En af de første gange, jeg snakkede ishockey med Flemming Østergaard, var på hans kontor i Parken i september 2000. Det resulterede i en artikel med overskriften ”Søløverne på vej” og overliggeren ”FCKs fans skal gå til ishockey om vinteren”.
I dag ved alle, at planerne, som lå på Don Ø’s tegnebræt, ikke blev til noget. Men i de glade opgangstider dengang var de langtfra urealistiske.
”Vinterens største publikumssællert, ishockey, kan blive FC Københavns idræt nr. 2,” som man kunne læse i BT.
Don Ø havde haft en meget positiv og konstruktiv dialog med Københavns Kommune, Københavns Idrætsanlæg og 1. divisionsklubben KSF, der var hjemmehørende i Østerbro Skøjtehal, Parkens nærmeste nabo.
Danmarks Ishockey Unions formand, Ejvind Olesen, og sportschef og landstræner Jim Brithén havde også været til kaffe og hockeysnak på Don Ø’s kontor og givet FCK-direktøren deres støtte til, at IC København (som klubben formentlig ville komme til at hedde) kunne gå direkte ind i ligaen. Don Ø gad ikke spille i 1. division. Spild af tid. På det følgende repræsentantskabsmøde blev det med stort flertal vedtaget at give en eventuel ny klub et wild card.
Don Ø havde set flere ishockeykampe i Københavns-området og talte meget rosende om sporten: ”Vi har trofaste og loyale fans, som det ku’ være spændende at byde på en vintersport. Ishockey er en fascinerende og actionmættet sport og en oplagt mulighed. Vi har et stykke tid arbejdet med nogle idéer og tanker om at gå ind i den.”
Don Ø pointerede, at KSF og Østerbro Skøjtehal ville være nøglefaktorer i et eventuelt ishockeyengagement.
”Jeg ser på ishockey ud fra et forretningsmæssigt synspunkt. Faciliteterne skal være i orden og økonomien hænge sammen. Østerbro Skøjtehal kræver en modernisering og en udvidelse til en kapacitet på 6.000 tilskuere. Der er i dag kun seks-syv meter mellem Parken og skøjtehallen, og jeg forestiller mig, at de to arenaer forbindes på en eller anden måde, så man også kan udnytte nogle af Parkens faciliteter,” sagde han og understregede, at der stadig skal være plads til KSF og offentligt skøjteløb.
Don Ø havde gransket økonomien i de danske klubber og var rystet over de tal, han havde set i flere af klubberne.
”En intern analysegruppe undersøger nu, om der økonomisk og sportsligt er basis for en udvidelse af FCKs aktiviteter. Indtil konklusionen foreligger, er det begrænset, hvor meget konkret, jeg kan sige. Hvis vi involverer os i ishockeyen, skal det gøres rigtigt. For mig handler sport om at vinde. At gå efter DM. Ellers er det ikke sjovt.”
I flere år var hockey et brandvarmt tema for Flemming Østergaard. Han kiggede på skøjtehaller i flere lande og var til VM i Finland i 2003. Men hockeyverdenen kom til at se meget anderledes ud end dén, der lå på FC Københavns tegnebræt omkring århundredskiftet.