På en af årets første dage i 1996 besøgte jeg Frits Nielsen på Kaj Munks Vej i Herning.
Det var iskoldt. Fotografen tog et billede af familien Nielsen ved legehuset i den sneklædte have.
Hanne og Frits sammen med børnene Frans på elleve og Signe på fire. Simon på ni var ikke hjemme. Han var ude at spille ishockey.
Overskriften på artiklen kom til at hedde ”Hernings Mr. Ishockey”.
Hvordan kan den hedde andet, når man kender Frits Nielsens meritter og betydning for sin by.
Frits havde en unik vinderpsyke. Som en hurtig og superfarlig forward var han med på Hernings første guldhold i 1973, og da AaB vandt guld i 1981, spillede han også en nøglerolle. Tre år i træk i AaB-tiden (1975-82) blev han topscorer i 1. division.
Frits blev kåret som årets danske spiller i 1976 (AaB) og 1985 (Herning). I fem VM-turneringer i C-gruppen og en i B-gruppen var han en af Danmarks mest markante og scorende spillere.
Jeg havde fornøjelsen at følge ham i ligaen og på landsholdet, og da jeg i 2006 satte Danmarks All Stars-hold for 70’erne, 80’erne, 90’erne og nullerne, var han på halvfjerdserholdet i en kæde med Egon Kahl, Vojens, og Jesper Hviid, KSF.
I 2015 blev han optaget i Danmarks Ishockey Unions Hall of Fame. Det var samme weekend, Frans blev noteret for NHL-mål nr. 100 og assist nr. 200 i sin kamp nr. 530 for New York Islanders. Hvilken triumf for Nielsen-familien.
Et nyt guldrandet kapitel skrev Frits som træner, da han vendte hjem til Herning. Han lagde grundstenen til Herning Ishockey Klub/Blue Fox’ position som Danmarks mest vindende klub – og er i øvrigt lige blevet udnævnt til æresmedlem.
Inspirationen til at gå nye vej havde han fået af Richard David, som han havde et succesrigt samarbejde med i Aalborg.
Ingen dansk klub har haft en træner i så mange år som Herning. Men som en leende Frits sagde til mig dengang i 1996:
”Her skifter vi ikke træneren, men holdet ud. Af spillerne fra min første sæson som træner i Herning i 1982 er kun målmand Lars Pagh tilbage. Todd Bjorkstrand kom i 1988 og har været med næstlængst. Holdet har groft sagt været skiftet ud tre-fire gange.”
I 12 sæsoner i DM-turneringen fra 1984-85 til og med 1995-96 blev det til i alt ni medaljer: Fem af guld, tre af sølv og en af bronze. Kun tre gange havnede Hernings stolthed uden for medaljerækken. Tre pokaltitler bør også nævnes. De drabelige slag i 90’erne mellem Herning og Esbjerg har skrevet sig ind i dansk ishockeys historie. Dem glemmer man ikke lige med det samme.
De første to sæsoner efter Frits’ comeback på heden (var spillende træner de første fire år) lå klubben og rodede rundt i 2. division. Men så skete der noget, da DIU i 1984 lavede en tilmeldingsturnering med 14 hold. Herning var pludselig med igen og kvitterede med sølv i en afgørende og vild kamp i Kostalden mod Rødovre Mighty Bulls.
Efter 3-3 i ordinær tid (to mål af Frits Nielsen) og 0-0 i ti minutters sudden victory vandt Rødovre guld på straffeslag med Kim ”Musen” Andersen som matchvinder.
”Umiddelbart inden straffeslagene fik vi at vide, at DIUs bestyrelsen på et møde dagen før havde lavet reglerne om, så vinderen var kåret allerede i første runde, hvis det ene hold scorede og det andet brændte. Det forvirrede os noget,” husker Frits.
I nervedramaets første runde missede Rødovres Bent Hansen og Hernings Lars Østergaard. Afgørelsen faldt i anden runde, da ”Musen” eksekverede, og Claus Weinrichs forsøg blev reddet af en benparade af Rødovre-helten John Hansen.
Denne skriverkarl havde masser af roser til ligaens to bedste hold, men kaldte straffeslag en dum måde at afgøre en guldkamp på. Den bedste løsning ville være en omkamp i stedet for det lotterispil, en sudden-straffeslagskonkurrence er. En omkamp kunne have fyldt Forum eller Brøndby-Hallen.
I den lange snak for 26 år siden kom Frits også ind på sin sidste DM-guldmedalje. I 1995. Det var Frits’ dream team og alle de andre dén sæson.
I 43 kampe tabte holdet kun to kampe (Esbjerg og Frederikshavn i grundserien). Arvefjenden Esbjerg blev udklasset i finalen med 7-1, 6-1 og 9-2.
Guldholdet talte navne som Todd Bjorkstrand (121 point – 64 mål og 57 assists), Petri Skriko (102 point – 45 mål og 57 assists), Ronny Larsen (76 point – 34 mål og 42 assists), Jouni Vento, Erkki Mäkelä, Mike Futa, Dan Jensen, Frederik Åkesson og Lars Pagh. For at nævne en håndfuld.
Petri Skriko blev kåret som årets udenlandske spiller og var stolt over æren, men tilføjede: ”Havde jeg været journalist, havde jeg stemt på Todd.”
”Det er sådan en sæson, man aldrig glemmer. Det er det bedste hold, jeg har trænet,” sagde Frits.
Frits er den sjældne type, der var blevet god uanset hvilken sport, han havde kastet sig over. Heldigvis valgte han at give hockeyen førsteprioritet, selv om han spillede divisionsfodbold i både Herning og Aalborg.
Lige nu er det golfsporten, der trækker. Mens disse linjer skrives, spiller den livsnydende pensionist på Mallorca. Handicappet er 13. Ikke så ringe, når man fylder 70 næste gang.