Metal Ligaens abonnementsløsning blev kåret som den bedste ved Dansk Erhvervs kåring

Metal Ligaen kunne i aftes i "Hangaren" ved Copenhagen Airport fejre en storslået triumf udenfor skøjtehallerne, da Dansk Erhverv kårede vinderne af årets E-handelspriser i forskellige kategorier ved en stor prisfest.

Metal Ligaens UNLIMITED HOCKEY var nomineret som bedste abonnementsløsning, og da kåringen i aftes kulminerede, var det såmænd ligaens kommercielle chef Thomas Bjuring, der kunne gå på scenen og modtage den fornemme pris foran en propfyldt sal.

Kæmpestor jubel på ishockeybordet, hvor Peder Krogsgaard (Esbjerg Energy), Thomas Friberg (Rungsted Seier Capital) og Christine Russell (DIU) var de øvrige repræsentanter ved bordet, mens det som bekendt er Venue Manager, der har stået for den tekniske del af UNLIMITED HOCKEY. 

Alene navnene i konkurrencen i finalen siger meget om, hvilke stærke virksomheder, Metal Ligaen og UNLIMITED HOCKEY var oppe imod. Andenpladsen gik til Ejner Hessel (bilforhandler), mens Matas strøg ind på tredjepladsen. Champagne for alle og Wash World var de to øvrige finalister, så det var store navne, UNLIMITED HOCKEY fik væltet. 

- Jeg er af den overbevisning, at der faktisk er skrevet en slags historie i dag. E-handel har været et tema i mange år, men det er første gang, at professionel sport træder ind på scenen, som det er sket i dag. Vi mænger os med de allerbedste. Når man lykkedes med at skabe et samlet koncept som liga og med 10 direktører, der alle har deres egen mening om tingene og kører deres egen butik, og sammen skabe en platform med en så stor vækst, så er vi meget stolte på dansk ishockeys og på Metal Ligaens vegne, lød det fra kommerciel chef Thomas Bjuring, da han modtog prisen. 

Begrundelsen for UNLIMITED HOCKEYS sejr var denne:

- Metal Ligaen med konceptet ’Unlimited Hockey’ har igennem Divisionsforeningen formået at samle alle danske professionelle ishockey-klubber i en samlet platform og skabt en billet-revolution med over 25 procent vækst i antallet af sæsonkortholdere.

- Abonnementet giver dig adgang til hjemmekampe, udekampe og landskampe. Det er godt købmandskab at løfte alle klubbers omsætning til deres kampe. Juryen belønner Unlimited Hockey for at tænke ud af (ishockey)boksen ved blandt andet at belønne abonnenten for at benytte kortet i min. 80 % af kampene. De er de første som har formået at udarbejde et professionelt billetsystem på tværs af alle klubber, og andre sportsgrene kan kun være misundelige på konceptet.

- Aftenen og hele processen med at finde vinderne har endnu en gang bekræftet mig i, at vi har nogle vanvittigt dygtige virksomheder, der leverer på et tårnhøjt internationalt niveau, sagde Niels Ralund, E-handelsdirektør i Dansk Erhverv samme aften. 

- Og så har det sat en tyk streg under sammenholdet i branchen. Selvom mange er konkurrenter, så er man klar til at anerkende andres succes og komme med gode råd til, hvad vi sammen kan gøre for at blive endnu bedre. Det er fantastisk at være en del af, og jeg glæder mig allerede til næste års arbejde med E-handelsprisen, lød det.  


Rødovres Marco Illemann stopper karrieren Oliver Kjær fortsætter i Esbjerg Energy