Jeg skruer i denne retro-historie tiden 40 år tilbage og skal hilse og sige, at sæsonen 1980/81 ikke er én, man glemmer lige med det samme.
Alene dét, at man spillede Pondus Cup mod Østrig 28. december for beskedne 227 tilskuere i Aarhus, AaB vandt sit første danske mesterskab 1. marts i et euforisk finaledrama i Kostalden i Rødovre, og landsholdet et par dage senere via stop i Paris og Dubai rejste til Kina til et eksotisk VM, som var anderledes end alt, spillerne tidligere havde oplevet med løven på brystet.
For at starte med landskampen i provinsens hovedstad, så var det blot tredje gang, byen lagde is til de rød/hvide.
Var det pinligt, at stort set ingen gad se dem spille, gav spillet i 4-1 sejren over østrigerne store løfter for det kommende kineser-VM. Det samme gjorde sejrene i de to øvrige Pondus-kampe (i Herning) med 5-3 over Ungarn og især 4-1 over B-nationen Jugoslavien. På det tidspunkt et af dansk ishockeys bedste resultater, selv om man selvfølgelig ikke skal lægge alverden i den type kampe. Men en smuk revanche for 2-10 nederlaget mod jugoslaverne i Hørsholm elleve måneder tidligere.
Mens tidligere succeser oftest var blevet skabt af store enkeltpræstationer af individualister som Gladsaxes fantommålmand Bent Roland Hansen og Danmarks bedste forward, Frits Nielsen, så var det hele holdet, der stod bag førstepladsen og succesen i Pondus Cup. Danmark lå dengang og rodede rundt i VMs tredje kategori, og man begyndte nu så småt at tale om oprykningschancer i Beijing.
Jeg kan huske, at DIUs formand, Paul Ammentorp, kom ind i omklædningsrummet i Herning efter sejren over Jugoslavien og under stor jubel gav hver af spillerne og landstræner Jiri Justra et sæt kinesiske spisepinde, så de var parate til Beijing.
I 1981 blev det endelig AaBs tur til at vinde DM-guld. Nordjyderne kunne nøjes med uafgjort i den sidste kamp i Kostalden mod Rødovre Mighty Bulls. Så 5-5 var nok for ”drengene fra øgadekvarteret” i det nervepirrende drama, hvor den gamle hal var proppet til bristepunktet med 2.200 tilskuere (flere hundrede gik forgæves).
En Aalborg-supporter havde hele natten stået i kulden uden for Kostalden for at være sikker på at få en plads, når hans helte skrev sig ind i DM-historien.
Mange havde regnet med, at det ville være AaBs førstekæde med VM-folkene Frits Nielsen, Preben Sørensen og Per Viggo Jakobsen, der ville være den største trussel mod tyrene. I stedet blev det den mere upåagtede Per Lydholm, som afgjorde sagen med et hattrick.
I kølvandet på Mao og kulturrevolutionen rejste landsholdet i starten af marts 1981 østover til det første VM i Riget i Midten siden bordtennis-VM i 1961.
Kulturrevolutionen var en af historiens største tragedier med ufattelige lidelser. En gigantisk udrensningskampagne, som kostede mange millioner menneskeliv og satte det kinesiske samfund totalt i stå.
De fleste af spillerne – og for den sags skyld også journalisterne - døjede i flere dage med jetlag og søvnløshed. Og bedre blev det ikke af, at Danmark skulle åbne VM mod værtsnationen for øjnene af 18.000 tilskuere (Kina vandt 5-1). Kaptajnen Per Holten Møller havde ikke sovet i to døgn.
De fleste tilskuere kom cyklende. Og jeg glemmer sent verdens største cykelparkeringsplads, som efter kampen blev ryddet på nul komma fem.
Jeg har siden været i Kina 12 gange (for at løbe på den kinesiske mur), og cyklerne er for længst afløst af biler.
VM-facit: De danske spillere blev rigere på kulturelle oplevelser end på point og måtte tage til takke med en ydmyg fjerdeplads efter Østrig, Kina og Ungarn.
Jeg forstod godt, at Jiri Justra var dybt skuffet. Ikke over spillerne. De fightede så godt, de kunne. Men over den amatøragtige VM-planlægning.
Efter det katastrofale 4-6 nederlag mod Bulgarien, som knuste alle danske oprykningsdrømme, sad jeg sammen med den tjekkiske coach på værelse 433 på spillerhotellet Friendship i Beijing.
”Vi har haft det stærkeste landshold og de bedste resultater nogensinde, men ødelægger alt ved at komme til VM direkte fra DM-afslutningen og med kun én træningstime en fredag aften efter kl. 22. Østrigerne kom fra 14 dages træningslejr i Czekoslovakiet og bulgarerne fra 30 dage i Sovjet,” sagde en bedrøvet Jiri Justra.
”Vi havde ikke den overgang til VM, som andre nationer havde. Jeg frygtede sammenbruddet. Det er naivt at tro, at man kan få succes uden at forberede sig. Psykisk har dette VM været hårdt for mig. Jeg håber, at den næste landstræner får bedre betingelser.”
Jiri Justra var senere manden, der bragte Frederikshavn på det danske hockeylandkort. Med tjekken som cheftræner vandt vendelboerne DM-guld i 1989 og 2000.