Journalist Peter Fredberg mindes en snak med brødrene Lauridsen i deres VM-debut i Stockholm i 2013

Jeg husker mit interview med VM-debutanterne Oliver og Markus Lauridsen. Det var i Stockholm for elleve år siden.

I VM i Prag repræsenterer de bomstærke brødre fra Gentofte i disse dage de danske løver for henholdsvis ellevte og tiende gang.

Oliver er i dag 35 år, Markus to år yngre. De er to af landsholdets ældste og mest rutinerede spillere.

Mens vi sad i de bløde stole i Hotel Clarions lobby i Stockholm i 2013, skruede brødrene tiden tilbage til drengeårene.

”Jeg husker tydeligt, hvordan vi jokede med, at vi en dag ville spille sammen på landsholdet. Vi var ikke mere end 8-10 år,” sagde Oliver.

”Vi satte os tidligt et mål og har hele tiden troet på det,” supplerede Markus.

Det første møde med landsholdet havde været en oplevelse for de to unge backs.

”Det har været sindssygt sjovt og spændende. De fleste af spillerne havde jeg aldrig mødt inden min debut i den sidste test før VM. Jeg havde kun set dem på TV og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente. Jeg mødte bare op og tog det, som det kom. Men det er gode drenge. Det har været en oplevelse at være med,” sagde Markus.

Brødrene var begge en tur omkring Sverige, inden de kom til USA. De flyttede fra Gentofte efter niende klasse og tog studentereksamen i Linköping sideløbende med hockeykarrieren.

Oliver Lauridsen spillede collegehockey for St. Cloud State University i tre år og kom i 2011 til Adirondack Phantoms i AHL. I foråret 2013 debuterede han for Philadelphia Flyers i NHL, og han nåede i alt 16 kampe i verdens fornemste turnering.

”I nordamerikansk hockey kan man ikke regne med noget som helst. Jeg kunne ikke vide, at jeg en dag ville spille i NHL. Der er uhyggeligt mange om buddet. Jeg fik chancen på grund af skader, men spiller man ikke godt nok, får man den ikke,” sagde han.

Lillebror Markus kom fra Linköping til Green Bay Gamblers og spillede i VM-sæsonen 2012/13 for Lake Erie Monsters i AHL.

Da landstræner Per Bäckman hentede ham over til den sidste VM-test, havde han aldrig set ham spille. Markus blev købt ubeset på bulletinerne fra Nordamerika.

”Det ville være sjovt, hvis jeg kunne gøre Oliver følgeskab i NHL. Men jeg ved også, hvor svært det er at tage det sidste skridt,” sagde Markus.

De to backs havde de første kampdage i Stockholm været en gevinst for VM-holdet.

Den næsten to meter høje Oliver karakteriserede sig selv sådan:

”Jeg er ikke typen, der vinder teknikpriser eller fine titler. Det er der andre, der er bedre til. Mit job er at spille enkelt og fysisk i defensiven og holde modstanderne fra at score.”

Han var imponeret af sin lillebror, som ikke har storebrors skræmmende aggressivitet og gigantiske højde og rækkevidde.

”Markus er god på skøjterne og finder de rigtige løsninger. En allroundspiller og ikke en stay-at-home type som mig.”

Siden Gentofte-tiden havde Lauridsen-brødrene kun spillet sammen i en enkelt kamp på juniorhold i Linköping, inden de mødtes på isen i Globen.

”Oliver er ikke kun en fysisk spiller. Han har gode pasninger og er god til at holde i pucken. Det er vigtigt med en som ham i undertal, når der skal lukkes ned for de andre holds bedste spillere,” sagde Markus.

De sidste mange år har brødrene spillet i flere lande i Europa. I skrivende stund spiller Oliver for TPS Turku og Markus for Löwen Frankfurt.

TV3-kommentatoren Olaf Eller nikkede anerkendende til Lauridsen-brødrene i VM-kampene i Prag mod Østrig og Canada.

”Selv om de er kommet op i årene (er blevet 35 og 33 år, red.), er der fem år mere i dem på landsholdet, hvis de selv vil. De har udviklet sig i Europa, efter de kom hjem fra Nordamerika,” siger Olaf Eller.

”Oliver har stor fysisk styrke og er en skræmmende modstander. Men han er også en fantastisk holdspiller, og der er ikke mange, der blokerer så mange skud i en kamp som ham. Markus er teknisk dygtig og en nøglespiller på holdet. En vigtig powerplayback. Lauridsen-brødrene holder høj klasse.”

Oliver Lauridsen blev i kampen mod Østrig kåret som bedste danske spiller.

Et lille sidespring: Under VM i 2015 i Minsk fik jeg den skøre idé at finde ud af, hvem der var landsholdets højeste spiller. Mange ville tænke: Det er giganten Oliver Lauridsen. Men nej.

Den højeste var Mathias Bau. Han målte uden skøjter 1,99 meter og var én centimeter højere end Oliver Lauridsen.


Villiam Haag siger farvel til SønderjyskE Tre unge talenter har skrevet under hos Blue Fox