Metalligaen.dk-redaktør Michael Søvsø tager et lynkig på Metal Liga-holdene her i "landsholdspausen" - her Herning Blue Fox

Masser af fokus på Herning Blue Fox lige fra begyndelsen af sæsonen, og ikke uden grund. 

Navnkundige danskere blev hentet ind på stribe med Mads Christensen og Mathias Bau som store og flotte trækplastre for de tilskuere, som desværre ikke er kommet ind hverken på Kvik Hockey Arena eller andetsteds i kongeriget.

Samtidig bevarede Herning en stor del af stammen fra sidste sæsons mandskab, der kulminerede lige før slutspillet og lå til at gå langt, hvis nu det var kommet så vidt. Det var midtjyderne - forståeligt nok - svært irriterede over. 

Efteråret var op og ned for Blue Fox og bar ikke mindst præg af en masse skader og en solid omgang Corona, der holdt to tredjedele af truppen hjemme i isolation.

En enkelt ny spiller er kommet til i den dygtige svensker Petter Hansson, der har holdt skansen på en backlinje, der har været nede på ekstremt få folk til tider.

Daniel K. Nielsen har misset hele 35 kampe, og et eventuelt comeback fra veteranen kommer til at give Blue Fox et ekstra boost. 

Og så er spørgsmålet, om træner Ben Cooper kan få kaldt sine ærgerrige svende op på samme niveau som i fjor op til slutspillet. 

Lad os overordnet konstatere, at importspillerne og en god del af de unge mennesker har leveret som forventet, men at de bærende danske spillere - specielt de rutinerede - stadig mangler at levere "det lille ekstra". Der skal mere til fra Nielsen, Christensen og Poulsen (alle sammen), hvis Herning endelig skal vinde det guld, som de længes så meget efter ovre på Heden. 

Ligaen og modstanderne er stærkere end sidste sæson, Herning er stadig en kandidat til guldet, men slet ikke med "prædikatet" topfavorit, som både oddssættere og eksperter gav dem op til sæsonen. 

I enkelte perioder i sæsonen, eksempelvis i "serien" mod Rungsted, har Herning-maskinen vist, hvad der skal til, og det er slet ikke umuligt, at "veteranerne" hos Blue Fox stepper op, når det gælder. Det er i hvert fald påkrævet.  


UNLIMITED HOCKEY med i kapløbet om stor E-handelspris DEN HURTIGE PAUSESTATUS: SønderjyskE