Esbjerg blev hjulpet godt på vej i kampens indledning, hvor Rungsteds Dawson Davidson fik indkasseret 27 udvisningsminutter inden man havde rundet fem spillede minutter. Det udnyttede Esbjerg til at score tre gange i power play. Herefter så vestjyderne sig ikke tilbage.

Esbjerg Energy – Rungsted Seier Capital 9-3 (7-1, 1-2, 1-0)

Granly Hockey Arena lagde is til sæsonens femte indbyrdes opgør mellem Esbjerg og Rungsted, da nordsjællænderne tirsdag aften gæstede Esbjerg. Det var gæsterne der havde revanche til gode, da Esbjerg havde vundet alle fire tidligere indbyrdes opgør de to hold imellem.

Til aftenens kamp stillede Rungsted uden Matthias Asperup, Jack Jacome og Rasmus Andersson, mens Esbjerg måtte undvære Frederik Bjerrum, Tobias Ebener, Henrik Mærsk Clausen og Yanick von Bergen. Målmandsduellen stod mellem Oskar Östlund og Mathias Seldrup.

Rungsted-udvisninger startede vestjysk vanvidsperiode

Lad det være sagt med det samme: Femte gang blev heller ikke lykkens gang for Rungsted, når det kom til at få skovlen under Esbjerg.

Gæsterne gjorde det heller ikke let for sig selv tidligt i kampen, hvor Dawson Davidson indtog en særdeles uheldig hovedrolle for Rungsted. Den canadiske back fik raget en udvisning til sig for en unødvendig slashing efter tre minutters spil og et halvt minut senere havde Andreas Grundtvig bragt Esbjerg foran med 1-0, da han i power play selv førte pucken ind i gæsternes zone, brugte Oliver Kjær som mellemstation, inden han fik pucken retur fra Kjær og resolut firsttimede den ind bag Oskar Östlund.

Dawson Davidson vendte naturligvis tilbage på isen efter Esbjergs scoring, men kun godt et minut senere fik han igen gjort uheldigt opmærksom på sig selv, da han ramte Esbjergs Arturs Salija med en hård tackling, som dommerne efter videogennemgang takserede til 5 minutter + game misconduct for boarding. Davidson havde dermed fået raget 27 udvisningsminutter til sig inden kampen havde rundet fem minutter.

Esbjerg kunne derimod fortsætte de gode takter i overtalsspillet, hvor vestjyderne kun behøvede 48 sekunder for at fordoble føringen. Jeff King fandt Brandon Magee midt i slottet og her svigtede den canadiske målræv ikke, da han passerede Östlund ganske yderligt i målet. 2-0 var dermed en realitet.

Inden Rungsted igen blev fuldtallige havde Esbjerg også øget til 3-0. Josh Winquist sendte en pasning lige frem i banen, hvor Grayson Downing takkede for muligheden. Efter et par hurtige træk inde foran kassen sendte den elegante canadier køligt en baghåndsafslutning op i nettaget.

Vestjyderne havde scoret tre gange i overtal i løbet af mindre end tre minutter og kampen synes nærmest afgjort inden den for alvor var kommet i gang.

Værterne fortsatte dog ufortrødent i det høje gear og Victor Sand blev næste mand på måltavlen for Esbjerg, da Sebastian Skovning sendte ham af sted hen over gæsternes blue line. Sand gik direkte på mål og afsluttede fra en position i udkanten af faceoff-cirken. Via Östlund endte pucken i nettet og Esbjerg var foran med 4-0 efter en afslutning, som gæsternes keeper burde have taget sig af.

Mark Pederson tog konsekvensen og skiftede målmand. Ud gik Oskar Östlund og ind kom Magnus Wulff.

