Sæsonen 2021/22 kom ikke til at stå i tyrens tegn.
Rødovre Mighty Bulls var det eneste hold, der missede slutspillet, og det er som bekendt ikke en rolle, man ønsker at spille i Metal Ligaen.
Der var ellers stor optimisme i begyndelsen af sæsonen, og med Thor Dresler som cheftræner og en stærk mobilisering af imports allerede fra sæsonens begyndelse, mente eksperterne ikke, at det var så ringe endda i Rødovre.
Men det blev det.
Begyndelsen var ellers lovende. Seks point i de første fire kampe og jeg husker en samtale med Olaf Eller, efter vi begge havde set Rødovre slå SønderjyskE 2-1 i sæsonens fjerde kamp - vi var enige om, at Rødovre var et bedre bud på et tophold i grundspillet end SønderjyskE.
Den spådom kom ikke til at holde stik.
Til gengæld var sejren over SønderjyskE et slags vendepunkt for Rødovre. En stime på 14 nederlag - to i overtid/straffe - på stribe, sendte Rødovre langt ned i dyndet under den famøse streg.
Det kostede Thor Dresler jobbet som cheftræner.
Logisk eller ej med en fyring?
Så mange nederlag på stribe med et på papiret ganske fornuftig trup måtte naturligvis give anledning til spørgsmålstegn ved sympatiske Dreslers formået som headcoach.
Omvendt kunne Rødovre-ledelsen også have givet ham carte blanché til at køre sæsonen færdig og udrulle konceptet over længere tid på et tidspunkt, hvor løbet næsten allerede var kørt.
Når først man hænger på sidstepladsen i en tæt liga er det problematisk, for alle andre hold slår mere eller mindre hinanden og Herlev - en af Rødovres primære konkurrenter - fyrede en god start af og vandt lige nøjagtig de indbyrdes kampe mod Rødovre, der faktisk endte med at blive "skilleren" mellem de to naboklubber efter Herlevs monumentale nedtur i slutningen af sæsonen.
Magnus Sundquist var ledig på markedet og overtog lynhurtigt taktstokken efter Dresler. Nederlagsstimerne blev færre og mindre, og Rødovre spillede i store træk lige op med stort set samtlige hold i Metal Ligaen i den resterende del af sæsonen.
Det blev endda til en fornem statistik hjemme mod de senere guldvindere fra Aalborg, men også til et brandudsalg i slutningen af grundspillet, hvor de andre klubber var grådige efter Rødovres profiler.
Derfor stillede Rødovre i slutningen af sæsonen med et meget ungt hold, ligesom målmandsposten blev indtaget af finske Dennis Saikkonen, der kun kom ind, fordi Mighty Bulls blev ramt af et helt vanvittigt skadeshav på posten, der egentlig skulle have delt mellem John Muse og William Rørth.
De blev begge skadet og Rødovre endte altså med at benytte hele fem målmænd i løbet af sæsonen.
Der var store forventninger til mange af importspillerne, ikke mindst backen Ryan Lowney, der kom med gode tal til Danmark. Han leverede ikke varen og det kostede, at topbacken stod med med 0 mål, 8 assister og -16 i 28 kampe.
Heller ikke franske Dame-Malka var en åbenbaring, og det samme kan man vel sige om de fleste importangribere. Svenskerne ramte aldrig helt og Brady Vail og Brendan Harms var der kun i momenter.
Hæderlige sæsoner af Brinkman, Kjær, Popovic, Magnus Carlsen og så kom Christopher Rübenach ind i sæsonen slutsfase og spillede sig til en kontrakt hos Mighty Bulls for den kommende sæson.
Her har Rødovre været tidligt ude og allerede hente Frank Gymer og Viktor Bemström, mens et par danskere er kommet i hus - blandt andre Christopher Rübenach, der imponerede stort i anden halvdel af sæsonen, og der synes at være et fundament, der godt kan bygges på i Rødovre til næste sæson.
Mads Ellers tilbagekomst og Magnus Povlsens fortsatte tilstedeværelse er to elementer, der kan skabe gejst og glæde i truppen.
Om Magnus Sundquists drøm om hente gamle Rødovre-drenge tilbage kan sættes i værk? Måske ikke til næste sæson, men med en god 22/23-omgang kan Rødovre måske få nogle af de gamle, stærke drenge tilbage.
Mon ikke også der bliver strammet endnu mere taktisk til, når Sundquist har teten fra begyndelsen?
Vigtigst er alt er dog, at Mighty Bulls får mobiliseret begejstringen igen. At det kommer til at koge i arenaen og at billetterne bliver eftertragtede igen. Ungdomishockeyen i Rødovre dominerede stort i den forgangne sæson, nu skal prof-hockeyen også med.
Begejstring kommer ikke kun med sejre, men også med et hold, der tør spille ishockey og ikke mindst fighter i 60 minutter. Sådan spillede det unge Rødovre-mandskab i slutningen af sæsonen og kan der bygges på den stil, kommer folket forhåbentlig også til arenaen igen.
De to nye imports ligner et satsning på skøjtestyrke mere end størrelse og kan være med til at lægge endnu mere tempo og begejstring ind i Rødovre-hockeyen.
Det har både de sjællandske rivaler, dansk ishockey og Metal Ligaen brug for.