Inden sæsonstarten stillede Metal Ligaen fire garvede ishockeyiagttagere spørgsmålet:Hvem bliver dansk mester?Kvartetten er den tidligere journalist og flerdobbelte DM-guldvinder som spiller og træner Frits Nielsen, TV2 Sports mangeårige ishockeykommentator og studievært Jimmy Bøjgaard, Metal Ligaens chefredaktør Michael Søvsø og ishockeyjournalist på B.T. i 45 år Peter Fredberg.

Svaret fra tre af dem (Nielsen, Bøjgaard og Fredberg) lød: Herning Blue Fox. Søvsøs svar var: Esbjerg Energy.

Efter 30 af grundseriens 48 runder stillede vi dem et nyt spørgsmål: Tror du stadig, dit tip holder?

Michael Søvsøs bud var skiftet fra Esbjerg til Herning. Og alle fire var omkring nytår ikke i tvivl: Danmarks mest vindende klub, Herning Blue Fox, vender tilbage på DM-tronen efter 13 års tørke.

Her kommer det tredje spørgsmål til Frits Nielsen, Jimmy Bøjgaard, Michael Søvsø og Peter Fredberg:

Hvem er din favorit i de fire kvartfinaler?



Frits Nielsen

Herning Blue Fox (1)-Herlev Eagles (8)

Herning Blue Fox bliver svær at stoppe i kvartfinalen. Ja, i det hele taget. De har spillet sig til favoritrollen til det mesterskab, man i det midtjyske har drømt om de sidste 13 sæsoner. Blue Fox er i denne sæson godt besat på alle pladser, men først og fremmest har de en topkæde, der producerer. Mathias Bau, Morten Poulsen og med nøglespilleren Derian Plouffe på centerpladsen har nettet 83 gange ud af Blue Fox' 200 mål. Trioen er fra fredag og fire kampe frem Herlevs helt overskyggende problem. Og trioen er nøglen til klubbens 17. mesterskab.

Mit tip: Herning Blue Fox vinder 4-0

Odense Bulldogs (2)-SønderjyskE (7)

Sidste sæson gik SønderjyskE ind i slutspillet som pokalvinder og med 17 sejre i de sidste 19 kampe. De var vel så tæt på en pokalgevinst, som man overhovedet kunne komme, men formkurven peger siden pokalskuffelsen mest af alt på badebolde og sommerferie. Og det tror jeg også, den står på efter mødet med en formstærk en bred Odense-trup, som generelt har imponeret i denne sæson. Med elleve sejre i de seneste 13 kampe entrerer de slutspillet med selvtillid.

Mit tip: Odense Bulldogs vinder 4-1 

Rungsted Seier Capital (3)-Frederikshavn White Hawks (6)

Den er svær. Overraskende svær, selv om Rungsted Seier Capital har vundet fem af de seks indbyrdes opgør mod Frederikshavn White Hawks. Men vendelboerne har fået samling på tropperne. De er pludselig begyndt at vinde og rykkede med en 5-3-sejr over Odense Bulldogs op på sjettepladsen. Først lagde de Rødovre Mighty Bulls bag sig, så Herlev Eagles og i søndags SønderjyskE. Så pas på, Rungsted. Jeg tror, Frederikshavn White Hawks fortsætter fremgangen.

Mit tip: Frederikshavn White Hawks vinder 4-2

Aalborg Pirates (4)-Esbjerg Energy (5)

3-4 endte det sidste år i semifinalen. Det bliver igen tæt, men jeg tror mest på en gentagelse, selv om det lige så godt kan blive omvendt. Men noget skal man ifølge Fredberg tippe, og vestjyderne har vist rigtige slutspilsevner i de tætte kampe. Esbjerg har vundet de sidste syv overtidskampe, de har været med i. Så er man da klar, når det virkelig gælder. Derfor hælder jeg til Energien i en semifinale efter syv tætte opgør mod Piraterne.

