Fynboerne må melde forfald i morgen aften

Odense Bulldogs er rendt ind i så mange skader i forsæsonen, at fynboerne af "sikkerhedshensyn" har meldt forfald til den ellers programmerede træningskamp i Esbjerg i morgen aften. 

Odense har foreløbig trænet og spillet mod SønderjyskE og Herning og havde på forkant af de to kampe allerede et par spillere, der døjede med lidt problemer.

Bulldogs' hjemmeside skriver følgende om situationen:

"Bulldogs-truppen er ramt af en række skadede spillere med Radek Cip, Mark Auk, Martin Larsen, Christopher Kamph og Marcus Pedersen dømt ude af opgøret. Derudover finder U25-landsholdssamlingen i denne uge sted, hvor Oliver True, Nicolai Weichel og Rasmus Simonsen er udtaget. Med otte spillere ude, ville vi ikke kunne mønstre et konkurrencedygtigt hold og dermed ikke give et retvisende billede af truppen."

"Esbjerg Energy blev informeret om disse forhold, som reducerede den sportslige værdi af træningskampen markant, og traf ud fra dette valget om at aflyse kampen. Denne beslutning bakker vi naturligvis op om og ser i stedet frem mod fredag, hvor testkampen mod SønderjyskE finder sted."

Esbjerg-spillerne får dermed en friaften - i hvert fald når det gælder kamp - og kan i stedet gøre sig klar til fredag, hvor det gælder kampen mod Fischtown Pinguins i Bremerhaven klokken 20:00. 

Det er en del af swb-Energie Cup hos den nordtyske klub. 


HAR DU KØBT BILLET? VERDENSSTJERNER I HERNING OG RØDOVRE OM FÅ DAGE! SKARPE SKUD: Billeder fra testkampen mellem Herlev Eagles og Sydkorea