balkonen sad direktør Ole Nielsen og glædede sig over, at han sammen med trænerduoen Thompson og Hovivuori nærmest havde leveret en perfekt sæson, hvad angår indkøb og "udkøb" i løbet af sæsonen.

Blake Bennett scorede mål i begyndelsen af sæsonen, men opførte sig som en diva, og blev erstattet af Luka Burzan, der ikke scorede det samme antal mål, men til gengæld arbejdede stenhårdt og hvor træneren ville have ham.

Marcus Oden kom ind i løbet af sæsonen og tilførte ekstra fart og bredde, og Malte Setkov blev hentet i Rødovre og blev en kæmpeprofil - i ordets bogstaveligste betydning - i Odenses backlinje, der var ligaens bedste i slutfasen, hvor kaptajn Daniel Baastrup, Martin Larsen og Michael Prapavessis sammen med Jeppe Urup og Mikkel Hansen, udgjorde et meget stærkt kobbel af hunde i egen zone.

Og så selvfølgelig Brandon Estes, der næsten fortjener sig eget kapitel.

Amerikaneren havde nok en fin karriere med sig over Atlanterhavet, men jeg tror selv Ole Nielsen vil indrømme, at han ikke havde regnet med så meget impact fra Estes i den her sæson, hvor backen ganske enkelt var suveræn. 

Fremme i angrebet var All Star-spilleren Joakim Thelin fremragende fra semifinalen og fremad og letten Filips Buncis vel en af de mest undervurdere spillere i løbet af sæsonen. Hans arbejde over hele banen skal man ikke undervurdere. Jonathan Brinkman og Radim Piroutek fik deres ultimative gennembrud som topspillere i Metal Ligaen, og Kristian Jensen viste sine kvaliteter konstant gennem hele sæsonen.

Markus Jensen rejste sig og scorede det afgørende mål på sin gamle hjemmebane, og det kan slet ikke overses, hvor meget den stærke fjerdekæde med kvartetten Boesen, Korsgaard, Schleicher og Mølgaard (et par skift indimellem) havde for Odenses energi. Den unge Sebastian Maddock arbejdede fremragende og endte til sidst i tredjekæden i den sidste finale.

Der har også været unge spillere i udkanten af Odenses trup, der har været med holde bredden og træningsniveauet højt og skarpt. 

At Niklas Lundström midt i sæsonen erstattede Fredrik Bergvik, der måtte rejse hjem af personlige årsager, var held i uheld for Odense, for Lundström lukkede af i finaleserien, da det gjaldt.

Undervurdér ikke Frederik Søgaards betydning som reserven, der på glimrende vis gik ind og lukkede huller i løbet af sæsonen og på den måde bidrog stort til stabiliteten hos Odense. 

Herning-spillerne var knuste efter nederlaget fredag aften. Selvfølgelig. Hvordan kunne det lade sig gøre at tabe fem hjemmekampe i træk i slutspillet på en bane, hvor Blue Fox har domineret hele sæsonen? Vi skal rose Herning for at have spillet fremragende og underholdende ishockey gennem hele sæsonen, og ligeledes Emil Kristensen for at vise stort, stort format i sine ord efter det afgørende nederlag.

Der var ingen bortforklaringer.

Det var tungt for Herning at miste Derian Plouffe i den første kamp, og midtjydernes førstekæde blev i finaleserien aldrig så stærk som tidligere på sæsonen. Også savnet af Linnet og Nordqvist betød, at Herning lige pludselig ikke havde den samme bredde som Odense i finalen, og at der skal være lidt flere spillere til rådighed i slutspillet - er formentlig noget, sportsdirektør Peter Regin tænker over inden næste sæson.

Herning kommer tilbage med et nyt stærkt setup til den kommende sæson, det er der ingen tvivl om.

Men det første hold, der skal i aktion i betydende kampe efter sommerferien, er Odense Bulldogs.

Fynboerne skal spille Champions Hockey League og nogle af Europas allerbedste hold kommer til Fyn i sensommeren og den første del af efteråret.

Det bliver en kæmpestor opgave for den hårdtarbejdende organisation og forhåbentlig er det fynske publikum klar til at støtte det europæiske projekt.

Først skal Bulldogs-spillerne dog fejre. De blev fortjent hyldet på stadion til fodboldkampen mellem OB og Hvidovre lørdag eftermiddag, borgmesteren står snart klar med "vinder-brunner" på rådhuset og den næste uges tid går formentlig med både at feste og forstå, hvad de har været en del af:

Nemlig at skrive dansk og ikke mindst fynsk ishockeyhistorie. Det var magisk. 

Stort tillykke til Bulldogs, vi glæder os til at se både jer og udfordrerne til den kommende sæson.