Indrømmet. Jeg holder faktisk af Metal Final4-ræset over de første 16 spillerunder. Det giver en stærk spænding fra grundspillets begyndelse, og allerede, når der er spillet syv-otte runder, begynder vi (jeg) at kigge på potentielle deltagere i pokalturneringens slutspil.

Jeg er også så meget "romantiker", at jeg faktisk godt kunne tænke mig "en rigtig pokalturnering" med holdene fra Divisionen og med knockoutkampe, men sommetider skal man også skrue ned for romantikken og anerkende en succes, og det må man sige, at Metal Final4 er blevet. 

Grundspillet lever fra begyndelsen, og flere af de sidste kampe frem mod "knækket" har nærmest karakter af slutspil. Tag bare Odense Bulldogs som eksempel:

Sidste år kostede et nederlag i spillerunde 16 pladsen ved Metal Final4, og der var nærmest gravkammerstemning på Fyn.

Tilsvarende var jublen euforisk i år i spillerunde 15, da Odense sikrede sig billetten i Esbjerg. 

Den intensive kamp om pladserne i Metal Final4 betyder naturligvis også, at trænerne naturligt nok gør det ypperste for at vinde, og det koster med sikkerhed - uden at jeg har foretaget den statistiske undersøgelse - spilletid til de ydre mandater i truppen.

Det er som regel de unge spillere, det kan gå ud over, og det er logisk nok.

MEN - nu kommer vi til en periode, hvor kampene falder som snefnug på en iskold vinterdag.

Når det begynder at blive mørkt sidst på eftermiddagen, går ishockeysæsonen ind i sin mentalt hårdeste fase, og så nytter det ikke noget at have unge mennesker i bussen fra Jylland til Sjælland eller omvendt, for bare at få splinter i bagen i 60 minutter. 

Det er mentalt drænende for en ung spiller at komme hjem fra en udekamp langt over midnat uden overhovedet at få spilletid. 

Selvfølgelig er der ingen faser af grundspillet, der er "gratis" og i topsport gælder det om at vinde, men det er nu - i november, december og januar - at der er plads til, at de unge mennesker skal prøves af. Både ude i marken og som backup-målma(æ)nd. 

Og hvorfor ikke prøve at sætte en ung back op sammen med en udenlandsk førsteback i nogle kampe? Eller smide en ung forward op i andenkæden til to rutinerede spillere engang imellem? Tag nu en chance. 

Det er almindelig kendt i al sport, at man kan løfte sig selv ved at spille sammen med bedre medspillere. 

Faktisk har det også et stærkt perspektiv for trænerne at bruge de unge mennesker så meget som overhovedet i de næste tre-fire måneder: 

De bliver matchet i hver eneste kamp, får tempoet i benene og er derfor meget mere klar til at træde ind, hvis en stamspiller eller to - eller tre - må sidde over i nogle kampe i playoffs (og det sker jo i hver eneste sæson). 

De bliver modnet til den kommende sæson og træder ind i Metal Ligaen 2025/26 med større optimisme og tro på sig selv. 

De fornemmer, at træneren stoler på dem og giver dem ansvar. 

De vænner sig til seniorishockey, får flere minutter i benene og de landsholdsaktuelle af spillerne (U20'erne og U18'erne) lærer af "de voksne", før de træder ind på internationalt niveau, hvor de simpelthen ikke får så meget tid, som de har været vant til i de danske juniorrækker. 

Så opfordringen herfra lyder altså: Giv de unge spillere en rigtig chance nu og i de næste måneder.

Det er både godt for den enkelte spiller og holdet og klubben som helhed.