Jørgen Hviid var i særklasse sin generations bedste danske ishockeyspiller og den eneste, der ikke blev ydmyget, da Danmark VM-debuterede med 0-47 mod Canada i 1949 i Stockholm og kom i Guinness’ rekordbog under rubrikken ”Flest mål”.

73 år senere fik Danmark VM-revanche. Løverne slog i 2022 i Helsinki de canadiske NHL-spillere med 3-2. Men det er en helt anden historie.

Tilbage til 1949: Hesten, der plejede at trække ploven og klargøre isen på Peblingesøen, kom desværre ikke i aktion den vinter. Der var ingen is. Spillernes eneste istræning før mødet med de skræmmende canadiere var på gulvet i Forum, hvor Holiday on Ice havde show.

Jørgen Hviid forsvarede den danske deltagelse i Stockholm: ”Det var et nødvendigt nederlag. Havde vi ikke sagt ja til at deltage, havde vi ikke fået foden indenfor internationalt.”

Denne signatur redigerede DIU-magasinet for C-VM i København i 1987 og bad her Jørgen Hviid skrive om ishockey i Danmark ”i gamle dage”. Unægtelig en anden hockeyverden end den, vi kender i dag.

Her uddrag fra artiklen af ”dansk ishockeys far” og første medlem af det internationale ishockeyforbund IIHFs Hall of Fame:

”I begyndelsen af tiden fra omkring 1929 til lige efter 2. verdenskrig bestod et hold af én målmand, to backs, tre forwards samt tre udskiftningsspillere, i alt ni mand.”

”Man bar ikke hjelm, heller ikke målmanden. Beskyttelsesudstyret indskrænkede sig til handsker, benskinner og albuebeskyttere. Målmanden havde dog brystpanser. Spilletiden var 3x15 minutter. Den blev først sat op til 3x20 minutter efter krigen.”

”Efterhånden blev antallet af spillere sat op til 18, deraf to målmænd. Banens størrelse var omtrent den samme som i dag, men uden zoneinddeling og uden målområde. Et målområde i form af en halvcirkel (tre meters radius) blev senere indført. Ingen af spillerne måtte komme indenfor. Senere blev denne halvcirkel afløst af det nuværende målområde.”

”Offside-reglen var helt anderledes end i dag. En spiller var offside, når han opholdt sig mellem modstandernes mål og pucken. Det vil sige: Man kunne kun passe pucken til en medspiller, der var på samme højde som puckføreren. Ca. 1933 kom zoneinddelingen, og pucken kunne passes til en medspiller, der var i samme zone som puckføreren.”

”Det gav et hurtigere opspil, men det forhindrede samtidig, at det angribende hold kunne placere en spiller således, at han kunne modtage en puck langt fremme på banen ved en pasning over zonelinjen. Man var stadig tvunget til at spille sig frem på banen ved pasninger inden for zonerne.”

”Efter 2. verdenskrig kom den røde midterlinje, hvilket tillod et endnu hurtigere opspil inden for egen banehalvdel, idet man nu kunne passe pucken fra egen forsvarszone til en medspiller, der var ”on side” den røde midterlinje og som bare skulle passere denne efter pucken. Der har været forsøg på at afskaffe den røde midterlinje. Dette er heldigvis blevet afværget. Det ville efter de fleste eksperters mening kun medføre, at der ikke blev ret meget spil tilbage i den neutrale zone.”

”Tacklingsreglerne var i begyndelsen af nævnte periode meget enkle. Tackling (skulder, bryst, hofte) var kun tilladt i egen forsvarszone. Under canadisk pres blev tackling i 30’erne tilladt over hele banen dog først med den begrænsning, at der ikke måtte tackles nærmere end én meter fra banderne.”

”Selv med denne regel forekom der knaldhårde tacklinger. Jeg blev selv i en kamp om det lettiske mesterskab tacklet så hårdt, at jeg fløj i en flot bue over den lave bande og landede blødt og uskadt på skødet af to smukke pelsklædte kvinder.”

”Dengang og helt op til krigen var der de fleste steder kun høje bander langs banens kortsider. Tacklinger med stokken (crosschecking), spil med høj stok, slashing og hooking var ikke tilladt og forekom næsten ikke. At deltage i spillet liggende på isen var forbudt. Man skulle have mindst én skøjte på isen.”

”Slagskud kom først til Europa fra Canada/USA efter krigen. I dag har slagskuddet dog desværre medført, at mange andre skud – træk-, håndleds- og baghåndsskud – bliver forsømt, selv om disse skud i mange situationer er mere effektive.”

”Nærkampene var ikke så intensive som i dag. Tempoet var lavere. I de første år var der jo kun tre udskiftningsspillere, og de bedste spillere og backerne spillede som regel hele kampen.”

”Årsagen til, at KSF var så dominerende i dansk ishockeys barndomsår, var, at holdet for en stor del bestod af udlandsdanskere fra Letland, Norge, Sverige og Finland, og at mange af de ”rene” danske spillere havde spillet bandy. Dette spil krævede en stor bane (som i fodbold) og var meget dyr i drift (snerydning). Derfor blev bandy opgivet til fordel for ishockey, efter at KSFs bestyrelse havde været på studietur til Schweiz.”

Jørgen Hviid, som scorede alle fire danske mål i VM-turneringen i 1949 - de to andre kampe endte 1-25 mod Østrig og 3-8 mod Belgien - sluttede sin artikel i VM-magasinet i 1987 med ordene:

”Jeg tror på det danske landshold og ønsket det held og lykke.”

Hvordan gik det så i 1987?

Mange af retros læsere var selv til stede: VM blev en forrygende succes. Et stort og begejstret publikum så Heinz Ehlers & co spille de rød/hvide farver op i B-gruppen med en andenplads. Min top 10 i B.T. på baggrund af de syv kampe:

Heinz Ehlers. 2. Jesper Duus. 3. Per Viggo Jakobsen. 4. Jens Nielsen. 5. John Hansen. 6. Lars Østergaard. 7. Olaf Eller. 8. Søren True. 9. Kjeld Pedersen. 10. Benny ”Bomstærk” Pedersen.