Da SønderjyskE mellem jul og nytår var hårdt ramt af skader og i øvrigt havde tabt nærmest sensationelle otte kampe på stribe, var holdet på besøg i Odense til noget, der på det tidspunkt lignede en regulær bundkamp. Det var ikke kønt at se SønderjyskE hakke sig til en 4-2 27. december - hverken på tv eller i hallen.

Træner Mario Simioni lignede en mand, der helst ville være på familiebesøg et sted på den anden side af Atlanten, og at SønderjyskE en måned senere skulle vinde Metal Final4 var fuldstændig utænkeligt.

Men det skete. En måned senere i Aalborg var det et SønderjyskE-hold med flere spillere klar - stadig ikke fuldtalligt - og et fuldstændig anderledes ansigt, der mødte op i Bentax Isarena.

To taktisk stærke kampe mod Rungsted og Esbjerg og spillere, der på en måned havde fundet et helt andet gear, sendte sønderjyderne og deres fans hjemme foran skærmen i hockeyhimlen efter to indsatser, hvor de lyseblå havde skøjtet og arbejdet hidsigt i samtlige 60 minutter - og uden at begå de dumme, kampafgørende fejl.

Yannick Vedel og Martin Eskildsen trådte op som førende danske spillere, Patrick Galbraith fandt sit gamle jeg, og i det hele taget var det en weekend, hvor SønderjyskE fandt optimismen tilbage og hvor flere skadede og vigtige spillere som Prapevessis og Rollin Carlsson var tilbage.

Snart får sønderjyderne Matt Salhany ind i truppen, og Mario Simioni håber at få samtlige skadede spillere tilbage. 

Gør det - med Metal Final4 og sejre over Rungsted og Esbjerg i afgørende kampe in mente - SønderjyskE til en af de hotte guldfavoritter?

Nej, slet ikke endnu. Et er at vinde "serier over en kamp", noget er at spille bedst af syv, og SønderjyskE-holdet skal først bevise stabilitet over længere tid end en weekend. 

Men finder SønderjyskE "Metal Final4-gearet" frem til playoffs, er Mario Simionis ikke nogens livret i en kvartfinale - overhovedet ikke endda.