Når man har dækket den danske liga i 45 år, har man i sagens natur set og hørt mange mærkelige ting, men jeg tror ikke, at jeg har oplevet en så crazy sæson som 1982-83.

Det var dengang, tjekken Pavel Zabojnik var landstræner og samtidig træner i AaB. En billig, men uheldig kombination. De lidt ældre i gårde kan sikkert huske balladen, da Pavel Zabojnik mistænkte Herlevs nordamerikanske stjerner Frank Barth og Dana Barbin for at være dopede. Zabojnik blev fyret af DIU, men genansat få dage senere, så han kunne coache landsholdet i C-VM i Budapest.

På samme tid var der historien om, at Herlevs kasserer var kommet til at sælge hjemmebanefordelen i den tredje og afgørende kamp i DM-semifinalen mod AaB, så den nu skulle spilles – i Gladsaxe!

Lad os starte med den sidste sag, så vender vi tilbage til Pavel Zabojnik og dopingsagen. Eller hvad vi nu skal kalde den.

Herlev og AaB havde en sejr hver, og nu skulle det afgøres i Herlev, hvem der skal møde Rødovre i finalen. Men 23. februar 1983 kunne man læse i BT:

AaBs sponsor, direktør Kurt Hildebrands benhårde forretningsmetoder har rystet Herlev Ishockey Klub og tvunget klubben til at flytte den afgørende DM-semifinalekamp i morgen mod AaB til Gladsaxe Skøjtehal.

Truslen om en retssag med erstatningskrav på et sekscifret beløb gav ikke Herlev IK noget valg.

Affæren startede efter den anden semifinalekamp i Aalborg. AaBs formand, Lars Hedegaard, spurgte på Kurt Hildebrands vegne, hvor mange billetter man kunne købe til AaBs supportere til kampen i Herlev.

Skønt Herlev kun havde fået 200 til kampen i Samsøgade, accepterede man at lade AaB købe 500.

Kurt Hildebrand spurgte derefter Herlevs kasserer, George Petersen, om han kunne købe 1.000 billetter, halvdelen af Herlev Skøjtehals kapacitet. I et ubetænksomt øjeblik hoppede kassereren på checken med det svimlende beløb på 33.000 kr.

Herlevs øvrige ledelse og træner Richard David og spillerne blev chokerede, da de erfarede, hvad der var sket. Ikke blot havde kassereren solgt billetter, han ikke havde. Værst af alt: Han havde solgt Herlevs hjemmebanefordel.

Kurt Hildebrand afviste kategorisk et tilbud fra Herlev IKs bestyrelse på 500 billetter og udsendte et telegram, formet som en pressemeddelelse med den bombastiske overskrift: ”Vi kæmper med næb og klør.” Han meddeler her, at han har sat sin advokat, landsretssagfører Børge Nielsen, Nørresundby, på sagen og citerer advokaten for ordene:

”Kurt Hildebrand har købt og betalt 1.000 billetter. Derfor har han også juridisk krav på at få dem udleveret. Sker det ikke, bliver der tale om en såkaldt umiddelbar fogedforretning. Så møder vi op i Herlev Skøjtehal med fogeden og kræver 1.000 billetter udleveret. Sker det ikke, rejses der erstatningssag mod Herlev, som kræves dømt til at betale samtlige udgifter, som uretmæssigt er påført min klient ved, at han ikke har fået udleveret den vare, som han har betalt for.”

Herlev havde allerede solgt over 1.000 billetter i forsalg, da klubbens kasserer begik sit livs bommert. Med truslen om fogedforretning så man ingen anden udvej end at flytte til en skøjtehal med større kapacitet, nemlig Gladsaxe.

Herlev havde konsulteret både DIF og DIU, men ingen kunne hjælpe. Kurt Hildebrand kom nu med et udspil: ”Moralsk købte jeg rettighederne til halvdelen af billetterne. I Gladsaxe betyder det 1.500,” siger han til BT.

Denne påstand stemples af en rasende Herlev-træner, Richard David, som direkte løgn.

