Journalist Peter Fredberg mindes finalen i 1984, da guldvinderne slog et smut omkring amtssygehuset i Glostrup på vej hjem til nattefesten i Herlev Skøjtehal

Natten mellem den 7. og 8. marts 1984 glemmer Herlev-legenden og klubbens første landsholdsspiller, playmakeren Jan Larsen, aldrig.

Han tilbragte den på amtssygehuset i Glostrup efter en menisk- og korsbåndsoperation. Uheldet skete i et sammenstød med banden ti minutter inde i den første DM-finalekamp på hjemmebane mod AaB. Sjællænderne vandt 5-4.

Returkampen i Samsøgade i Aalborg tre dage senere endte med en Herlev-sejr på 2-1 i et drama, hvor frustrerede nordjyske ballademagere kylede flasker på isen, da skuffelsen var en kendsgerning.

Efter hjemkomsten på sjællandsk jord skulle de lykkelige mestre omkring Jans sygeseng for at dele deres glæde med den uheldige helt, inden de fortsatte til sejrsfesten i Herlev Skøjtehal. Historien fyldte B.T.s midtsider med en 12-spaltet rubrik: GULD PÅ SENGEKANTEN. Det var dengang, avisen havde deadline midt på natten.

Helt uproblematisk var det ikke, da holdkammeraterne ville give Jan Larsen hans velfortjente guldmedaljer på det natstille sygehus. Men det lykkedes at få den sengeliggende spiller bugseret ind på en anden stue, så de improviserede og noget støjende festligheder ikke vækkede hele afdelingen.

Var det en hård skæbne for en af klubbens største navne ikke at være med i det afsluttende slag, fandt han trøst i guldmedaljen og den varme hyldest.

At det var de rigtige, der vandt guldet, blev understreget af ”Årets spiller”, AaBs Peter Rasmussen. ”Herlev vandt også grundserien og viste i hele turneringen, at de er andet og mere end Frank Barth og Dana Barbin,” lød hans anerkendende ord.

På sygehuset sagde Jan Larsen: ”Skidt med, at jeg skal humpe rundt det meste af sommeren. Bare jeg kommer til at spille hockey igen.”

Det behøvede han nu ikke være nervøs for. Den hårdtarbejdende og spilintelligente center gjorde et fornemt comeback. Både på klubholdet og landsholdet.

Under nattefesten i skøjtehallen, hvor champagnepropperne fløj om ørerne til smukke borgmesterord, talte jeg med den 32-årige andenmålmand, Søren Ahl. Han var med til at stifte klubben i 1968, ni år inden Herlev fik sin egen skøjtehal. Inden da havde man lejet sig ind i Kostalden på de dårligste træningstider i nabokommunen Rødovre. Og ingen regnede Herlev for noget som helst.

Søren Ahl smilede lykkeligt til sin guldmedalje, skønt han overhovedet ikke var på isen, men trofast sad i boksen som reserve for unge Anders Hartzberg i samtlige kampe.

”Det er mærkeligt at være den sidste, der er tilbage fra dengang. Jeg husker vores første kampe. 0-30 mod KSFs andethold og 1-28 mod Gladsaxe. Jeg var angriber de første år. Men da vores målmand blev træt af at hente puckene ud af målet, ofrede jeg mig og gik på kassen. Og der har jeg stået siden,” funderede han og smilede kærligt til sin guldmedalje.

Jan Larsen var en bærende spiller på Herlev-holdet de tre gange, klubben vandt medalje: Bronzen i 1983, guldet i 1984 og sølvet i 1988. I samme periode var han med i tre VM-turneringer. I Budapest 1983, Chamonix og Megeve i de franske alper i 1985 og Puigcerda i Spanien i 1986. Landsholdet lå dengang og rodede rundt i midten af C-gruppen. I alt spillede han 53 landskampe.

På Herlevs DM-guldhold var nordamerikanerne Frank Barth og Dana Barbin de lysende stjerner. Hvilken duo. To af 80ernes største navne på dansk is. Den sæson lavede de henholdsvis 102 og 98 point og var på isen det meste af tiden, pisket frem af cheftræner Richard David. Men bemærk også, at Herlev fire år senere vandt sølv – uden B&B.

”I vores gyldne periode havde vi et godt sammenspillet hold. Det fællesskab ser man ikke i dag på samme måde. Det er sjældent, en klub stiller samme hold to år i træk. Det gjorde os stærke dengang. Vi kæmpede for hinanden og for klubben,” siger Jan Larsen i dag.

”Det er sjovt at blive mindet om vores mesterskab. Tænk, er det virkelig 34 år siden. Uhyggeligt, som tiden iler.”


RETRO: Målmanden, der blev bykonge RETRO: Det gyldne Rungsted-dynasti