Bjørn gik fra at være professionel ishockeyspiller til i årevis at være ufaglært flexjobber efter slem hjernerystelse. Nu løber han maraton og uddanner sig sideløbende med fuldtidsjob

Af Maria Evald

Bjørn Østergaard har været blandt Danmarks bedste til at drible pucken i mål. Så slog han hovedet på isen og døjede i årevis med alvorlige kognitive vanskeligheder. I dag scorer den tidligere ishockeyspiller fra Herning 12-taller i eksamenslokalet på Erhvervsakademi Aarhus og har gjort grøn omstilling til sin sport.

I 2011 siden slog Bjørn Østergaard hovedet i en ishockeykamp. Bjørn indstillede sin sportskarriere, kom i fleksjob og kunne arbejde to timer om dagen.

”Jeg kunne ikke overskue noget,” husker Bjørn, der i årevis kæmpede med smerter, hukommelsestab, søvnbesvær og hovedpine.

Klip til 2022.

Bjørn går fra fleksjob til fuldtid, gennemfører sit første maraton efter hjernerystelsen og afslutter en diplomuddannelse i bæredygtig virksomhed.

”Jeg har kæmpet mig tilbage til at blive fuldt arbejdsdygtig igen efter i ti år at have været ukampdygtig,” fortæller den tidligere professionelle ishockeyspiller fra Herning Blue Fox.

I stedet for at styre pucken i mål scorer Bjørn nu 12-taller i eksamenslokalet på Erhvervsakademi Aarhus og har gjort grøn omstilling til sin levevej.

”Grøn omstilling kommer til at påvirke hele vores fremtid, og denne viden optager mig meget,” siger Bjørn, der bor med sin hustru og datter i Herning.

Fra ufaglært til uddannet
De sidste par år har Bjørn Østergaard en gang om ugen pendlet til Aarhus for at uddanne sig på deltid sideløbende med sit job som indkøbschef i EHRNO Flexible i Birk.

Herningvirksomheden leverer emballageløsninger til primært fødevareindustrien, fx emballage til OK Snacks og Arla-oste. Bjørns far er direktør i familievirksomheden, der står overfor sit 3. generationsskifte med Bjørn og hans to søskende.

”Jeg gik ud af 9. klasse for at blive professionel ishockeyspiller og fik kun taget en HHX-eksamen. Jeg har længe ønsket mig en uddannelse og papir på noget, jeg er god til,” fortæller Bjørn, der på uddannelsen har scoret seks 12-taller.

Et skridt ad gangen
Det er 11 år siden Bjørn slog hovedet i isen. I en voldsom tackling, der vendte livet på hovedet for den daværende Blue Fox-kaptajn. I dag er de fleste kognitive vanskeligheder forsvundet på nær lidt synsforstyrrelser, der kræver særlige skærmbriller og lysindstillinger på computerskærmen.

”Det har været et skridt ad gangen. Jeg har lært at leve med mine begrænsninger og arbejdet hårdt på at finde værdi i en ny hverdag. Jeg har set en masse specialister, fx hjerneforskere, ændret kostvaner og lavet rigtig meget genoptræning, bl.a. svømning og pulstræning,” fortæller Bjørn.

Under sin lange genoptræning har Bjørn været glad for kommunens hjælp.

”Jeg har fået meget hjælp af terapeuterne i Hjerneskaderådgivningen i Herning. Vi har haft en god og ærlig dialog og et godt samarbejde.”

Bjørn har brugt sin viden om hjernerystelser til at tage ud i klubberne og holde foredrag for unge ishockeyspillere om problemet med, at man ikke holder pause efter at have slået hovedet.

På skolebænken on and off med plads til pauser
I dag har Bjørn ikke længere noget med ishockeysporten at gøre. Drømmen er udlevet, som han siger. Men selvdisciplinen og strukturen fra sine år som professionel har Bjørn bragt i spil i sit uddannelsesforløb.

”Jeg har været afsted på uddannelse en aften eller en dag om ugen. Det har givet mig mulighed for at lægge pauser ind i løbet af dagen. Det er den helt rigtig måde for mig at gå i skole på. Sideløbende med en stor fleksibilitet fra jobbet og familien har det fungeret helt perfekt.”

Danmarks første med denne uddannelsestitel
Til januar dimitterer Bjørn som landets første diplomdimittend i bæredygtig virksomhed. Hos EHRNO Flexible har Bjørn allerede brugt sin nye viden til at sætte indsamling, sortering og genanvendelse af paprør til forsendelser i system. Flere grønne tiltag omkring indsamling og genanvendelse af overskudsmateriale er på vej.

”Behovet for cirkulær økonomi er superaktuelt. Som emballageproducent vil vi gerne stå ved vores ansvar og sætte et godt eksempel,” siger den snart nyuddannede indkøbschef.

Bjørn Østergaard

Født 18. januar 1987 i Herning

Ishockeyen

193 ligakampe fordelt mellem Herning og Rungsted
15 junior landskampe
3 x dansk mester
1 x pokalmester
Ungdoms-VM guld med U20-landsholdet i B-gruppen
Assistenttræner på U18 og U20-landsholdet i seks år

Dimitterer til januar som landets første af sin slags fra diplomuddannelsen i bæredygtig virksomhed fra Erhvervsakademi Aarhus

I gang med en akademiuddannelse i international transport og logistik samme sted

Indkøbschef i EHRNO Flexible i Birk

Bosat i Herning med hustru og datter


OPTAKT: Herlev Eagles-Rødovre Mighty Bulls RETRO: Han blev kaldt ”Hernings Mr. Ishockey”