Mit tip: Esbjerg Energy vinder 4-3

Peter Fredberg

Herning Blue Fox (1)-Herlev Eagles (8)

Kan du huske, at Herlev Eagles i starten af turneringen lå på førstepladsen? Måske husker du også, at de undertippede ørne pressede Herning Blue Fox ud i forlængelse i finalen i Final4. Selv om det er top og bund, der mødes i kvartfinalen, er det bestemt ikke nogen "a walk in the park" for de midtjyske storfavoritter. Det er 13 år siden, Danmarks mest vindende klub senest vandt guld. Alle sejl er sat til, for at det skal lykkes at generobre trofæet efter en dræbende tørke. Den proces, Blue Fox gennemgår i øjeblikket, er unik i dansk ishockeys historie. Jeg tipper Herlev til en enkelt sejr, men i en bedst af syv-serie er de chanceløse. Siden Final4 er sjællænderne raslet nedad på tabellen, men det har nu heller ikke set lige kønt ud for Herning på det seneste. Ingen tvivl om, at det må ærgre dem, at de ikke slog Pirates' grundserierekord på 104 point. På det stjernespækkede Herning-hold bemærker man først og fremmest målmand Mathias Seldrup, backerne Emil Kristensen og Oskars Cibulskis og kæden med Mattias Bau, Morten Poulsen og Derian Plouffe. Tilsammen har de scoret 83 mål og noteret sig for 179 assist. Den 36-årige kaptajn Morten Poulsen (34 mål, 63 assist) har imponeret mig vildt. Han fik for 15 år siden konstateret type 1-diabetes, men lod sig ikke slå ud og er i dag bedre end nogensinde.

Mit tip: Herning Blue Fox vinder 4-1

Odense Bulldogs (2)-SønderjyskE (7) 

Jeg havde ikke troet, at Odense Bulldogs ville slutte på andenpladsen i grundserien. Endda med pæn margin. Holdet sprudler af selvtillid, men hvad der vejer tungere er bredden, som kun Herning Blue Fox kan matche. Der er unægtelig sket noget i den fynske hovedstad, siden Ole Nielsen satte sig i direktørstolen 1. januar 2021 (da Bulldogs var bundhold) med det erklærede mål at bringe hockeyen tilbage, hvor det er sjovt. Bulldogs har stærke imports i den svenske målmand Niklas Lundström, en af ligaens bedste backer, amerikaneren Brandon Estes, og den svenske topscorer Joakim Thelin. Men styrken er først og fremmest bygget op på homogenitet og en bundsolid danskerstamme med backerne Daniel Baastrup, Malte Setkov og Martin Larsen og angriberne Kristian Jensen, Jonathan Brinkman og Radim Piroutek. For at nævne en håndfuld. Sæsonen har tegnet sig noget anderledes for sidste sæsons The Double-vindere, SønderjyskE. De har haft det tungt med bl.a. trænerskifte og skader, men jeg er overbevist om, at de bliver farlige i playoff. Selv om Odense Bulldogs vandt fem af de seks indbyrdes kampe i grundserien, bliver SønderjyskE i den euforiske kulisse i Vojens en giftig modstander. Det bliver tæt og hårdt.

Mit tip: Odense Bulldogs vinder 4-2

Rungsted Seier Capital (3)-Frederikshavn White Hawks (6)

Rungsteds tredjeplads er i min optik grundseriens største positive overraskelse (SønderjyskEs syvendeplads den største negative). Efter en deprimerende første halvsæson er de kommet stærkt. På et tidspunkt med 12 hjemmesejre på stribe. For at opleve noget tilsvarende i det nordsjællandske, skal vi helt tilbage til guldsæsonen 2002. Præstationen sættes i relief af, at klubben har haft det mindste spillerbudget i flere år. At det alligevel er lykkedes at skabe et slagkraftigt og seværdigt, offensivt hold hold er ikke mindst trænernes fortjeneste. Desuden stiller Rungsted med ligaens næstyngste hold (Rødovre Mighty Bulls er yngst).

