Professionel sport er ikke kun business, men også begivenheder, der aktiverer masser af frivillige, hundredvis af fans og det lokale erhvervsliv. Sporten giver tilbage til samfundet, og også derfor er det afgørende, at der kommer mere end 500 tilskuere ud i arenaerne

Det skriver Danmarks Ishockey Union og Metal Ligaen i en pressemeddelelse, der netop er kommet ud, hvor formand Henrik Bach skitserer, at det ikke blot handler om økonomi, men også værdier og sammenhængskraft i samfundet, når vi taler professionel ishockey. 

Meddelelsen lyder således:

Selv om temperaturen er høj udenfor arenaerne, er klubberne i ishockeyens Metal Liga begyndt at forberede sig til den kommende sæson.

Den er planlagt til at begynde 18. september og med små seks måneder uden ishockey glæder spillere, ledere, og ikke mindst de mange fans og frivillige omkring klubberne sig til at komme i gang igen.

- Metal Ligaen er ikke kun forretning og økonomi og det, der foregår på isen. Et hav af gode mennesker lever og ånder for sporten og venter bare på at komme i gang med ligaen igen. Langt flere end de 500 personer, der lige nu står til at kunne lukkes ind til vores kampe, siger formanden for Danmarks Ishockey Union, Henrik Bach Nielsen.  

- Fansene kommer i hundredvis og mange rejser landet rundt med deres hold, materialefolkene sliber skøjter og vasker tøj, kontrollørerne står aften efter aften og hygger sig sammen omkring kampene. Vi skal huske på, at professionel sport ikke kun er big business. Begivenhederne omkring kampe og træning giver også masser af værdi og indhold tilbage til det omgivende samfund, tilføjer han.

- Ishockey og de andre tilskuersportsgrene er glædesskabere, og elitesporten er lim til samfundets sammenhængskraft. Alle – lige fra den professionelle udøver på isen til den frivillige på gulvet - er en del af det samme store fællesskab. Den stolthed og værdi, det generer for alle involverede parter, kan ses på samfundsregnskabet, selv om det måske ikke lige står at læse i et regneark, siger Henrik Bach Nielsen. 

- Metal Ligaen og ishockeyen er en hjertesag for rigtig mange mennesker, og det håber vi, at politikerne vil tage med i beregningen, når de skal beslutte, hvor mange mennesker, vi må lukke ind til vores kampe, siger Henrik Bach Nielsen.

Ishockeyen giver tilbage
- Vi skal heller ikke glemme, hvad Metal Liga-klubberne genererer af forretning til det omgivende samfund. På en god ishockeyaften mødes masser af erhvervsfolk og netværker med hinanden. Tilskuerne køber øl, sandwich og pølser fra eksterne leverandører og holdene kører i busser fra private busselskaber. En professionel liga giver mange penge tilbage til samfundet, siger Henrik Bach Nielsen.

Derfor håber han, at muligheden for at lukke flere end 500 tilskuere ind til kampene bliver en realitet. Alt andet vil være en katastrofe for dansk ishockey og Metal Ligaen. De 111 millioner, som ishockeyklubberne vil tabe, HVIS der spilles en hel sæson med 500 tilskuere, er ikke bare et beløb, der er grebet ud i den blå luft.

-  Sidste sæson ikke blev afsluttet med en rigtig finale, men økonomisk blev den reddet på målstregen. Mange aktører viste en enorm velvilje, som vi er taknemlige for den dag i dag. Men i den kommende sæson har både sæsonkortholdere, sponsorer og alle andre aktører omkring sporten juridisk ret til at få deres penge tilbage, hvis ikke vi leverer den rette vare. Det gør vi ikke med 500 tilskuere i arenaerne, siger Henrik Bach Nielsen.

- Med 500 tilskuere skal vi endda trække aktørerne omkring kampen fra, så det reelle tilskuertal faktisk bliver mindre. Kommer vi ikke højere op, er det afgørende, at vi får hjælpepakker, der svarer til det enorme tab, klubberne vil lide. Allerhelst ser vi, at vi får lov at lukke flere tilskuere ind. Vi har protokollerne klar, og vi er klar til at stå inde for tilskuernes sikkerhed. Alt vil blive gjort med den yderste respekt for situationen, siger Henrik Bach Nielsen.

Et helt konkret eksempel på sammenhængskraft og afkast af elitesport var ishockey-VM i Danmark, der samlede 1300 frivillige fordelt på samtlige klubber herhjemme og genererede 967 millioner kroner i omsætning og næsten 200 millioner tilbage i moms og skat til den danske stat.


Corona-foranstaltninger og adgang i forbindelse med træningskampene i Metal Ligaen Shawn O'Donnell og Christian Thunbo forstærker Odenses angreb