”Der var tale om 1.000, ikke én billet mere.”

Richard David med en glorværdig fortid i AaB satte et stort spørgsmålstegn ved Kurt Hildebrands forretningsmoral og tilføjede:

”Det er påfaldende, så tavs AaBs bestyrelse har forholdt sig. Det skyldes måske, at det er sponsoren og ikke bestyrelsen, der styrer klubben. Er det tilfældet, står det virkelig sløjt til med dansk ishockey.”

Vi springer nu til kampen i Gladsaxe, som samlede 3.780 tilskuere.

Nordjyderne vandt 7-2. En overdådig førstekæde med Per Viggo Jacobsen, Preben Sørensen og amerikaneren Ray Casey scorede fem mål og neutraliserede Frank Barth og Dana Barbin, som virkede helt ved siden af sig selv efter dopingbeskyldningerne fra Pavel Zabojnik i Aalborg Stiftstidende.

I finalen ventede Rødovre på AaB. Efter 7-6 sejr i Kostalden kunne AaB sikre sig klubbens anden titel på hjemmebane, og alt var klar til den store guldfest i Aalborg. Jeg husker, at Kurt Hildebrand kom over til pressepladserne inden kampen og inviterede journalisterne med til festen. Så kiggede han på denne ydmyge signatur og sagde:

”Men ikke dig. Du er ikke velkommen.”

Jeg mener ikke, at skrivende journalister, der dækker en kamp, skal juble på pressepladserne. Det har jeg aldrig gjort. Jeg gjorde det heller ikke, da Olaf Eller scorede i overtiden for Rødovre og fremtvang en tredje og afgørende kamp.

Nu er det så længe siden, men – hånden på hjertet – jeg har sikkert tænkt, at det har du sgu godt af, Hildebrand.

Rødovre satte kronen på værket i Kostalden. Taget nærmest lettede på det gamle skur, da 5-3 sejren og klubbens anden DM-titel var en realitet.

Nu til historien om dopingbeskyldningerne fra Pavel Zabojnik, som blev fremsat i et interview i Aalborg Stiftstidende. Han mente, at de to store B’er, som BT havde døbt Barth og Barbin, måtte tage stimulerende midler, når de kan spiller 16 minutter i hver periode.

Den udokumenterede påstand kostede ham en fyring som landstræner.

DIUs formand, Kai Lassen, kaldte det en fritstilling med øjeblikkelig virkning, uden at Zabojnik havde været til høring. Han fik chokbeskeden i et iskoldt telegram. Det lå i luften, at Rødovres russiske træner, Valerij Shilov, skulle overtage landsholdet i VM.

Pavel Zabojnik sagde til BT efter den famøse kamp i Gladsaxe mod Herlev:

”Jeg har ikke beskyldt Barth og Barbin for at være dopede, men påpeget det unormale i, at de kan spille 16 af en periodes effektive 20 minutter for fuld tryk. Det finder jeg meget interessant, og jeg har derfor antydet muligheden for doping.”

Dertil skal siges, at han ellers havde godkendt artiklen i Aalborg Stiftstidende. Journalist Per Larsen læste den op for ham, inden bladet gik i trykken.

I AaB var man rasende over DIUs fyring af Pavel Zabojnik, og flere spillere truede med VM-boykot. Mindre end en uge efter fyringen vendte Kai Lassen & co. imidlertid på en tallerken. Zabojnik var taget til nåde.

Forvirringen var total.

VM i Budapest? Tja. Danmark tabte den sidste kamp til Holland med ydmygende 0-10 og sluttede på fjerdepladsen efter Holland, Ungarn og Kina.

Det var også i den ungarske hovedstad, at George Galbraith fik en bar opkaldt efter sig. ”George’s Bar”. Den lå i kælderen på Hotel Stadion, hvor spillerne boede. Vojens’ canadiskfødte keeper var blevet nægtet spilletilladelse af IIHF og snydt for VM-debut. Og hvad skulle han så bruge fritiden til i Budapest? Han gik i baren sammen med journalisterne, forstås.