”Det er 25 år siden, men jeg har tit tænkt tilbage på sæsonen 1998/99. Er man velforberedt og starter sæsonen godt, fører det ofte noget positivt med sig. Uanset de mange bump undervejs.”
Ordene kommer fra Olaf Eller, som var cheftræner for Rødovre Mighty Bulls, da klubben i 1999 vandt sit seneste danske mesterskab.
Eller & co. gjorde ”det umulige”. De kom fra en sjetteplads i grundserien og vandt guld. Det havde ingen gjort før. Og i øvrigt heller ikke siden.
Rødovre Mighty Bulls’ forberedelser op til sæsonstarten det år var usædvanlige.
”En russisk agent havde i juli og august 1998 kimet mig ned og inviteret os til fire kampe på fem dage mod KHL-hold i Perm. Jeg ved ikke, om han håbede, at vi senere ville invitere dem,” siger Olaf Eller.
”At det var os, russerne ville se, skyldtes formentlig vores historie med navne som Kulagin, Shilov og Bragin. Vi fik masser af klø mod sublime KHL-hold, men selv om det var en hård tur, og spillerne til sidst var totalt færdige, spillede vi dagen efter hjemkomsten en træningskamp mod Rungsted og vandt 7-2. På hjemturen havde dødtrætte spillere ellers forsøgt at få kampen aflyst.”
Rødovre startede sæsonen med at vinde tre kampe, men der var også store nedture, og bunden blev nået lige inden jul med et nederlag mod IC Gentofte, som kun vandt to kampe hele sæsonen.
”Jeg havde inden jul spillet med mine tre russiske forwards, Boris Bykovsky, Anatolij Chistjakov og Sergei Solomatov, i hver sin kæde, men efter blamagen mod Gentofte siger Chistjakov: ”Lad mig styre en ren russerkæde.” Jeg fulgte hans råd, og resten af sæsonen var det et helt andet Rødovre-hold, vi så. Anatolij Chistjakov var outstanding i den sidste halvdel af sæsonen.”
Efter sejren i en dramatisk og tæt kvartfinalepulje foran Vojens og Rungsted, som var i en vild skrivebordskamp om andenpladsen, udklassede de potente tyre i semifinalen Esbjerg 3-0, og i finalen mod favoritterne fra Frederikshavn var det heller ikke nødvendigt med mere end tre kampe.
Hvilken Rødovre-finish og -hockeyfeber. Havde man tippet guld til Rødovre efter nederlaget til IC Gentofte, kunne man have tjent en formue. Men det var der med garanti ingen, der havde.
”Det klikkede bare for os i slutspillet. Vi kunne have spillet ti kampe mere uden at tabe,” lød det forleden fra Rødovres bærende danske spiller, Jannik Sønderby, da vi forleden genopfriskede DM-sejren.
I den tredje kamp mod Frederikshavn blev playmakeren Boris Bykovsky matchvinder med 5-4 målet 19 sekunder før tid. Efter kampen sagde han:
”Hver eneste dag, efter jeg kom til Rødovre, har jeg sagt til mig selv: Vi skal være nr. 1. Også da vi midt i turneringen løb ind i det ene nederlag efter det andet og i otte kampe kun vandt én. Da Anatolij Chistjakov spillede pucken frem til mig, vidste jeg, at jeg ville score. Jeg havde den der ubeskrivelige vindende fornemmelse. Og jeg har aldrig været så lykkelig i hele mit hockeyliv som i dét sekund, pucken lå i nettet. Det glemmer jeg aldrig.”
Efter at have vundet fem danske mesterskaber som spiller for Rødovre, blev Olaf Eller træner i 1990. Han har været rundt omkring på landkortet gennem årene og trænet flere klubber end nogen anden træner i de to bedste danske rækker. En håndfuld gange har han også prøvet at blive fyret. Men som han siger: ”Det er en del af gamet.”
Vi tager et spring fra hockey til stafetløb, men det skal stadig handle om Olaf Eller:
Mange vil huske, da den olympiske fakkel lørdag 29. januar 1994 kom til København på den lange rejse fra Olympia i Grækenland til vinter-OL i Lillehammer.
Faklen var med IC3-tog transporteret fra Hamborg til Københavns Hovedbanegård. Og sejlerkongen og den firedobbelte olympiske guldvinder, Paul Elvstrøm, som var steget på toget i Høje Taastrup, løb de første 300 meter på en 13 kilometer lang rute gennem den solbeskinnede by til Rådhuspladsen. Den sidste tur fra Amagertorv på Strøget blev løbet af kronprins Frederik.
Olaf Eller løb 12. skifte og modtog faklen fra Bjarne Riis, som kom på cykel. Han skulle hurtigt tilbage til 6 dages-løbet i Forum.
På Sct. Annæ Plads ventede Danmarks bedste basketballspiller, Henrik Norre. Men i trængslen så Olaf Eller ham ikke og løb forbi ham. Han kom således til at løbe dobbelt så langt som de andre stafetløbere.
”Jeg syntes nok, at det var en lang tur,” sagde han med et skævt smil, da jeg mødte ham bagefter.
Da han om aftenen endelig så Henrik Norre ved den tv-transmitterede gallamiddag på Hotel d’Angleterre, blev han tilgivet af basketballspilleren med en bemærkning fra den humoristiske side:
”Det var heldigt, at du ikke skulle skifte til kronprinsen.”