Sønderjyske-Frederikshavn White Hawks 5-1 (3-0,0-0,2-1)
Det var ikke nogen spillemæssig superoplevelse i aften i Sydjysk Sparekasse Arena.
Sønderjyske vandt stensikkert med 5-1 over Frederikshavn, der ikke havde nogen Mario Simioni-effekt med til Vojens.
I det hele taget var det et Frederikshavn-hold langt fra "Simioni-dyder", der trådte op i de første 20 minutter i det sønderjyske, for defensivt var det "helt til hest", hvad gæsterne præsterede i en ellers ganske lige første periode.
Men Frederikshavn bød Sønderjyske velkommen med en udvisning til Mikkel Bertelsen, der bragte Rasmus Lyø på skudhold til 1-0-målet i det sjette minut. 2-0-målet var en foræring af Aleksi Ainali, der serverede pucken til en modstander og kort efter havde Nikolaj Krag scoret for hjemmeholdet.
Det var Krags niende mål og point nummer 18 i denne sæson for sønderjyderne.
Jaeden Martin var på nippet af en game misconduct, da han vippede Mathias Kløve alt for voldsomt ind i banden midt i første periode.
Martin slap med en to minutters-udvisning, men hans holdkammerater var alt, alt for åbne i boxplay. Angelo Miceli fik lov at sno sig helt ind under mål og gøre det til 3-0.
Anden periode var en stille ørkenvandring foran de 1642 tilskuere uden mål.
Der skulle noget ekstraordinært til, hvis gæsterne skulle tilbage i opgøret. Muligheden kom i det første minut af tredje periode, da Thomas Spelling fik en kæmpe mulighed. Mattias Pettersson i Sønderjyske-buret hev en fremragende redning ud af ærmet.
Det var den endelige chance for et comeback, for efter fire minutter gjorde Gustav Nielsen det til 4-0 for sønderjyderne. Frederikshavn havde svært ved at få pucken ud af zonen, og da den så dumpede ned foran Gustav Nielsen, kunne han med baghånden udplacere Kevin Frydkjær.
Det var afgørelsen på kampen, og det hjalp ikke for gæsterne, at Filip Persson fik reduceret på en fint forarbejde fra Mikkel Bertelsen.
Matt Kopperud scorede kampens sidste mål på en friløber og Sønderjyske fik dermed en tiltrængt hjemmesejr mod et Frederikshavn-hold, der har masser at arbejde med i de kommende dage.