Det var Jakob Sveistrup, der sang nationalsangen.
Jeg kan ikke huske, om den fynske Grand Prix-vinder var hyret ind til alle finalekampene i 2012, men han var i hvert fald på isen til et par af finalekampene i Odense det forår.
Og arenaen i Odense var stuvende fuld til både den femte og den syvende finale, mens Kvik Hockey Arena i Herning - i den gamle udgave - kulminerede 14. april med 4016! tilskuere i det midtjyske.
Den finaleserie havde det meste og begyndte med at Mathias Thinnesen scorede det første mål i den første finale for Odense, der var blevet nummer to i grundserien og var braget gennem kvart- og semifinalen med otte sejre på stribe over Frederikshavn og AaB Ishockey.
Herning havde banket både EfB Ishockey og SønderjyskE ud med 4-1 i kampe. I finaleserien fik Herning den værst tænkelige start. Mikkel Ankjær Nielsen scorede til 2-0 for Odense i den første kamp og den fynske fest fortsatte i Herning et par dage, da den svenske angriber Olof Mårs afgjorde kamp to dybt inde i fjerde periode.
Det lignede det første fynske mesterskab i historien. Odense havde vundet 15 af de 16 seneste kampe inklusive grundspil, men 12. april skete der noget, der fik Herning til at tro på tingene. Midtjyderne tog til Odense og smadrede hjemmeholdet med 8-1 - også selv om Michael Eskesen scorede i første skift for Odense.
Derefter rullede Herning-ekspressen. Jason Walters, Thomas Spelling og Anders Poulsen var blandt målscorerne for Blue Fox.
Og lad os da lige dvæle lidt ved holdene. I boksen var det bundrutinerede Todd Bjorkstrand mod den unge svenske coach Pär Johansson hos Odense. Begge har siden dengang haft store og flotte karrierer som trænere.
I buret stod Ervins Mustukovs for Odense og Lubos Pisar for Herning - også to fremragende aktører.
Odense havde Tyler Gotto, Maxime Moisand, Victor Mångs, Rob Ricci og Olof Mårs som nogle af de imports, jeg husker som dominerende. Purunge udgaver af Michael Eskesen og ikke mindst Martin Larsen var på holdet, og Philip Hersby var hentet ind som en slags "datidens Malte Setkov". Fremme huserede en Morten Andreasen i storform og Mads True som kaptajn og spillere som Mathias Thinnesen, Mikkel Ankjær, Søren Pedersen og Olafur Gunnarsson supplerede.
Herning havde den yderst hårdføre Mitch Ganzak som leder i defensiven, der også talte et par af de finske spillere, som Todd Bjorkstrand yndede at hente. Ellers: Overmark, Uldall, Patrick Madsen, Rasmus Nielsen og et par yderligere Herning-drenge.
Hernings kaptajn var den vidunderlige fighter Jason Walters, der gik forrest i enhver nærkamp og finske Antti Hölli som en anden fremtrædende import. Og så var der altså Bjorkstrand-brødrene i meget unge og talentfulde udgaver og en Thomas Spelling, der i sin unge udgave havde det tempo og glid i skøjterne som gjorde ham umådelig svær at stoppe.
Lasse Lassen, Anders Poulsen, Morten Lie og Kristoffer Lauridsen var andre stærke danskere på et Herning-hold, der efter 8-1-sejren i kamp tre, kom ned på jorden igen i kamp fire på hjemmebane.
Der var her, hvor over 4000 tilskuere var dukket op. De fleste af dem gik skuffede hjem, for Odense vandt med 2-1 og havde dermed tre matchbolde. Men det mål, der blev scoret et halvt minut før tredje periodes afslutning af Philip Hersby skulle vise sig at blive det sidste i finaleserien for Bulldogs' vedkommende.
For man skal aldrig undervurdere et hold, der er coachet af Todd Bjorkstrand.
Herning lukkede ned og spillede disciplineret for Pisar i målet. Og Odenses nerver blev større som serien skred frem.
Mads True kunne have fået den vildeste afslutning på sin karriere, da Odense var på hjemmebane i kamp fem. Den aften fyldte han 40 år, men fik ikke den fest, han havde håbet. Rasmus Nielsen og Lasse Lassen scorede og tog serien tilbage til Herning.
Jeg fulgte finaleserien tæt det forår, og har en svag erindring om, at Olof Mårs brændte en kæmpe chance ved at skyde på stolpen i den sjette finalekamp - hvor stillingen stadig var 0-0. Og min research viser sig, at det var korrekt. Den store sympatiske svensker, en slags nutidens Joakim Thelin brændte i overtal, og i stedet slog Tomi Mustonen og Thomas Spelling til for Herning, der vandt 3-0 hjemme.
Og så var alt altså lagt op til det afgørende showdown i Odense, hvor 3280 tilskuere - og måske lidt flere - proppede den daværende Bryggeriet Vestfyens Arena til randen i håbet om det første danske mesterskab til Fyn.
Der var ligeledes fuldstændig proppet på udebanelægterne, og som jeg husker det, blev kampen en regulær midtjysk opvisning. Ikke mindst Bjorkstrand-brødrene og Thomas Spelling var fuldstændig ustyrlige den aften, hvor Odense ikke var i nærheden af sejren.
Allerede efter 13 minutter førte Herning 3-0 på mål af Lasse Lassen og Patrick Bjorkstrand (2), og derefter låste midtjyderne kampen totalt, indtil Thomas Spelling lukkede kampen til sidst.
At vinde 9-0 i de sidste tre finalekampe var helt vildt. Herning fejrede sin 16. og foreløbig sidste DM-guldmedalje og har altså ikke vundet siden.
Der var knuste hjerter i Odense, hvor man igen måtte se gulddrømmen briste.
Bliver det Hernings nummer 17 eller Odenses første i 2025? Jeg glæder mig allerede til en fremragende finaleserie og måske Jakob Sveistrup kommer og synger igen.