I dansk ishockeys første tid var Rungsted altid i hælene på KSF. Men i 60’erne havde Rungsted vanskelige vilkår og savnede egen isflade. Alligevel holdt klubben sig i toppen af dansk ishockey

Det var egentlig forbløffende, at Rungsted op gennem 60’erne holdt fast. For i traditionsklubben, der i 50’erne havde været den eneste, der reelt formåede at udfordre de stærkt dominerende KSF’ere, kæmpede hårdt for at følge med de fremstormende naboklubber på Sjælland.

Både KSF, Gladsaxe og Rødovre fik egen isflade i begyndelsen af 60’erne, og havde derfor langt bedre træningsmuligheder end Rungsted-spillerne, der var henvist til at leje is – primært i Gladsaxe – eller spille hjemme i Bolbroengen, hvor man havde et overrislet område til rådighed.

Set i bagklogskabens lys kunne man på den baggrund sagtens have forestillet sig, at Rungsted på det tidspunkt – altså op gennem 60’erne – ville lide samme kranke skæbne som kollegerne fra Silkeborg og Horsens på den jyske side.

De to klubber forsvandt lige så langsomt ud af divisionssystemet (Silkeborg er som bekendt på vej tilbage), men sådan var det altså ikke i Rungsted. Her var traditionen for sporten så forankret, at det lykkedes at holde ishockeyen i live på højt plan gennem et årti uden isbane.

Og trækker man streger frem til i dag, så har den nuværende Rungsted Ishockey Klub vel kæmpet lige så hårdt for den nødvendige træningshal, som de tidligere kolleger og klubkammerater kæmpede for den oprindelige Hørsholm Skøjtehal. Det tog sin tid.

Det var på den baggrund, at KSF både i 1961 og 1962 vandt DM-guldet med maksimumpoint. Rungsted vandt to sølvmedaljer, men fremstormende konkurrenter kom nedefra.

Rungsted, Esbjerg, KSF, USG og Gladsaxe spillede med i Danmarksturneringen 1962/63, der begyndte i januar 1963. Der var altså ikke tale om nogen lang sæson, men med fem hold begyndte turneringen trods alt at ligne noget.

De fem hold spillede alle mod alle på de tre kunstfrosne baner på Østerbro, i Gladsaxe og i Esbjerg, og selv om Rungsted ikke havde egen isbane, lykkedes det i den grad for holdet fra Nordsjælland at opretholde formen og skarpheden.

50 millionærer
Så stærke var Rungsted, at man kunne slå de regerende danske mestre fra KSF med 8-2 i en af sæsonens afgørende kampe. Nordsjællænderne var anført at spillere som Otto Holten Møller, målmanden Ulrik Prom og den stærke angriber Niels Petersen, og med blot en enkelt ugentlig træningstime var det imponerende, at holdet kunne matche de klubber, der havde egen bane.

– Hørsholm Kommune er en af de rigeste i landet med op mod 50 millionærer. Alligevel gør kommunen, skønt det er den mest skøjteglade i Danmark, ikke et hak for alle sine ishockeyspillere, der har de dårligste træningsforhold af alle klubberne.

– Alligevel præsterede at blive dansk mester. Rungsted-spillerne har kun fået en træningstime om ugen, og formanden A.E. Nielsen, der i årevis har gjort et kæmpearbejde for klubben, kunne med stolthed modtage mesterskabsplaketten til klubben af formanden for ishockeyunionen, Knud Tønsberg, skrev Ekstra Bladet i sin sæsonkonklusion.

Vi skulle som bekendt helt frem til årtusindeskiftet, før Rungsted vandt det næste DM-guld – trods flere store satsninger op gennem årene. Men 60’erne var alligevel et Rungsted-årti, for klubben blandede sig konstant i toppen af 1. division og var ude i drabelige opgør med de primære konkurrenter fra Esbjerg, Gladsaxe og KSF.

Lækker og brugsdygtig

Først 30 år efter at Rungsted Ishockey Klub blev stiftet, kunne klubben glæde sig over at komme på egen is. Til gengæld slap klubben for den udendørs mellemvej, men rykkede direkte ind i Hørsholm Skøjtehal, der ved åbningen i 1971 var ”State of the Art” i dansk ishockey. Politiken skrev følgende, da klubben flyttede ind:

– Hele kommunen kan være stolt af værket. Ikke mindst den utrættelige, glødende forkæmper for en kunstbane, vejassistent A.E. Nielsen, formand for ishockeyklubben og et aldrig svigtende, altid hyggeligt glædeligt ansigt ved barrieren, hver gang Rungsted spiller.

– Udvendig kan et kritisk øje måske nok synes, den ligner en cigarkasse, men indvendig er den både lækker og i allerhøjeste grad brugsdygtig. Og så er den lavet på rekordtid: Fem år i kraft af en så beundringsværdig idealisme fra alle sider, at jeg tvivler på, at eksperimentet kan gentages i den øjeblikkelige materialistiske ånd, lød det i hyldestartiklen.


Hjem til Stockholm: Robin Bergman stopper karrieren Mads Lund: – Vi kom for sent ud i finaleserien