Mattias Perssons gyldne oplæg i powerplay blev afgørende

Rungsted Seier Capital-Herning Blue Fox 4-2 (0-1,1-1,3-0) Det er yderst vigtigt at komme godt fra start i Metal Ligaen, hvis man vil i betragtning til Metal Final4, hvor der ”hakkes over” efter 16 kampe. Det vidste både Rungsted og gæsterne fra Herning før dagens kamp, der derfor blev spillet med solid intensitet.

Hjemmeholdet tog samtlige tre point efter en stærk finish og står dermed med fire point for to kampe, mens Herning nøjes med to point. Rungsted havde skrevet Marcus Olsson ind på skadeslisten, der i forvejen talte Røndbjerg og Bjerrum, mens Herning kom til Nordsjælland uden Petter Hansson, Morten Poulsen og Lukas Lundvald.

David Madsen tog centerpladsen i førstekæden sammen med Andersen og Persson hos Rungsted, men første periode endte med at tilhøre. Bortset fra en dum dobbeltudvisning til Miska Humaloja var gæsterne stærkest. Det var fortjent nok, at farlige Phil Marinaccio scorede periodens eneste mål, da han udnyttede et pucktab af Malte Setkov, endda mens Rungsted var i overtal.

David Madsen leverede en smuk detalje ved 1-1-målet, da han spillede Jacob Gammelgaard fuldstændig blank. Backen, der ellers ikke scorer mange mål, kunne næsten ikke undgå at ramme denne gang. Herning kom foran 2-1 inden periodens afslutning, da Kevin Tansey scorede sit andet mål for sæsonen.

Skulle midtjyderne igen have point med hjem fra en svær udebane?

Det så sådan ud i første halvdel af tredje periode. Ikke engang i powerplay havde Rungsted glid i pasningerne og gæsterne var i fin kontrol. Men et par udvisninger kostede. Patrick Madsen for slashing resulterede i, at Persson fik sat Andersson op til 2-2. En klassiker i Rungsteds powerplayspil.

Der var diskussion omkring Mathias Baus tackling på Sebastian Bergholdt med fire minutter igen. Den efterfølgende tumult resulterede i en to minutters-udvisning til Bau og så var det igen Persson, der slog til. Denne gang fandt han Lucas Andersen med en gedigen pasning og Andersen kvitterede med 3-2-målet. Sikke en vending på kampen.

Herning tog målmanden ud og fik sat et godt pres på Rungsted-zonen, men Wallin var på plads i buret. I stedet scorede Tim Daly fra egen zone til 4-2 og kampen var afgjort.


VIDEO: HETAG PRÆSENTERER HØJDEPUNKTER fra Frederikshavn-SønderjyskE Joseph Jonsson blev helten, da Herlev vandt i Esbjerg