SønderjyskE siger farvel til den måske mest toneangivende udlænding, der har været på holdet i de seneste sæsoner. Villiam Haag siger farvel til klubben på bedst mulige måde, nemlig ved at aflevere en guldhjelm og et mesterskab til klubben, der endda også vandt Metal Final4.
Det skriver SønderjyskE på sin hjemmeside.
– Det har været en fornøjelse at have Villiam med på rejsen de sidste to år. Han har været en ledertype med de helt rigtige værdier, og vi kommer til at savne ham. Villiam og Emma skal være forældre, og jeg har fuld respekt for, at han vælger at flytte tættere på familien. Vi skylder ham en stor tak, og vi ønsker ham og familien alt det bedste for fremtiden, siger direktør Klaus Rasmussen.
I 111 kampe i Metal Ligaen lavede Haag 52 mål og i alt 113 point, og den svenske spiller har i den grad været respekteret - ikke blot i SønderjyskE, men også rundt omkring i Metal Ligaen.