Kampstart 16:00 i Granly Hockey Arena

Der er en god gang lørdagshockey på menuen i Esbjerg i eftermiddag.

Vestjyderne kæmper for den efterhånden sidste chance for Metal Final4, mens gæsterne fra Aalborg Pirates for en enkelt gangs skyld skal rejse sig efter to nederlag på stribe. Først i Herning og siden i tjekkiske Trinec, hvor Pirates CHL-kampagne sluttede med et nederlag på 0-4. 

Esbjerg giver formentlig debut til Brandon Magee, der er hentet i Rødovre på grund af vestjydernes hårde skadessituation.

- Vi lavede for mange og for store fejl i Frederikshavn. Med dem gav vi hjemmeholdet let spil og gav den for mange og for store muligheder. Men truppen blev yderligere decimeret som kampen skred frem og det satte sit præg på indsatsen. Men vi fik udlignet inden de afgjorde tingene og det er udtryk for karakter med så smal en trup, vurderer cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy i Esbhergs kampoptakt.

- Vi lærer af vores fejl og tager det positive med. På udebane skal vi være skarpe og effektive. Vi skal ikke tage unødige chancer men undgå fejlene. Dem begik vi og det kostede deroppe. Men jo, vi spiller med en smal trup, der blev smallere gennem kampen og det kostede os i Frederikshavn, lyder det fra Jaspers.

Aalborg kommer altså fra en lang tur til Tjekkiet. Men CHL-kampene mod de stærke europæiske modstandere ser ud til at have haft en yderst positiv virkning på Pirates-mandskabet her i begyndelsen af sæsonen. Der har i hvert fald været en del kampe, hvor Aalborgs tempo i skøjterne har været på et andet niveau end modstandernes. 

Historikken: Til gengæld er Esbjerg sammen med Herning de to eneste hold, der har formået at besejre Aalborg i denne sæson. Og det var endda i Sparekassen Danmark Isarena, hvor vestjyderne spillede sæsonens hidtil bedste kamp og vandt 5-4.

Det forventer vi: At Esbjerg skal kæmpe for at holde Aalborg stangen i eftermiddag. Vestjyderne er ramt på skader for øjeblikket, og det er vanskeligt at møde Aalborg i sådan en situation.

Hold øje med: Brandon Magee var en stærk indpisker i Rødovre. Måske kan hans ihærdige stil løfte Energy-holdet. Hos Aalborg har Julian Jakobsen stille og roligt fået nogle minutter i benene, og han må nærme sig en god form.

Metalligaen.tv: Søren Kaster er på plads i Granly Hockey Arena, hvor han guider seerne gennem de 60 minutter.

Skader/karantæner: Esbjerg har netop fået Arturs Salija sendt ud i tre kampe med karantæne. Grayson Downing spillede kun tre minutter i Frederikshavn, hvor Philip Larsen også kun spillede 14 minutter. Søren Nielsen har stoppet karrieren, mens Frederik Bjerrum har været ude med en en skade i de seneste kampe. Yanick von Bergen var heller ikke med i Frederikshavn, mens Josh Winquist vender tilbage efter en spilledags karantæne. Aalborg spillede i Tjekkiet uden Nikolaj Carstensen, Søren Dietz-Larsen og Calder Brooks. 

Statistikken: Tæller man CHL-kampene med, så kommer Aalborg med uvante tre nederlag på stribe. Esbjerg har blot fået tre point i de seneste fem kampe. 


GOALSHOW: SE MÅLENE FRA FREDAGENS KAMPE TRE SPILLEDAGES KARANTÆNE til Arturs Salija, Esbjerg Energy