Nu er der en verden til forskel på grundserie og playoff, og man skal ikke lægge alverden i grundseriestatistik, men det er værd at bemærke, at Rungsted har taget 16 af 18 point mod Frederikshavn. De formstærke vendelboer sluttede af med imponerende sejre over Aalborg, Herning, Herlev og Odense i de seneste fire kampe. En stærk svensk kæde har bidraget markant  til succesen. Først kom Sebastian Benker og Alexander Lunsjö, og midt i februar dukkede Arvid Caderoth op fra ECHL. I syv kampe har han scoret ti point. Svenskerkæden kan blive afgørende.

Mit tip: Frederikshavn White Hawks vinder 4-3

Aalborg Pirates (4)-Esbjerg Energy (5)

To point. Det er alt, hvad der er mellem Pirates og Energy efter 48 runder. Det siger næsten sig selv, at det bliver tæt, når de to jyske giganter brager sammen over seks eller syv kampe. Nordjyderne kommer med fire sejre i de indbyrdes kampe, men nu er det slutspil, og tavlen vaskes ren. "I playoff giver spillerne 10 pct. mere. Måske 20 pct. De tør mere, ofrer sig mere. Nærkampene bliver hårdere. Der køres psykisk på modstanderne, og fejl og dumheder i den oppiskede stemning kan få afgørende betydning. Hold hovedet koldt." Citat: Ronny Larsen, Pirates. Som ældre iagttager kan jeg kun give ham ret.

Der er en markant forskel på grundserie og playoff, og der er noget at glæde sig til de kommende uger i de otte arenaer. Når jeg giver nordjyderne en minimal fordel, skyldes det større bredde. Og man kan være en lille smule bekymret over de mange skader, der er væltet ind over Esbjerg i denne sæson. Ikke en eneste gang har de stillet fuldt hold.

Mit tip: Aalborg Pirates vinder 4-3


Jimmy Bøjgaard

Herning Blue Fox (1) – Herlev Eagles (8)

Herning er og bliver det oplagte mesterskabsbud, og kvartfinaleserien mod Herlev bliver tæt på en walkover for guldfavoritterne. Al ære og respekt til Herlev, som har fyret et til tider vildt imponerende grundspil af, og endda krydrede det med et imponerende attentat på Metal Cup-trofæet. Men skader og 48 kampes realiteter gør, at holdet er for slidt og ikke konkurrencedygtigt til at være i nærheden af, over syv kampe, at kunne nedkæmpe alletiders mest vindende klub. For Herning handler det om, at finde skarpheden frem, som har haltet siden januar.

Men selvom det er lidt overraskende, at Herning har tabt en tredjedel af kampene i år, så krydsede de trods alt 100 point i grundspillet, og deres 103 point er næsthøjest i de seks år med 48 kampe i grundspillet (Aalborg Pirates 104 point i 2019/2020).

Herning har de bedste målmænd, backs, forwards og trænere i serien, så selvom jeg bestemt godt tror, at Herlev i momenter, særligt i starten af serien, kan være med, så bliver det for stort et bjerg at bestige, når det er først til fire sejre. Herlevs nøglekamp i serien er den første hjemmekamp i kamp 2, og jeg tror måske godt de kan overraske der eller i kamp 4, men Herning skærper defensiven og lukker maksimalt 10-13 mål ind i serien, som de derfor også vinder allerede næste weekend. 

Mit tip: Herning vinder 4-1

Odense Bulldogs (2) – SønderjyskE (7)

Puha, det her er en farlig modstander for Odense i form af de regerende mestre, men SønderjyskE er jo slet ikke i den formstærke udgave, som de kom ind i sidste års slutspil med. Det her er præcis sådan en serie, som gør, at jeg ikke forstår, hvorfor topklubberne ikke får samlet flertal for at gamle system med en eller anden form for valg.

