SønderjyskE tabte premieren mod Herning på noget irriterende vis for hjemmeholdet fra Vojens.
Blot syv sekunder før tid scorede Morten Poulsen det afgørende mål i en situation, hvor Herning var i powerplay efter en dum udvisning til sønderjyderne.
Det kostede både et - måske to - point og træner Mario Simionis humør.
- Det var meget skuffende, og det er helt uforklarligt, at vi smider kampen væk på den måde. Havde tabt i forlængelsen, havde vi trods alt taget et point med hjem. Nu har Herning tre kampe. Det må ikke ske for os, hvis vi vil i top fire, sagde han til Der Nordschleswiger efter kampen.
Han konstaterede - også overfor Der Nordschleswiger - at han gennemgående var tilfreds med indsatsen. Dog så Mario Simioni også en række beslutninger gennem de 60 minutter, som ikke huede træneren. Og målscoringen - eller mangel på samme - var han slet ikke tilfreds med.
- Vi scorer gennemgående for få mål. I fem testkampe har vi kun scoret 10 mål. Sådan kan man måske vinde fodboldkampe, men ikke ishockeykampe, sagde han - og efterlyste mere præcision i de sønderjyske afslutninger.
Allerede tirsdag aften bliver der mulighed for at ramme buret, når sønderjyderne rejser til Odense - faktisk et sted, hvor SønderjyskE havde voldsomme problemer med at score mål i sidste sæson.