Esbjergs Jeff King gav dog ikke den netop indskiftede Magnus Wulff en ærlig chance for at nå at blive varm, da han ved førstkommende lejlighed, fra en position i udkanten af faceoff-cirkeln, sendte et dommedagshug af et slagskud op i nærmeste målhjørne til 5-0. Det var i øvrigt Esbjerg-målmand Mathias Seldrup der viste glimrende overblik, da han med en lang pasning sendte King af sted ind over gæsternes blue line. Seldrup noterede sig dermed en assist og Esbjerg var oppe med fem, mens der stadig resterede 7:41 af åbningsperioden.

Vestjyderne var dog ikke færdige endnu. To minutter senere øgede Juuso Walli således til 6-0, da han udnyttede trafikken foran gæsternes mål til at sende et følt håndledsskud ind bag en chanceløs Wulff i Rungsted-målet.

To minutter før pausesignalet fik Rungsted sat en reducering ind efter at have vendt spillet hurtigt umiddelbart efter en faceoff i egen zone. Gæsterne slog kontra og det var her Maksim Popovic der fandt Lucas Andersen, som tæt under mål fik ekspederet pucken forbi Seldrup til 6-1.

Det skulle dog alligevel lykkedes for Esbjerg at få det sidste ord i åbningsperioden, hvor Brandon Magee med 55 sekunder igen overtog pucken fra Grayson Downing dybt i gæsternes zone, hvor han efter et par fikse træk lagde en baghåndsafslutning højt op i målet. 7-1 var dermed stillingen efter en vanvittig første periode, som talte 11 Esbjerg-afslutninger og syv til gæsterne. Esbjerg havde dermed med imponerende udnyttelsesprocent på 63,6 i åbningsperioden.

Oliver Green med første Metal Liga-mål

Om det mest var Esbjerg der slap gassen eller om det mest var Rungsted der rykkede tættere sammen i bussen efter en opsang i pausen skal være usagt, men uanset årsagen, så kom gæsterne i hvert fald bedre med rent spillemæssigt i anden periode.

Esbjerg øgede ganske vist til 8-1 tre minutter inde i perioden, da Brandon Magee pillede pucken fra Albin Lindgren i hjørnet bag gæsternes mål, inden han skar ind foran Wulff, hvor han flot fuldendte sit hattrick, ved at sende skiven op over skulderen på den unge Rungsted-keeper.

Herfra leverede gæsterne dog en ganske hæderlig omgang ishockey og nordsjællænderne vandt da også resten af perioden med 0-2. Efter otte minutter arbejdede Tim Wahlgren stærkt i hjørnet bag Esbjergs mål, inden han sendte pucken ind midt i slottet, hvor 16-årige Oliver Green havde taget opstilling. Trods den unge alder tøvede Green ikke, da han på flotteste vis noterede sig sit første Metal Liga-mål, efter at have sendt skiven op over skulderen på Seldrup til 8-2.

Gæsterne reducerede nok en gang efter 13 minutter, da Filip Karlsson sendte Steve Whitney af sted på et break away-forsøg. Her var den amerikanske forward sikkerheden selv, da han resolut passerede Seldrup i Esbjerg-målet. Der blev ikke scoret yderligere i anden periode.

Rasmus Bjerrum-comeback med scoring

Rasmus Bjerrum har siddet udenfor på det seneste for vestjyderne, men var tilbage på holdkortet her til aften. Det fejrede den rutinerede forward ved at score kampens sidste mål til 9-3. Scoringen kom tre minutter inde i perioden, hvor det trods to Rungsted-backs inde foran mål, alligevel lykkedes for Bjerrum at få prikket pucken i mål.

Også i tredje periode leverede gæsterne faktisk en glimrende indsats, uden at det for alvor kom til udtryk på måltavlen. Rungsted vandt skudstatistikken i tredje periode med klare 4-10 og i momenter var Esbjerg også gevaldigt pressede i egen zone, hvor Seldrup leverede flere store redninger, selvom det til tider lignede power play og brændte gevaldigt på foran værternes mål.

 


Aalborg tog Metal Final4-revanche og slog Odense OPTAKT: Esbjerg Energy-Rungsted Seier Capital