Journalist Peter Fredberg skriver i denne retro om den mest dramatiske episode i Dusan Boskos liv.
Vil du være sikker på at møde Dusan Bosko - læs: næsten sikker - når du er til ishockey i Hørsholm, så er her et godt tip.
Hold øje med de første pladser på øverste række, når du kommer ind i hallen (modsat speakerboksen). Dér har den gamle coach sin faste plads. Jeg har fået at vide, at man gerne må kalde ham gammel (16. oktober fylder han 80 år).
Dusan Bosko kommer altid som en af de første for at få hele opvarmningen med. Hvordan holdene agerer inden dommerens fløjte har altid interesseret ham og suppleret hans viden.
"Man lærer meget om taktik og seriøsitet under opvarmningen. Jeg føler, at jeg er blevet klogere af at følge og studere den. Mange spillere sjusker, synes jeg. Ikke mindst i skuddene," siger han.
Dusan kommer fra Povazska Bystrica, 170 kilometer fra Bratislava, og har haft en mildt sagt usædvanlig karriere. Meget kunne unægtelig være endt helt anderledes for den unge hockeyspiller og idrætsstuderende og hans fire kammerater fra hjembyen.
Den optimistiske kvintet fra den slovakiske del af det daværende Tjekkoslovakiet besluttede i 1968 - kort før "Pragforåret", Warszawapagtens indmarch og den russiske besættelse - under påskud af at være en musikalsk gruppe at tage på en ungdomsrejse til Moskva, Leningrad (det nuværende Sankt Petersborg) og Helsinki - og søge friheden i et ikke-kommunistisk land.
Deres musikalske evner kunne ligge et meget lille sted, men de havde fantasi, vilje og mod til at nå deres mål. Overraskende fik de tilladelse til at rejse. Første stop Moskva.
"Vi havde købt en del billige flasker med vodka og solgte dem undervejs. Flere gange var vi ved at blive afsløret. Det var nervepirrende øjeblikke, som kunne have kostet os fængsling, men vi var heldige. Vi skulle betale billetterne fra Helsinki til Stockholm for pengene," erindrer Dusan.
"Jeg husker timerne i færgeterminalen i Helsinki. Nerverne sad uden på tøjet. Ventetiden var uhyggelig lang. Når der svingede en sort bil op, var vi overbevist om, at det var politiet eller militæret, der var efter os. Vi slappede først af ude i skærgården."
Dusan mindes mødet med politiet i Stockholm, hvor de slovakiske musikanter søgte om opholdstilladelse.
"De første to døgn blev vi mødt med stor skepsis. Politiet undersøgte, om vi var hemmelige agenter," ler han.
Det var en ny verden at komme til Stockhom, og Dusan fortsatte med sine universitetsstudier. Han fik job som lærer på en idrætsskole og tog alle de træneruddannelser, det var muligt inden for den svenske ishockeyverden.
Han fik sit første job som professionel ishockeytræner som 23-årig, da han blev coach på Gotland. Og efter flere år i forskellige svenske klubber blev han i 1976 kontaktet af Rungsted.
"Rungsteds daværende formand, Freddie Nielsen, hentede mig i lufthavnen, og vi kørte direkte til kontraktforhandlinger - på Rungsted Kro. Det siger vist alt om forskellen på svensk og dansk sportsmentalitet. Senere var vi til middag hos Rungsteds holdleder og Per Holten Møllers far, tidligere topspiller Otto Holten Møller," siger han.
"Det var her, jeg mødte Birgitte. Jeg troede først, at det var holdkaptajnen Pers kæreste, men fandt snart ud af, at det var hans storesøster. Da Freddie kørte mig tilbage til lufthavnen, spurgte han, om vi kunne blive enig om en kontrakt. Ja, sagde jeg, hvis den økonomiske aftale ikke er dårligere end i Sverige, og at holdkaptajnens søster indgår i dealen."
Den sidste bemærkning ledsaget af et stort smil. Dusan og Birgitte er forlængst blevet gift, og familien er udvidet med sønnen Viktor.
Dusan gik i gang med sommertræningen i Rungsted allerede i maj 1976. Med sin viden fra hinsidan, hvor han gennemgik det svenske uddannelsessystem, vandt han hurtigt stor respekt.
Efter tre sæsoner som coach i Rungsted og cheftrænerjob for KSF, Danmarks U20 landshold, svenske Nybro, Frederikshavn, KSF, Frederikshavn og Rungsted kom han i 1985 for tredie gang til Frederikshavn, som han i 1986 førte til bronze, vendelboernes første medalje nogensinde. Rødovre vandt guld foran Esbjerg.
Trænerkarrieren sluttede i Rødovre og svenske Arvika. Dusan har senere i sit lange arbejdsliv haft en velbesøgt akupunkturklenik i Hørsholm i 16 år.
Birgitte og Dusan var i 1982 på ferie i Tjekkoslovakiet, Dusans første besøg i landet siden den dramatiske udrejse 14 år tidligere.
"Jeg var spændt på, hvordan man ville reagere, men der skete ikke noget, og vi åndede lettet op," siger han.
Familien bor på Bukkeballevej i Rungsted Kyst. Et slagskud fra deres have ligger Hørsholm Rungsted Tennisklub, hvor bane 5 og 6 kan fortælle en spændende historie. Det var her, Rungsted spillede ishockey i 50'erne.
Vidste du, at Dusan utvivlsomt har en af de største samlinger af ishockeypins? Da jeg spurgte ham, hvor mange han havde, sagde han:
"Aner det ikke. Jeg har aldrig talt dem. Et sted mellem tusinde og femten hundrede."
Birgitte og Dusan Bosko på tennisbanen, hvor der i 50´erne blev spillet ishockey på bane 5 og 6. Foto: Peter Fredberg