Ud over, at det skaber meget mere interesse, og hindrer ligegyldige, og måske endda tæt på tvivlsomme sportslige grundspilskampe, i de sidste runder, fordi man så oplagt kan spekulere i at tabe for en mere optimal slutspilsserie, så er det også sportsligt en kæmpe fordel, at kunne vælge. I det gamle system, hvor top-4 valgte mellem bund-4, der havde Odense måske valgt udenom SønderjyskE, for at få Frederikshavn.

Nu kan man her argumentere for, at fynboerne har et virkelig godt tag på Vojens-holdet, som de har slået fem gange i træk i ligaen, men serien her bliver meget tættere end det.

Fynboerne er selvfølgelig favoritter, men over denne her serie hviler der helt overordnet det faktum, at Odense i flere sæsoner har skuffet i slutspillet og mangler det helt store boom, som endegyldigt sikrer dem det første klimaks siden 2012, men måske endnu mere leder tankerne hen på de vilde 00’ere på Fyn.

To kvartfinale-exits i træk, skal Odense ud at revanchere, men det er ikke sjovt, at et desperat hold, som skal ud at redde sæsonen, står på den anden side.

De første to kampe er nøglekampe. Odense skal åbne med en hjemmesejr, og SønderjyskE er nødt til at vinde hjemme i kamp 2, uanset hvilket scenarie, vi kigger ind i.  

Jeg tror på en overraskelse, og ser her en mulighed for at få Fredberg, Frits og Søvsø til at tabe på point….

Mit tip: SønderjyskE vinder 4-2

 Rungsted Seier Capital (3) – Frederikshavn White Hawks (6)

 Det er faktisk en vanvittig kvartfinaleserie. Tænk, at et af disse to hold er sikret en plads i semifinalen – det er i sig selv vildt. Og vinderen vil fejre det som mestre, og alt fra semifinalen og frem er en bonus derfra, og så er man jo sikret medaljekampe om minimum bronze.

Jeg havde de to hold som 6, 7 eller 8 i grundspillet, så Rungsteds comeback i sidste halvdel af grundspillet, er meget imponerende, og Frederikshavns grundspil er også meget solidt. I det meget tætte ræs fra placeringerne 3 til 7, er der kun 12 point fra Rungsted til SønderjyskE, og der var kun 10 point imellem disse to hold.

Dermed kan Frederikshavn også takke egne sløje præstationer mod Rungsted i grundspillet for, at de ikke slutter så højt som i top-4. 16-2 til Rungsted hedder den vilde pointfordeling mellem holdene i de seks grundspilsopgør.

Men det er også det, der skaber en kæmpe mulighed for Frederikshavn, for Rungsteds overraskende høje seedning gør, at Frederikshavn ikke kunne drømme om en bedre modstander, når nu man skal starte ude mod nummer tre.

Det her bliver en helt lige serie, og nordjyderne kan sagtens vinde den, for der vil altid være lidt mere pres på det højest seedede hold i en slutspilsserie, mens Frederikshavn kan spille frit, lige indtil de måske vinder på udebane og får kurs mod semifinalen, som nok kan skabe lidt nervøsitet, men også en stor mulighed. Det bliver spændende, at følge psykologien hos de to hold i denne serie, for mange af de her argumenter for Frederikshavn, kan man også bruge om Rungsted, som pludselig har fået en kæmpe mulighed for en overraskende semifinale med en sand drømmemodstander som Frederikshavn. Vinderen af denne serie vil kunne gå på vandet, mens to af holdene Odense, SønderjyskE, Aalborg eller Esbjerg, vil være sendt på sommerferie. Det er i si selv opsigtsvækkende.

Jeg tror Frederikshavn vinder mindst én på Sjælland, og afgør hjemme i kamp 6.

