Journalist Peter Fredberg fortæller om dengang, Danmarks bedste kvindelige ishockeyspiller kom hjem med OL-bronze og var tæt på debut i AL-Bank Ligaen.

ISENS DRONNING – bronzepigen tæt på sensationel debut i AL-Bank Ligaen.

Sådan hed en overskrift i B.T. 27. februar 2010.

Historien handlede selvfølgelig om supertalentet fra Rødovre, 19-årige Michelle Karvinen.

Med en dansk mor og en finsk far, Heikki Karvinen, Danmarks mest vindende ungdomstræner med 28 danske mesterskaber, havde hun dobbelt statsborgerskab, og for at realisere sin OL-drøm havde hun valgt at spille for Finland.

Vi skal lige have med, at hendes fire år ældre bror, Rødovre-forwarden Jannik, var dansk landsholdsspiller.

Få kvindelige ishockeyspillere i verden havde bedre skøjteløb, teknik og spilforståelse end Michelle.

Udsigten til at se hende spille for Rødovre Mighty Bulls i sæsonens sidste grundseriekamp mod Hvidovre få dage efter den olympiske triumf – hun var én af nøglespillerne på Finlands OL-bronzehold i Vancouver – var nok en fed rubrik værd.

Aldrig – som i OVERHOVEDET ALDRIG NOGENSINDE – havde en kvindelig ishockeyspiller optrådt i den bedste nationale ishockeyliga for mænd.

Jeg kan huske, at jeg ringede til Michelle og fortalte hendes om RMBs planer om morgenen efter bronzefesten i Vancouver. Direktør Brian Møller havde tippet mig.

”Fedt. Det bliver sjovt. Jeg glæder mig. Jeg håber, tingene falder på plads. Jeg er ikke nervøs. Jeg skal leve på min teknik og hurtighed, som jeg gør det på Rødovres herrehold i 1. division og U20,” sagde hun.

Om fejringen af bronzen sagde hun:

”Vi var ude at spise, og bagefter festede vi på en sportsbar. Vi havde medaljerne om halsen, og alle ville fotografere os. Det hele står i et uvirkeligt skær.”

Den næste overskrift på tværs af hele siden dagen før kampen: MICHELLE FÅR NR. 21.

Heldigt nok var nr. 21 ledigt, så hun får samme nummer på kamptrøjen som på Finlands OL-hold.

Rødovre-veteranen Jesper Duus havde denne velkomsthilsen til bronzepigen:

”Michelle er en gave til Rødovre og dansk ishockey. Jeg har set hende spille og har trænet sammen med hende. Hun er skidedygtig. Hun er født ind i hockeyen og har et fantastisk skøjteløb. Og så har hun mere temperament end sin bror.”

Den sidste bemærkning fyret af med glimt i øjet og adresse til storebror Jannik.

Den tredje rubrik dagen efter Rødovres 7-0 sejr over Hvidovre: DRØMMEN LAGT PÅ IS.

Michelle havde deltaget i opvarmningen, da hun i omklædningsrummet blev trukket til side af Brian Møller og fik den nedslående besked, at hun ikke ville kunne spille nordamerikansk universitetsishockey, hvis hun havde spillet i en professionel liga. Om det så blot havde været på et holdkort.

”Jeg havde glædet mig og er dybt skuffet,” sagde Michelle Karvinen.

”Jeg havde for en sikkerheds skyld ringet til det finske forbund tidligere på dagen. Der var ingen problemer, bare jeg ikke fik penge for det. Men senere havde forbundet fået andre oplysninger. Der var planer om at lave reglerne om i universitetsturneringen næste år, så jeg ville løbe en stor risiko.”

OL-helten, som havde scoret et drømmemål i bronzekampen mod Sverige, var blevet hyldet på isen af bl.a. DIU-direktør Enver Hansen og borgmester Erik Nielsen og de godt 1.200 tilskuere. Men dét, der skulle have været prikken over i’et, den historiske debut, blev man snydt for få minutter før kampstart.

Karvinen-familien i dag:

Michelle Karvinen, 30, spiller den kommende sæson i Lugano i Schweiz efter flotte karrierer for University of North Dakota og Luleå.

Jannik Karvinen, 34, var i flere år en af Rødovres mest scorende spillere og repræsenterede Danmark i 42 landskampe. Har stoppet den aktive karriere og er gået i faderens spor som ungdomstræner.

Heikki Karvinen, 73, DM-guldvinder med Rødovre i 1978, er stadig superaktiv som ungdomstræner og på isen fem gange om ugen.


THÖRNBERG fri på markedet: Tidligere Metal Liga-topscorer har ikke fundet ny klub Program: Juledage med back to back, klassikere og sjællandsk mesterskab