To lokale spillere er klar til endnu en sæson i det midtjyske

Herning Blue Fox præsenterer sine to forlængelser således: 

Nyeste skud på stammen af de to forlængelser er 19-årige Frederik Brændgaard, der slidsomt gennem de seneste to sæsoner har vist vejen i fjerdekæden som center for den hårdtarbejdende kæde der har fået lov at klø på. Gennem de to sæsoner han har spillet, har han opnået 98 kampe, og med en forlængelse på to år, kan den unge blåræv fejre 100 kamps jubilæum tidligt inde i den kommende sæson.

Frederik Brændgaard er som skrevet en af de lysende talenter fra Herning Ishockey Klub, og er også søn af tidligere Herning-spiller Lars Brændgaard. Senest i sidste sæson deltog han også med det danske U20-landshold til VM, hvor han var kaptajn for de danske løver og opnåede flotte 5 point i 8 kampe.

Hovedpersonen selv glæder sig til de to kommende sæsoner sammen med resten af de velkendte holdkammerater.

- Jeg er utrolig glad, for at få en aftale på plads med Blue Fox, som også altid har været min førsteprioritet i forhold til min videre udvikling. Samtidig er det også her jeg ser mine bedste muligheder for at vinde noget, siger han.

Sammen med Frederik Brændgaard følger yderligere en midtjysk angriber, og her er altså tale om en noget mere etableret spiller der kender gamet gennem mange sæsoner i dansk ishockey.

For det er netop lykkedes at nå til enighed med 29-årige Joachim Linnet der tager endnu en sæson i det midtjyske hos barndomsklubben.

Joachim Linnet kom tilbage til Herning sidste sæson efter en smuttur i Herlev Eagles, hvor han spillede sammen med sin storebror. Det blev en sæson, hvor han for alvor viste, at der er masser af stærke sæsoner tilbage i den navnekendte ishockeyspiller, der også har aner tilbage i klubbens historie.

I alt 477 ligakampe har Joachim spillet, og heraf er de 330 blevet spillet i Herning. Den fysisk stærke forward har vundet et dansk mesterskab tidligere med rævene, og er således nu klar til at styrke truppen for endnu en sæson.

- Jeg er utrolig glad for at få en aftale på plads med Blue Fox. Jeg har altid været glad for at spille for Herning, så nu glæder jeg mig bare til august måned, hvor vi kan komme på is igen, lyder det fra Joachim Linnet.

Hos Herning Blue Fox er man yderst tilfredse med de to forlængelser, der ses som en vigtig del af opbygningen for den kommende sæson. ”

- Joachim og Frederik er to virkeligt hårdtarbejdende spillere der giver alt for holdet til både træning og kamp. Frederik er i en forrygende udvikling, og vi glæder os over, at han fortsat ser sine bedste muligheder for yderligere udvikling hos os. Og Joachim er bare altid en spiller der yder hundrede procent. Vi ved præcis hvad vi får i ham, og det er ikke uden grund, at han hele sidste år spillede undertalsspil for os. Han er altid den første til at blokere skud, og så har han en evne til altid at kunne give de sidste procenter der skal til”, forklarer Blue Fox direktør Torben Skovsgaard.

 


Blue Fox spiller Frederik Brændgaard, som her ses med direktør Torben Skovsgaard, har netop underskrevet en 2-årig forlængelse.


Frederik Søgaard skifter til Odense Bulldogs fra Aalborg Travis Brown fortsætter i Esbjerg