 Mit tip: Frederikshavn vinder 4-2

Aalborg Pirates (4) – Esbjerg Energy (5)

Det her er det største brag i kvartfinalerne. Det er en katastrofe for begge hold, at de har været så dårlige i grundspillet, at de møder hinanden allerede nu. Aalborg burde have så meget kvalitet, at de var sluttet mindst 3’er, hvilket i øvrigt havde udløst en kasseserie mod rivalerne 60 kilometer mod nord, Frederikshavn.

For Esbjerg er det bare ikke godt nok, at de for tredje gang på fire år slutter 5’er. Og i øvrigt har de fire gange på seks sæsoner med ni hold og 48 kampe, været udenfor top-4, og dermed tvunget på udebane i første kvartfinale.

Det har selvfølgelig givet dem prædikatet som det farlige slutspilshold, men det forringer bare chancerne for succes, når du sløser så meget i grundspillet, og jeg tror i øvrigt det har kostet dem mindst ét mesterskab på de seks år, at de har udviklet sig til det nok dårligste grundspilshold i Metal Ligaen spiller for spiller.

Men nu er det slutspilstid, og det største pres er på Aalborg, som slet ikke er det gamle, sikre slutspilshold. Fundamentet i klub og omklædningsrum vakler, og det her bliver en gyser.

Hjemmebanen og mange spilleres rutine, skal bære dem igennem, men det bliver en fysisk hård omgang, og nok også decideret beskidt til tider. Der er meget lave odds på et par karantæner undervejs i denne serie…

To store byer, to stærke ishockeykulturer, masser af personligheder på og udenfor isen, og bare playoffs, når det er bedst.

Sidste års semifinaleserie, vandt Esbjerg jo 4-3, efter 3-0 i Aalborg i kamp 7. En helt skør serie med fem udesejre.

Jeg tror igen på Esbjerg, som godt kunne lukke serien efter seks kampe hjemme i Vestjylland.

Mit tip: Esbjerg vinder 4-2

Michael Søvsø

Herning Blue Fox (1)- Herlev Eagles (8)

Naturligvis er grundspilsvinderne storfavorit til at gå videre. Også med Herlevs vigende form in mente. Ørnene har haft et elendigt kalenderår 2025, og fortsætter holdet i den usikre forfatning, så behøver Herning ikke mange kampe for at skyde modstanderen ned.

Blue Fox har fire bundsolide kæder og en ”dyb” backbesætning med Emil Kristensen i spidsen – hvis han altså bliver klar. Og med Bau/Poulsen-kæden i spidsen, er toppen også på plads sammen med den enorme sult efter guld, der år efter hersker i det midtjyske.

Det ligger til Herning i den her serie, MEN hvis Herlev kommer med den disciplin og styrke, som holdet viste i første del af sæsonen og i Metal Final4, så bliver det ikke nogen walk in the park for Blue Fox. Slet ikke. Tænk nu, hvis Eagles har alle folk klar og i topform. Så skal Herning altså sluge Skedung, True, Trepanier, Asperup, Almquist, Zetterquist med flere, og det bliver giftigt.  

Mit tip: Herning vinder 4-2 eller 4-3

Odense Bulldogs (2)-SønderjyskE (7)

Sikke en fest, det bliver. Sulten og forventningerne er store og de er steget, som sæsonen er skredet frem. Det har jeg kunnet mærke på min hjemmebane i Odense, hvor jeg er bosat i nærheden og ser langt de fleste livekampe i løbet af sæsonen. Der er faktisk en god grund til at være optimistisk og odenseaner lige nu. Ikke tidligere i Ole Nielsen og Paul Thompson-epoken har Odense haft så godt et hold, som det er tilfældet i foråret 2025 og tilgangen af Kim Nieminen og ikke mindst Malte Setkov gør i mine øjne Odense til ligaens bredeste trup.

Derfor vil det være en kæmpestor skuffelse for fynboerne, hvis det bliver til nederlag mod rivalerne fra Vojens, og derfor er alt presset også på Odense i den her serie.

Jeg tror, fynboerne holder til presset.

