Nordjyderne blev ved at tage initiativ i Vojens og blev belønnet i tredje periode

SønderjyskE-Aalborg Pirates 2-3 (0-0,2-0,0-2) 0-1 SønderjyskE var igen uden fem stamspillere, da de bød Aalborg Pirates indenfor tirsdag aften i Frøs Arena.

Hos gæsterne manglede man Martin Højbjerg og Josh MacDonald, men kunne til gengæld byde Martin Lefebvre tilbage.

Det blev en ganske tempofyldt match, hvor sønderjyderne i glimt bed fra sig, især i anden periode.

Set over hele kampen, var det dog ikke ufortjent, at gæsterne vendte 0-2 til 3-2 efter godt og vel tres minutters hockey denne aften i Vojens.

Første periode startede med en lidt tilfældig, men kæmpe chance til hjemmeholdet.

Helt fri foran mål fik Emil Bejmo dog alt for lidt ud af det store tilbud.

Jeppe Jul Korsgaard havde kort efter en rigtig fin mulighed i modsatte ende af isen, men fik overplaceret sin afslutning.

De første minutter var ganske jævnbyrdige.

Et powerplay til SønderjyskE gav dem muligheden, men eneste gang de fik stille op, valgte Emil Bejmo tværpasningen frem for afslutningen, og så gled det ud i sandet.

Herefter satte sig udeholdet sig på gæsterne.

I flere omgange sværmede nordjyderne omkring Patrick Galbraiths mål og den tidligere landsholdskeeper måtte trække på hele rutinen for at holde udeholdet fra fadet.

Tilbagevendte Martin Lefebvre var i to omgange på spil, men måtte præcis som Jonathan Brinkmann og Kiril Kabanov trække det korteste strå i duellen med Galbraith.

Yannick Vedel ofrede sig for holdet ved at kaste sig ned i et slagskud og trods det man sluttede perioden af med en udvisning, kunne værterne ride stormen og holde 0-0 til pausen, trods stor Aalborg dominans periodens sidste halvdel.

SønderjyskE på sejrskurs
De næste tyve minutter startede med et par chancer til hjemmeholdet, signeret Martin Eskildsen og Brendan Harms.

Men herefter fik Piraterne bedre greb om matchen igen og veteranen Julian Jakobsen var tæt på at sende sit hold på måltavlen.

Endnu større var chancen, da gæsterne kom afsted to mod een, men heller ikke det gav afkast.

SønderjyskE var dog ikke ude af kampen på nogen måde og efter godt otte minutter, røg hjemmeholdet pludselig også afsted to mod en.

Unge Mathias Boring tøvede ikke og sendte gummiskiven ind i målhjørnet bag Georg Sørensen, 1-0 til værterne.

Et slagskud fra blå linie peb minuttet efter forbi Galbraiths højre målstolpe, men ellers var der momentum til hjemmeholdet for en stund.

I fem mod fire var Brendan Harms tæt på to gange, men det blev ved lige ved og næsten. 

Nordjyderne skruede op for gassen igen og Kabanov og Lefebvre havde begge en udligning på staven, men ind ville pucken ikke. 

Da Mads Eller med fem minutter til pausen måtte en tur i straffeboksen, lignede det for alvor trængselstider for SønderjyskE. Aalborg fik da også sat spillet fornuftigt op, men den stærkere chance tilfaldt værterne.

Cam Brown udnyttede sløset Pirates spil i egen zone og var pludselig helt alene med Georg Sørensen, der hev en flot redning ud af ærmet. Gæsterne prøvede igen at lægge et gear til, og Lasse Bo Knudsen sneg sig med frem til en afslutning, men uden den nødvendige skarphed. 

Sidste minut af perioden indledt og Cam Brown dansede sig gennem den nordjyske defensiv. Pucken blev dog hamret forbi mål, men den lille amerikaner fangede selv sin retur fra endebanden, snurrede rundt om kassen og lagde pucken ind til 2-0.

Hjemmeholdet nåede imidlertid at gøre starten på tredje periode vanskelig for sig selv, da Patrick Galbraith røg i straffeboksen på grund af utilfredshed med dommeren.

Aalborg-pres gav pote

Gæsterne takkede ja til den udstrakte hånd fra hjemmeholdet.

Overtalsspillet blev flot sat op og ganske hurtigt tilspillede man sig flere godt muligheder. Halvandet minut skulle der gå, så gav det bonus.

Cody Donaghey sendte pucken knastørt ind bag Galbraith. Man fortsatte overtalsspillet og igen var man tæt på af flere omgange, men i denne omgang slap hjemmeholdet med skrækken.

Værterne blev dog holdt i et fast greb. Kun en udvisning til nordjyderne gav et pusterum til SønderjyskE, hvor Steffen Frank og Rasmus Lyø var tæt på at sende hjemmeholdet op med to.

Men straks det var fem mod fem, tog udeholdet igen over. Markeringerne sad ikke længere så tæt hos hjemmeholdet, og man var ofte et skøjtetag efter gæsterne.

Det var man også med små otte minutter tilbage på klokken. Ganske nemt så det ud, da Aalborg broderede og slutteligt stod Morin helt blank foran Galbraith og kunne let udplacere keeperen. Nordjyderne fortsatte med at presse på for at få alle tre point, mens SønderjyskE fightede for at forsvare den ene point til overtiden.

Trods flere nærgående forsøg, lykkedes missionen for sønderjyderne og dermed måtte man ty til forlængelse.

Den var end ikke er minut gammel, før Morin for anden gang denne aften blev efterladt helt blank midt for mål. Canadieren kunne nærmest nå at tage en diskussion med sig selv om, hvilket hjørne han ville sætte pucken i, så god tid gav den sønderjyske defensiv ham.

Iskoldt sænkede han pucken på en chanceløs Patrick Galbraith.

Aalborg kunne derfor juble over bonuspointet, og det var ganske fortjent efter spil og chancer. SønderjyskE kunne glæde sig over sæsonens første point mod Pirates og at man trods alt for fjerde kamp i træk fik sat point på kontoen.

De mange skader i en smal trup volder stadig sønderjyderne kvaler, og den af Kim Lykkeskov tidligere varslede forstærkning i Januar, må blive taget imod med kyshånd i omklædningsrummet.

Aalborg spillede en rigtig god udekamp og producerede massevis af chancer. Specielt tredje periode var gæsterne i spillehumør og eneste minus hos nordjyderne må være den dårlige chanceudnyttelse, der dog til dels også skyldtes en glimrende kamp af Patrick Galbraith.


Esbjerg tromlede hen over Herlev igen og vandt 7-1 Rungsted fortsætter i toppen efter revanche mod Herning