Mere om kampen tirsdag aften i Rødovre Centrum Arena

Rødovre Mighty Bulls-Frederikshavn White Hawks 0-3

Tadeas Galansky noterede sin shutout nummer tre i indeværende sæson. På 10 kampe er det ganske solidt, og bortset fra sammenbruddet i Esbjerg har Galansky haft godt fat i modstanderne i løbet af sæsonen.

Matt O'Connor, Rødovres normale målmand, fik en pause i går, hvor unge William Rørth fik sin sæsondebut og gjorde det fornuftigt. 

- Det var dejligt at komme i gang igen, og få lov til at spille. Vores første målmand Matt O’Connor har jo stået super godt, så jeg må jo kæmpe noget hårdere, for at få min plads. Jeg må vise, at jeg godt kan være med, så jeg kan få nogle flere kampe, og vise at jeg sagtens kan sættes ind, hvis der sker noget, eller hvis Matt skal have en pause, sagde William Rørth efter kampen.

Det var kamp nummer 100 for William Rørth som omklædt Rødovre-målmand. De fleste har været som backup.

Frederikshavns Dane Fox noterede sig for 25:41 minutters istid, mest hos nordjyderne. Han blev efterfulgt skarpt af Anders Eriksson, der begynder at udfylde en vigtig rolle hos White Hawks.

Rødovre førte skuddene 21-10 efter to perioder, men var bagud 0-2. 

Kanal Frederikshavn skriver: I den (afgørende) fase af kampen noterede vi også, at russeren Aleksandr Bumagin arbejdede ihærdigt begge veje. Han viste stor vilje. Dejligt at se for White Hawks-supporterne i Rødovre. 

Der var tvivl om kampens første mål. Var pucken inde eller ej? Videoen giver ikke endegyldige beviser, men dommerne var sikre i deres sag og stod ganske godt placeret. 

Efter et par kampes fravær var Andre Pison tilbage for Rødovre. Han noterede sig for 10:50 minutter på isen på et Rødovre-mandskab, hvor spilletiden syntes ganske jævnt fordelt. 


Danske ishockeyfans samler ind: Med til at støtte Knæk Cancer-kampagnen Kampnoter: Rundt om Esbjerg Energy-Herlev Eagles