Nok har SønderjyskE leveret opadgående formkurve på det seneste, men uden jokeren Schmidt-Svejstrup og måske også Will Pelletier og med en Alexander Wiklund, der ikke har spillet længe, så tror jeg simpelthen ikke SønderjyskE har tyngden til at matche Odense over syv kampe. Læg dertil, at Matthias Petterson var umenneskelig i sidste sæsons slutspil – kan han blive det igen? – og at SønderjyskE på backlinjen også er sårbare i bredden.

Mit tip: Odense vinder 4-1

Rungsted Seier Capital (3)-Frederikshavn White Hawks (6)

Jeg er imponeret over Rungsted Seier Capital. Det er fremragende trænerarbejde af Åhlund og Olsson, der efter en elendig sæsonstart bar holdet helt op på tredjepladsen efter 48 kampe. Vendepunktet kom for alvor, da Morten Jensen kom tilbage fra sin skade og Victor Cubars kom til fra Herning.

Det gav både ekstra top, bredde og gejst og sikke en stime, Rungsted rendte ind i. Tre scorende kæder, homogene imports, der har skiftedes til at stikke hovederne frem og årets overraskelse i målet i David Grubak, der må banke til en plads som tredjemand på VM-holdet.

Det ligner en 50/50-serie mod et Frederikshavn-mandskab, der er kommet op i gear i den seneste del af sæsonen. Arvid Caderoth har tydeligvis givet holdet et boost og Thomas Spelling hamrede to kasser ind mod Odense i søndags. Det er gode tegn, ligesom det er et godt tegn at Galansky tilsyneladende nærmer sig topformen her i ”den femte årstid”.

White Hawks kommer med sult og gejst efter den katastrofale sæson i fjor og min fornemmelse – det er ikke meget andet – siger, at de har lidt mere ”slutspil” og bredde i sig end Rungsted over en lang serie. Jeg tror, Frederikshavn erobrer en udesejr og holder hjemmebanen foran et sultent publikum, der engang ”i fortiden” råbte hver eneste gang, der bare var en stav i nærheden af en Frederikshavn-spiller. Måske bliver Nordjyske Bank Arena et fort her igen i slutspillet.

Mit tip: Frederikshavn vinder 4-2

Aalborg Pirates (4)-Esbjerg Energy (5)

Se det her er ikke nemt. For både Aalborg og Esbjerg har spillet som rutsjebaner i Djurs Sommerland gennem hele grundspillet. Det er gået op og ned, og hverken i Aalborg eller Esbjerg er de vel helt tilfredse med de 48 første kampe i sæsonen.

Aalborg lagde sig i spidsen i begyndelsen af sæsonen med Craighead og Lajeunesse som kanoner, men er siden blevet mere lunkne. Esbjerg startede traditionen tro forfærdeligt ud og kom sædvanen tro ikke med i Metal Final4, men har siden løftet sig opad – dog aldrig til euforiske højder.

Hvem tager billetten til semifinalen? Det gælder om at holde hovedet koldt, skrives der længere oppe i denne artikel, og den tese holder jeg med. Specielt når det gælder Aalborgs hidsige topscorere Craighead og Lajeunesse. Der er ikke råd til at de dummer sig i den her serie.

Når det er sagt, så er min vurdering, at Aalborg på gode dage har det bredeste hold og derfor er min favorit til at vinde den her serie. Det er set i det perspektiv, at Esbjerg har både Lucas Andersen og formentlig også Frederik Bjerrum ude for sæsonen, mens Gordie Ballhorn og Andreas Grundtvig først skal spille sig i form, hvis/når de kommer tilbage.

Jeg tror ikke Esbjerg kan holde kræfterne over syv kampe i den her serie.

Mit tip: Aalborg vinder 4-1 eller 4-2.


Nicolaj Carstensen forlænger med Pirates med yderligere to sæsoner METAL FINAL4 blev en folkefest i fællesskabets tegn