Esbjerg leverede to fremragende perioder mod Aalborg, men en nedsmeltning i tredje periode skulle vise sig kostbar for vestjyderne, der kunne se Aalborg gå fra 4-2 til 4-5 i løbet af seks minutter. Et stærkt comeback, som Esbjerg aldrig formåede at finde et modsvar til.

Esbjerg Energy - Aalborg Pirates 4–5 (2-1, 2-1, 0-3)

Esbjerg tog lørdag eftermiddag imod ligaduksene fra Aalborg hjemme i Granly Hockey Arena. Vestjyderne måtte til dagens kamp stille uden Arturs Salija, Frederik Bjerrum, Grayson Downing, Henrik Mærsk Clausen, Yanick von Bergen og Tobias Ebener, mens gæsterne, i form af Jonas Brøndberg, Nikolaj Carstensen, Calder Brooks, Tor Ulrik Bolther Rasmussen og Søren Dietz-Larsen, også var ramt af en række afbud. Hos Esbjerg var der til gengæld debut til canadiske Brandon Magee.

Målmandsduellen stod mellem Mathias Seldrup og George Sørensen.

Fornem Grundtvig-detalje gav vestjysk føring

Det var umiddelbart gæsterne, der kom bedst ud til kampen, hvor man fik sat Esbjerg under et vist pres i de første minutter, hvor Patrick Bjorkstrand tegnede sig for Aalborgs hidtil bedste chance efter fire minutters spil.

Hjemmeholdet arbejdede dog glimrende for sagen og fik tilmed tilspillet sig et par gode chancer. Efter seks minutters spil var Andreas Grundtvig tæt på at bringe værterne i front, da han kom til afslutning midt i slottet. Men afslutningen gik lige forbi mål og Aalborg slap med skrækken.

Nordjyderne tog føringen efter otte minutters spil. Efter længere tids Aalborg-pres var det Anders Koch der tog chancen fra mellemdistancen. Forsøget fik lov til at gå hele vejen og Aalborg førte med 0-1.

Esbjerg formåede at slå tilbage tre minutter senere, hvor Josh Winquist var arkitekten bag Esbjergs udligning. Canadieren kom ind i gæsternes zone med god fart i skøjterne og gik mod mål. Men i stedet for selv at forsøge sig valgte han en pasning tilbage til Jeff King, der sikkert eksekverede til 1-1.

Vestjyderne var ganske godt kørende på dette tidspunkt i kampen og man var da også tæt på at tage føringen i en af de efterfølgende sekvenser, hvor en afslutning fra Andreas Grundtvig strøg lige forbi mål.

Selvsamme Grundtvig tog dog revanche få minutter senere, da han med kampens flotteste detalje bragte Esbjerg foran med 2-1. Grundtvig modtog pucken med ryggen mod mål, rundede George Sørensen og ventede køligt på keeperens ageren, inden han køligt lagde pucken ind bag gæsternes keeper. Fornem detalje af Grundtvig.

Esbjerg pressede på for yderligere scoring efterfølgende, men gæsterne formåede at holde stand frem til pausen. Stillingen var dermed fortsat 2-1 forud for anden periode.

Esbjerg trak fra i underholdende anden periode

Efter en jævnbyrdig åbning på anden periode formåede Aalborg at udligne til 2-2 efter et par minutters spil. Scoringen var en af de mere kuriøse af slagsen, da Paul DeNaples tog chancen helt ude fra hjørnet – vel at mærke fra en position bag Esbjergs mållinje. Så det burde næsten ikke kunne lade sig gøre, men ikke desto mindre fandt pucken altså vej til netmaskerne via Seldrup i Esbjerg-målet.

Godt et halvt minut senere tog gæsterne en udvisning af de ærgerlige, da man kom til at sende for mange spillere på isen. Esbjerg takkede for muligheden, ved at genetablere føringen kun 13 sekunder senere. Vestjyderne formåede at fastholde presset efter faceoffen i gæsternes zone og efter 3-4 stationer endte pucken hos Aleksi Halme, der tog chancen med en følt afslutning ude fra blue line. Det skulle vise sig at være en god idé, da pucken gik hele vejen i mål til 3-2.

Esbjerg leverede i det hele taget en frisk og offensiv omgang ishockey. Trods en del afbud gik vestjyderne uimponerede ind til opgøret mod topholdet, der hele tiden skulle være oppe på dupperne, da Esbjerg lagde et højt pres og tilmed lurede på de hurtige omstillinger.

Netop omstillingsspillet skulle vise sig at være nøglen til Esbjergs næste scoring. Her brød man gæsternes opspil og Josh Winquist tog turen ned mod George Sørensen, hvor han havde gode muligheder for selv at tage en afslutning. Men canadieren viste lige dele overblik og uselvisk attitude, da han tæt under mål lage en pasning skråt bagud til en fremadstormende Jeff King, der blot skulle sætte bladet på for at notere sig sit andet mål denne lørdag; Esbjerg var dermed oppe med 4-2.

Få sekunder senere var der igen fare på færde i Aalborgs zone, hvor gæsterne måtte trække i nødbremsen i forbindelse med et vestjysk kontraangreb. Dommerne dømte straffeslag, men her blev George Sørensen den store i duellen med Esbjergs Csanad Erdely.

Hjemmeholdet fik raget to udvisninger til sig med kun godt to minutters mellemrum og Aalborg fik dermed fire minutter i overtal omkring periodens halvejsmærke. Esbjerg leverede dog et stærkt box play og trods meget nordjysk puckbesiddelse, så formåede Esbjerg altså at holde stand.

Med tre minutter tilbage af perioden fik gæsternes Paul DeNaples raget en udvisning til sig for holding. I power playet der fulgte i kølvandet på den udvisning tilkom Esbjergs Aleksi Halme en chance af de helt store, men desværre for Esbjerg brændte han den store mulighed.

Fatal vestjysk nedsmeltning blev kostbar

Tredje periode skulle vise sig at blive et mareridt for værterne, mens Aalborg kynisk udnyttede en vestjysk nedsmeltning. Gæsterne formåede således at gå fra 4-2 til 4-5 i løbet af seks minutter, hvor Esbjerg-spillerne nærmest virkede paralyserede.

Tre minutter inde i perioden reducerede Pierre-Olivier Morin til 4-3, da han var først over en retur fra Seldrup. Tre minutter senere udlignede Kirill Kabanov til 4-4, da han optimistisk sendte et relativt harmløst forsøg af sted mod Esbjergs mål. Forsøget gik i mål via Seldrup, der ikke så overbevisende ud i situationen.

Seldrup ville formentligt også gerne have gjort mere ved forsøget fra Julian Jakobsen, der ni minutter inde i perioden bragte Aalborg foran med 4-5. Esbjerg formåede her ikke at få ekspederet pucken ud af zonen og her viste Jakobsen den kynisme, som Esbjerg manglede. En høj afslutning så ud til at gå i mål via Seldrups skulder.

Aalborg havde vendt kampen på hovedet i løbet af seks minutter, hvor gæsterne kom alt let til både chancer og scoringer.

I slutfasen satsede Esbjerg efter en timeout og spillede seks mod fem i 1:20. Oliver Kjær kom frem til et godt forsøg, men der blev ikke score yderligere i opgøret, hvorfor Aalborg kunne rejse hjem med de tre point i bagagen. En hård skæbne for et decimeret Esbjerg-mandskab, der leverede en stærk indsats i de første 40 minutter.


GOALSHOW: Se målene fra Esbjerg-Aalborg GOALSHOW: SE MÅLENE FRA FREDAGENS KAMPE