Kampstart 19:00 i Kvik Hockey Arena

Sikke en start på Metal Ligaen efter landsholdspausen.

Herning Blue Fox tager imod Aalborg Pirates i duellen mellem nummer to og et. 

Begge hold har spillet 18 kampe og aalborgenserne er pt. seks point foran midtjyderne, der altså virkelig kan komme tæt på førstepladsen i aften.

Seneste opgør i Kvik Hockey Arena har herningenserne formentlig i frisk og god erindring, eftersom det endte 6-2 til Blue Fox. Det første opgør mellem de to hold endte 3-1 til aalborgenserne.

- Det kan næsten kun blive en interessant kamp og igen forhåbentlig med mange tilskuere i hallen. Vi skal i gang igen efter landskampspausen, og vi skal være klar fra start, for det er tydeligt for alle, at Aalborg er et hold med mange kvaliteter, siger Hernings finske back Santeri Suistio før kampen til Sportherning.dk. 

Ingen af de to hold har tabt i ordinær tid i de seneste fem kampe op til landsholdspausen, men Herning står med 12 point, mens gæsterne har vundet to kampe "rent" og tabt tre kampe i overtid eller straffe og dermed har hentet ni point i de seneste fem kampe. 

I aften er der tale om en slags genstart efter en længere pause, hvor de to hold har haft spillere på landsholdsopgaver. 

Det forventer vi: Derfor vil vi formentlig se to hold, der går "stille og roligt" til værks i de første 20 minutter. Spillerne skal lige finde sig selv og hinanden igen, inden tøjlerne kan slippes løs igen.

Hold øje med: Mathias From er i fart efter stærke indsatser på landsholdet, det samme gælder for Pirates-backen Anders Koch. 

Skader/karantæner: Herning skulle have alle skadede spillere klar igen efter pausen, og mon ikke også Aalborg er kommet en mand eller to nærmere en "ren skadesliste"?

Metalligaen.tv: Michael Damsted er på plads i Kvik Hockey Arena i aften og vil guide dig gennem de 60 minutter. 

Statistikken: Jesper Thörnberg har spillet en vild sæson hidtil. Han står med 31 point (14+17) i 18 kampe og rammer altså plet i Herning-trøjen. Hos Aalborg er Pierre-Olivier Morin topscorer med 22 point (10+12).

Historikken: Aalborg vandt det første opgør 3-1 på hjemmebane, mens Herning tog "returen" med 6-2. I begge kampe var der tale om ganske sikre hjemmesejre. 


VICTOR GADE er tilbage i Herlev Eagles-trøjen Appen til Metalligaen.tv er klar i App Store!