Se de seks udvalgte efter de to første runder i slutspillet

Ugens hold skal vi naturligvis nå inden næste spillerunde i playoff, og seks spillere er røget ind gennem nåleøjet i form af følgende lineup:

Målmand: Patrick Galbraith (SønderjyskE) To solide kampe af Galbraith, der åbnede serien mellem SønderjyskE og Herning med en redningsprocent på over 92. Har for alvor fundet formen frem igen. 

Back: Jonatan Nielsen (Rødovre) Leverede et par rigtig fine kampe mod Rungsted og viste prøver på sit forrygende slagskud, som blandt andet bragte Rødovre på 1-0 i den første kamp i serien.

Back: Shane Hanna (Rungsted) Superstærk kamp af Hanna, da det så sværest ud for Rungsted i kampen i Rødovre. Vigtige mål, hattrick og yderste koldblodighed i både defensiven og offensiven. En af ligaens bedste backer.

Forward: Jesper Thörnberg (Herlev) Drømmeskuddet som alle trænere ønsker at have på plads i powerplay. Herlev har det. Thörnberg scorede hele fire mål i powerplay i de to første kampe i serien. 

Forward: Martin Eskildsen (SønderjyskE) Vokser og vokser og var en konstant trussel for Simon Nielsen i de to første kampe i serien, kulminerende med det vildt præcise skud, der gjorde det til 3-2 i søndagens kamp i Herning.

Forward: Christian Wejse (Esbjerg) Vestjydernes bedste angriber over de to første kampe mod Frederikshavn, der havde svært ved at tøjle både Wejses høje pres i forecheckingen og hans målfarlighed inde foran kassen. God start på serien af esbjergenseren. 


STREAM: SønderjyskE-Herning Blue Fox OPTAKT: Aalborg Pirates-Herlev Eagles