Canadisk og dansk islæt til de fynske Bulldogs

Odense Bulldogs har hentet yderligere to spillere, der skal forstærke holdet til den kommende sæson. Ind fra Ravensburg TowerStars i DEL2 kommer Shawn O'Donnell, mens Christian Thunbo, der sidste sæson spillede for Herlev, er begyndt at træne med "de fynske hunde". 

Nytilkomne O’Donnell skifter til Odense Bulldogs fra tyske Ravensburg Towerstars, men har erfaring fra både AHL og ECHL, hvor han også tidligere har stiftet bekendtskab med Marc Lefebvre’s kommando i Cincinnati Cyclones.

- Jeg er meget spændt på at spille her i Odense og være en del af holdet. Jeg spillede for Marc i Nordamerika og glæder mig til at arbejde med ham igen. Det var fremragende at se det unge Odense-hold spille som det gjorde i slutningen af sidste sæson. Jeg glæder mig til at være med til at fortsætte den udvikling, så vi kan rykke opad i tabellen. Både på isen og menneskeligt vil jeg forsøge at hjælpe de unge spillere, siger O'Donnell.  

Han har næsten 200 AHL-kampe på sit cv, og lavede i sidste sæson glimrende 22 point i 32 kampe for Ravensburg. 

- Han er en erfaren fysisk og offensive tovejs-forward. Han bringer masser af ting til vores lineup, som vi kan forbedre i forhold til sidste sæson. Han giver os muligheder i angrebskæderne, fordi han både kan spille center og wing, og han professionelle indstilling både på og udenfor isen kommer også til at bidrage yderst positivt i forhold til vores unge danske spillere, siger træner Marc Lefebvre. 

Ny angriber i truppen er altså ligeledes Christian Juhl Thunbo, som skifter fra Herlev Eagles.

- Christian har været i kikkerten de seneste sæsoner og nu var timingen korrekt og derfor er vi glade for at kunne tilknytte Christian til truppen for den kommende sæson. Christian skal ind og suge til sig af erfaring og kæmpe om spilletid med de øvrige unge i truppen, siger sportschef Henrik Benjaminsen.


Professionel ishockey giver masser af værdi tilbage til samfundet 500 TILSKUERE OG LIVESTREAM når Rødovre møder Herlev på fredag