Gæsterne fra Nordsjælland fik sin revanche for nederlaget tidligere på sæsonen

Rødovre Mighty Bulls – Rungsted Seier Capital 2-7 (1-1, 1-3, 0-3)

Fredagshockey og oktoberfest i Rødovre Centrum Arena bød gæsterne fra Nordsjælland indenfor til endnu et kapitel i arvefjendeserien. Efter første møde ved premieren på årets turnering, hvor Rødovre vandt i en målrig affære, var det måske tid til revanche.

Siden dengang er holdene gået hver sin vej i tabellen, gæsterne frem og hjemmeholdet tilbage, men i et derby kan alt ske.

En yderst velbesøgt arena kunne se kampen komme fint i gang. Påpasselig omgang med pucken og til angreb uden de store rundture var kodeordet, med Rødovre der svingede taktstokken. Små fem minutter spillet kom da også åbningskassen til hjemmeholdet, da Frank Gymer med en solotur tørrede gæsternes defensiv og bragte Rødovre i front.

Kort efter en kæmpe mulighed for kvittering til Rungsted, men som for fem dage siden var både målrammen og William Rørth ikke til at skyde igennem. Gæsterne satte dog tempoet et gear op efter den overraskende føring og satte hjemmeholdet under gevaldigt pres.

En udvisning til Rødovre var lige det gæsterne havde brug for, og efter pucken blev kørt godt rundt i zonen kunne Morten Jensen med et tørt hug skabe balance i regnskabet. Scoringen trak noget af hjemmeholdets energi ud af kampen, og resten af perioden tilhørte gæsterne der dog ikke kunne kapitalisere overhånden.

Anden periode fortsatte med gæsterne først på pucken, og efter et halvt minut trak hjemmeholdet kampens anden udvisning og dermed serveretten til Rungsted, og den blev udnyttet til føringskassen sat ind af Jack Jacome i samme moment som hjemmeholdet igen blev fuldtallig.

Det blev også Rungsted der satte næste scoring. Under en afventende udvisning til tyrene kunne Jacob Gammelgaard sende et slagskud i mål. En halv periode spillet og alt spil foregik i hjemmeholdets zone, hvor de kæmpede med næb og klør for ikke at komme yderligere bagud.

En batalje midtvejs gav gæsterne overtal. Om end der skal to til tango fik hjemmeholdet lige en straf mere så det blev overtal til gæsterne igen. Det varede dog ikke mange sekunder før det retfærdigt blev fire mod fire. Kampen ændrede lidt karakter mod slutningen af de midterste tyve minutter. Der kom mere fnidder og bid i tacklingerne spillerne imellem.

Rødovre fandt melodien med små fire minutter til tredje pause. En scoring fra Mikkel Binou Jensen på et godt kontrastød bragte stemningen tilbage, inden det hele skulle afgøres i tredje periode. Men inden da kunne vi lige nå endnu en scoring mere til gæsterne. Det var Lucas Andersen der fra distancen satte punktum for anden periode. 2-4 på tavlen.

Tredje periode havde samme tendens som de to første perioder. Rødovre havde ikke formatet til at stoppe gæsterne som stort set gjorde som det passede dem. Seks minutter spillet og Lucas Andersen gjorde sig til dobbelt målscorer. Målet vækkede for en stund hjemmeholdet, der atypisk fik bidt sig fast i offensiv zone uden dog at imponere.

Halvvejs endnu en scoring til gæsterne, Maksim Popovic var hurtigt på en retur i slottet. Der var ikke megen saft tilbage hos hjemmeholdet, der havde sit at se til med blot at få pucken ud af egen zone. Rødovres Marcus Almquist viste i glimt sine færdigheder frem, men der manglede lige det sidste.

Malte Setkov satte gæsternes syvende pind med godt seks minutter tilbage, da han satte pucken op i målhjørnet.

Rødovre havde sådan set muligheder for flere scoringer, men marginalerne og effektiviteten var der bare ikke i aften med en skudstatistik der siger to mål på tyve forsøg medens Rungsted brugte 27 skud til at sætte syv scoringer. 1856 tilskuere var på plads i Rødovre og satte sæsonrekord.


SønderjyskE sejrede i Vendsyssel Aalborg vandt tæt kamp i Herlev